Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 34

Side 190
DET NYE NORD
14. Maj 1919
Grænse bør drages, er dette, at det er Befolkningen,
Menneskene og ikke Jorden der inaa være den be-
stemmende, og at vi kun vil have den Befolkning
med, der ønsker at komme til Danmark. Men med
Hensyn til delte sidste Spørgsmaals Besvarelse er en
Afstemning i sig selv ikke nok. Man maa ikke glemme,
baade at el rent fjendtligt Sindelag udmærket godt
kan give sig Udtryk i en Afstemning for Danmark —
efter Ræsonnementet: Jo flere Tyskere i den afstaaede
Del desto større Ret til Indblanding i danske Forhold
og Anledning til atter at rejse Spørgsmaalet — og at
ligeledes rent materielle Synspunkter, der er en Følge
af Tysklands nuværende økonomiske Stilling og hele
Fornedrelse og altsaa maa antages at forsvinde her-
med, kan paavirke den tyske Borger ved Afstemningen
til Fordel for Danmark. Vi er ikke tjent med Borgere
af nogen af disse to Kategorier, og selvom vi ikke er
i Stand til at undersøge den tysktalendes inderste
Bevæggrund, naar han stemmer for Danmark, kan vi
i al Fald slaa fast, at Antallet af de »indre Fjender«
vil vokse progressivt med Grænsens Forskydning
mod Syd.
* , *
*
Det sidste engelske Suppleringsvalg i Central-Huli
forvandlede som nævnt i forrige Nummer den fra
Decembervalget ganske overvældende Regeringsmajo-
ritet paa over 10,000 Stemmer til en Minoritet, idet
den liberale Kandidat fik c. 1000 Stemmer mere end
Koalitions-Unionisten.
Dette hurtige og voldsomme Omslag — der for
dansk parlamentarisk Liv maa forekomme ganske
uforstaaeligt — rejser med fuld Realitet Spørgsmaalet
om en almindelig Ændring i Englands politiske
Fysiognomi. Verdenskrigen sprængte de gamle Parti-
rammer, det gjaldt ikke alene Unionister og Liberale,
men ogsaa Arbejderpartiet, og under Størstedelen af
Krigen kunde man faktisk kun skelne mellem dem,
der vilde Sejren for enhver Pris, og Pacifisterne.
Denne patriotiske Sammensmeltning af Partierne
gjorde sig endnu gældende ved Valget i December
1918 og resulterede i en betydelig Sejr for Regerings-
koalitionen, der besatte 478 af Parlamentets 707 Med-
lemspladser. Koalitionen bestaar af 334 Unionister,
133 Liberale og 11 af Arbejderpartiet, medens der
udenfor staar 73 Sinn Feiner, 63 af Arbejderpartiet,
48 Unionister, 28 Liberale og 7 Nationalister foruden
10 Løsgængere. Faktisk er Regeringsmajoriteten endnu
større end Forholdet mellem Koalition og Ikke-Koali-
tion udviser, og en Opposition har hidtil kun for-
maaet at samle meget faa Stemmer.
Heri synes Udviklingen imidlertid at ville hidføre
en snarlig Forandring, idet del parlamentariske Liv
viser Tendens til atter at glide tilbage i de gamle
Folder fra før Krigen. Arbejderpartiet gjorde Begyn-
delsen ved paa Arbejderkonferencen i Juni at vedtage
at danne deres selvstændige politiske Parti; Rege-
ringens Politik brød Forhandlingsbroen over med de
irske Partier, og endelig forblev der samlet omkring
Asquith en trofast liberal Garde, som nu opmuntret
af Suppleringsvalgenes Resultater viser udprægede
Tendenser til at føre en mere agressiv Oppositions-
politik.
Asquith holdt for nylig ved en liberal Middag en
Tale, som baade ved sit Omfang, sin Form og sin
Tone er al opfatte som Programtale for de uaf-
hængige Liberale, og som derfor bør vises Interesse.
Den gamle liberale Fører angreb stærkt Koalitions-
politiken, Regeringen og Decembervalget og samlede
sluttelig i 7 Punkter det, som efter hans Mening
maatte være det grundlæggende for de Liberales
Politik:
1) Opretholdelse af et virksomt og uafhængigt libe-
ralt Parti.
2) Bestemt Modstand mod enhver Lovgivning, som
har til Maal eller Virkning Forfordelingen af bestemte
Samfundsklasser eller Interesser.
3) Genoprettelse snarest muligt og i fuldt Omfang
af politisk, kommerciel og personlig Frihed.
4) Nøjagtig Opfyldelse af Løfterne til Irland om
Selvstyre.
5) Ubarmhjertig Kamp mod offentlig Ødselhed og
for Bevarelse af vort Frihandelssystem.
6) Gennemførelsen af et nationalt Minimum af
Sundhed, Kultur og Udviklingsmulighed i alle Grene
af det sociale og økonomiske Liv.
7) En effektiv Gennemførelse af Nationernes For-
bund som Vagt og Garant for et fredeligt Forhold
mellem Landene.
En særlig Opmærksomhed fortjener herhjemme
Punkt 5, hvori Asquith bebuder en ubønhørlig Krig
mod Tarifpolitiken. Om dette Spørgsmaal udtalte han
yderligere: Det er ikke nogen Hemmelighed, at det
kommende Budget vil komme til at rumme en eller
anden Form af Rigspræferencepolitik. De Liberale
har derfor ingen Undskyldning for Overrumpling.
Lad mig straks sige, at vi er saa ivrige som noget
politisk Parti efter at knytte de Baand stærkere, som
binder Riget sammen. Men jeg ser ikke mere Grund
nu end før til at tro, at man ved en Tarifpolitik vil
være i Stand til at forøge Indtægten, gavne Handelen,
eller fæstne Riget. Tarifreformpolitikerne vil ikke
være tilfredse med at faa Fodfæste i Frihandelens
Udenværker; de vil fortsætte Kampen til de er naaet
ind i selve Fæstningens Hjerte. Vort Motto er klart:
Obsta principiis — Modstand fra først til sidst.
Efter Austen Chamberlains Bebudelse af Præfe-
reucepolitiken trækker det saaledes i England op til
en ny Storkamp for og mod Beskyttelsen.
* *
*
Arbejdsnedlæggelsen i Københavns Havn har
vakt en meget betydelig og for danske Forhold lidet
smigrende Opmærksomhed ogsaa udenfor Landets