Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 18

Side 178
DET NYE NORD
14. Maj 1919
Det vilde dog her føre altfor vidt at gaa ind paa en
fuldstændig Omtale af Spitsbergens Udforskningshisto-
rie og de mange norske og svenske Forskere, der har
taget en fremragende og ledende Del i Arbejdet. »Det
klassiske Land for Polarforskning« har Otto Norden-
skiold engang kaldt Spitsbergen, og erindres bør det,
hvilken Betydning just Spitsbergen-Studieme har haft
for Forstaaeisen af de nordiske Landes geografiske Ud-
vikling under og efter Istiden.
Imidlertid fik Spitsbergen en fornyet Interesse, da der
viste sig at være Kul. Iagttagelsen var først blevet gjort
af norske Fangstskippere inde i Advent Bai, men viden-
skabelige Undersøgelser viste derefter, at det drejede sig
om ret betydelige Forekomster.
Den praktiske Udnyttelse af Lejerne har naturligvis
store Vanskeligheder at kæmpe med. Saaledes kan den
afsides Beliggenhed, den korte Besejlingstid, Vinter-
natten og Vinterkulden fremhæves som nogle af de
største. De første engelske og amerikanske Brydnings-
forsøg maatte opgives efter faa Aar s Forløb. Imidlertid
havde ogsaa Norge og Sverige gjort Skridt til at ud-
nytte Spitsbergens Kullejer, og det er at antage, at
disse i Fremtiden vil kunne faa stor Betydning for begge
Lande, dog vel navnlig for Norge som det nærmest-
liggende.
Selv om Hvalfangsten er hørt op, saa er Spitsbergen
dog efterhaanden mere og mere draget ind under den
civiliserede Verdens Omraade paa en Maade, som aldrig
tidligere var Tilfældet. Aarligt besøges Landet af viden -
skabelige Ekspeditioner, af norske Fangstskippere og
af Skibe og Folk, der er sysselsat ved Bjærgværksdrift.
Overvintringer er nu tildags almindelige, og der er byg-
get Huse, som er indrettede til at modstaa den strænge
Vinterkulde.
Hertil kommer, at Spitsbergen er blevet et berømt og
søgt Turiststed. I den sidste Snes Aar før Verdenskrigen
stævnede hver Sommer omkring en Snes Dampere til
Spitsbergen, medbringende Turister i Hundredevis, der
under bekvemme og luksuriøse Forhold fik Lejlighed til
at nærme sig Polen paa saa nordlige Breddegrader, at
de fra alle andre Sider af Jorden kun kan naas af Eks-
peditioner under vanskelige og farefulde Forhold. I
Somre, hvor Drivisgrænsen har ligget særlig langt mod
Nord, er Turistskibene gaaet nordligere end Spitsber-
gen. En engelsk Damper skal endog have overskredet
82° n. Br.
Spitsbergens ejendommelige statsgeografiske Stilling
som et terra nullius eller no man’s land bliver
da nutildags mere og mere uholdbar. De Forsøg, der i
1870’eme paa svensk-norsk Initiativ og i vort Aarhun-
drede navnlig fra norsk Side er blevet gjort paa at faa
Forholdet ordnet, har endnu ikke ført til et Resultat.
De interesserede Stater har ikke kunnet blive enige om,
hvem Spitsbergen skulde tilhøre.
Vi har her et Tilfælde, hvor det yndede nationale
Synspunkt ikke kan anføres med Hensyn til Statstil-
hørigheden. Det er historiske, geografiske og økono-
miske Synspunkter og Krav, der navnlig maa føres i
Marken. De historiske Krav kan dog i dette Tilfælde
ikke faa saa stor Vægt, da Historien netop viser, at
hidtil er ethvert Forsøg paa en Besiddelsestagen ikke
blevet effektueret gennem Bebyggelse, og ret hurtigt er
det praktisk talt gaaet i Glemmebogen. Det maa være
den geografiske Beliggenhed samt Nutidens vedvarende
økonomiske og videnskabelige Interesse og Fortjenester
af Landet, der bliver de afgørende Momenter, og de taler
alle for Spitsbergens Tilknytning til den skandinaviske
Halvø.
For en dansk Iagttager staar det i første Linie som
det magtpaaliggende, at Spitsbergen reddes for Norden.
Nordhavets nordlige Randland bør tilhøre Norden, paa
lignende Maade som Skandinavien, Færøerne, Island og
Grønland til de andre Sider.
Under hvilken Form Spitsbergens Tilknytning til
Norden bør ske, er det imidlertid vanskeligt for en
Dansk at udtale sig om. Om Øgruppen bør være norsk
eller svensk eller maaske et Kondominium af en eller
anden Art. Det ønskeligste var naturligvis, om Nordens
Lande selv indbyrdes kunde blive enige om, hvilken
statslig Stilling Spitsbergen burde have, og at de enige
kunde rette al deres Energi paa Hovedsagen: at redde
Spitsbergen for Norden. H. P. Steensby.
DET ISLANDSKE LANDBRUGS
TO HOVEDFJENDER.
III.
I Tidernes Løb er der paa Island fremkommet mange
Forslag om Midler til Forebyggelse af de værste
Følger af Isaar og vulkanske Udbrud, Hungerdøden
for Mennesker og Dyr. Allerede i 1786, lige efter de
frygtelige Begivenheder i 1783—85, forpligtede den
danske Regering alle Købmænd paa Island til at have
stadig liggende Varemængder til mindst 500 Dalers
Værdi, hvoraf Halvdelen skulde være Levnedsmidler —
Mel- og Kornvarer. Øvrigheden paa Island skulde un-
dersøge Købmændenes Vareforraad og indgive Klager
til Regeringen, hvis Købmændene misligholdt denne
Forpligtelse.
Efter 1854, da Handelen paa Island blev frigiven til
alle Nationer, faldt denne Forpligtelse bort af sig selv.
Det islandske Althing forsøgte nu at tage sig af Sagen
og sendte et Opraab til det islandske Folk, hvori det
opfordrede Bønderne til at forsyne sig godt med Mad-
varer, beregne tilstrækkeligt Vinterfoder til alle Krea-
turer, undgaa at købe Luksusvarer, oprette fælles For-
raadsmagasiner etc. — Endnu var Ulykkerne fra 1783
i fersk Minde, og det blev nu for det meste Skik og
Brug, at Bønderne om Efteraaret forsynede sig med
Melvarer for hele Vinteren, og denne Skik holdt sig
mange Steder helt ned til Slutningen af det 19. Aarhun-