Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 28

Side 180
DET NYE NORD
14. Maj 1919
ERHVERVSØKONOMI
^ERHVERVSGEOGRAFI
DET DANSKE UDENRIGSMINISTERIUMS
REFORMFORSLAG.
Af Dr. phil. A. Fraenkel.
(Sidste Artikel.)
ii.
Penge er i og for sig ingenting. De faar først Skaber-
evne og Ernæringsevne, naar de nedfældes i Produk-
tion; og dette ud over en vis snever Grænse er kun
muligt gennem Vekselvirkning med Produktion og
Forbrug i Lande udenfor Hjemlandet, helst saa langt
uden for som muligt, fordi Konkurrencen aftager i
samme Forhold som Afstanden øges. Saaledes stod
der i Slutningen af forrige Artikel, d. v. s. saaledes
skulde der have staaet, dersom ikke Sætternissen
havde været paa Spil.
Til at deltage i den Side af Bestræbelserne for
Landets Forbindelse med Omverdenen, som falder
ind under Oplysningsarbejdet, har Udenrigsmini-
steriet jo ifølge Sagens Natur længe været opfordret
og maatte blive det mere og mere, alt som det be-
gyndte at indlyse i det mindste for virkelige Politikere,
at Økonomien til syvende og sidst var det afgørende
Moment i Nutidens Politik. I Forbindelse med denne
Erkendelse maatte Tyngdepunktet i Udenrigsministe-
riet glide fra dettes diplomatiske Afdeling over mod
Afdelingen for Konsulatsvæsen; Diplomatiets og de
konsulære Embedsmænds Funktioner maatte nærme
sig hinanden stærkt, hvilket atter maatte betinge den
»fødte« Diplomats sukcessive Tilbagetræden til For-
del for Folk af anden Støbning og med en ganske
anden Uddannelse, ligesom socialt: Nationaløkono-
mens, Juristens og Forretningsmandens Kredse maatte
blive det selskabelige Millieu, der fremtidig tiltrak
Diplomaten mere end Fødselsaristokratiets. Det uden-
rigsministerielle Oplysningsarbejde satte Frugt i Ind-
beretninger fra Gesandtskaber og Konsulater, blandt
hvilke der allerede den Gang fandtes dygtigt udførte
Arbejder. Men de forblev skjulte Skatte, saa vidt
de højsattes i Udenrigsministeriets Arkiv uden at of-
fentliggøres. I det hele var der indtil op i Begyndel-
sen af Aarhundredet ingen Klarhed i Udenrigsmini-
steriets Opfattelse af denne vigtige Side af Tjenesten
og følgelig ingen vaagen Interesse for den. Konsuler,
der indsendte udførlige og indgaaende Beretninger,
føltes snarest som besværlige. Deres Indberetninger
gav i og for sig øget Arbejde i Udenrigsministeriet;
de føltes som en Forpligtelse, man dog ikke vilde
indløse og altsaa som et Stykke daarlig Samvittighed;
de var nærmest som Sten i Maskineriet, der afbrød
den jevne Gang og skaffede Uro og Ulejlighed. Men
fra 1905 offentliggjordes Konsulatberetningerne regel-
mæssigt, Tidens Krav arbejdede sig ogsaa frem til
Udenrigsministeriet. Ved Siden af sine officielle Re-
præsentanter fik det gennem Tilknytning til Pressen
officiøse, og Udenrigsministeriets Pressebureau gjorde,
som allerede nævnt, under Krigen et Arbejde, der be-
rettiger det til Anerkendelse. Spørgsmaalet blev der-
efter ved Krigens Afslutning, hvorledes man skulde
organisere Institutionen som blivende, og hvorledes
man bedst skulde ordne Forholdet mellem Udenrigs-
ministeriet og den.
I sit Forslag fulgte Udenrigsministeren da det gode
gamle Princip, at foretage sit Fremstød, hvor han
maatte antage, at Modstanden var svagest. Han
krævede Pressebureauet indpodet i selve den udenrigs-
ministerielle Stamme saaledes, at dets Chef og Fuld-
mægtige blev udenrigsministerielle Embedsmænd som
Ministeriets andre Kontorchefer og Fuldmægtige. Ved
at vælge denne Ordning, sagde vi, foretog Udenrigs-
ministeren sit Fremstød mod det Punkt, der maatte
ventes svagest besat, og saaledes — rent taktisk alt-
saa, efter alle Kunstens Regler, men, som det gaar
saa ofte baade i Krig og Politik, i stik Strid med de
strategiske Maal, der dog er de eneste, som over-
hovedet berettiger til taktisk Bevægelse. Hvorfor var
denne Vej ud den letteste? For det første fordi Kra-
vet opstilledes af Bureauets Funktionærer; dernæst
fordi disse havde Pressens Organisationer bag sig og
endelig, fordi Pressen var saa fyldigt repræsenteret i
det danske Folketing, at 7 Pladser i Femtenmands-
udvalget besattes af Redaktører, medens endnu et Par
Herrer' i Udvalget stod i ret nær Forbindelse med
Pressen. Hvad enten altsaa man delte Udvalget efter
en politisk Linie eller efter en journalistisk, maatte
dets Flertal staa paa Ministerens Side, saafremt hans
Krav var i Overensstemmelse med Pressens Ønsker,
og derfor kan man sige, at hans Taktik var heldig
valgt. Paa det Punkt, han satte ind, var Skanserne
allerede forladte. Venstre, som— Udvalget betragtet un-
der politisk og saglig Synsvinkel, — skulde have staaet
imod, havde paa Forhaand strakt Vaaben ved at
sætte sin første Bladudgiver ind i Udvalget. I dette
var der altsaa overhovedet ingen Modstand at over-
vinde. Hvorledes Ministerens Forslag bliver at be-
dømme set under strategisk Synsvinkel, skal vi straks
komme til, men først maa der gøres Rede for Grun-
den til Pressens Stilling til Forslaget. — Der var en
Tid, da ledende danske Blade var Foretagender, som
hvilede paa en enkelt Mands eller en mindre Kreds'
klart udformede Idealer og Anskuelser, Livs- og Sam-
fundsopfattelse og personlige Talent som Journalister.
Man mene om disse Idealer og Opfattelser, hvad man
vil, det vedkommer ikke Spørgsmaalet. En Presse,
der repræsenteredes af Navne som Ploug, Bille,
Hørup var og maatte være Udtryk og Hjemsted for
Personligheder. Derpaa beroede dens Anseelse og dens
Magt. Siden hen blev det anderledes, Personligheden
traadte tilbage og Aktieselskabet frem. Økonomien og