Det Nye Nord - 24.09.1919, Blaðsíða 3

24. September 1919
DET NYE NORD
Side 735
UDLANDETS POLITI]
RADIKAL TAKTIK INDEN- OG UDENRIGS.
Offentliggørelsen af Dokumentsamlingen angaa-
ende J. C. Christensens Fejltrin har bevirket, at
Diskussionen mere og mere samler sig om det, som vi
fra første Færd har betegnet som Sagens Kærne: nemlig
de radikale Koryfæers idetmindste moralske, om ikke
materielle Medskyld og Meddelagtighed i den Uden-
rigs- og Militærpolitik, som kaldes Tyskerkursen, der
begyndte med Kaptajn Liitkens Sendelse til Berlin,
fortsatte i Statsraadsbeslutningen af 5. August 1914
om Minespærring af de frie, internationale Sejlløb i
det neutrale Storebælt, og først endte med-Tysklands
definitive Sammenbrud. Det er nu uimodsagt godt-
gjort, at de af de radikale Førere, som det i denne
Henseende kom an paa, først og fremmest Hr. Erik
Seavenius, i mange Aar før Krigen har kendt Ind-
holdet af den væsentligste Del af de Dokumenter,
som de nu søger at udnytte alene mod J. C. Chri-
stensen. Disse Radikale har vidst, at han sammen
med Grev Råben, hvis Udenrigspolitik de billigede og
støttede, personligt saavel som offentligt i Pressen,
gennem Kaptajn Liitken har forberedt en Føling med
Generalstabschefen v. Moltke i Berlin; de har vidst,
at Tyskland i paakommende Tilfælde ikke et Sekund
vilde respektere vor Neutralitet, naar Danmark ikke
effektivt kunde og vilde forsvare den; de har vidst, at
Tyskland regnede med den europæiske Krigs snarlige
Komme; de har vidst, at Tyskland kun vilde spørge:
Ven eller Fjende; de har vidst, at Tyskland i Til-
fælde af en Krig med England vilde krænke vor
Neutralitet idetmindste ved at spærre Storebælt — de
har vidst alt det, som det kom an paa — og dog
forberedt Danmark paa det stik modsatte!
Man kan ikke undskylde sig med, at det var umuligt
at gennemskue denne eensidige Tyskerkurs og Farerne
ved den deraf følgende haltende Forsvarspolitik, der
praktisk talt var lige uneutral, hvad enten man som
J. C. Christensen favoriserede Tyskland som nærmest
liggende Stormagt ved at lægge København aaben til
Landsiden, qller som de Radikale ved at lægge
hele Sjælland aaben ved blot at etablere et Land-
og Søpoliti til at »konstatere« Neutraliteten. Ingen
kan undskylde sig med sin Uvidenhed paa disse
Hovedpunkter, thi de var alle fremme i den offent-
lige Diskussion om Forsvarssagen og dens Løsning i
Aarene 1905—09. Dette er udførligt dokumenteret i
den Afhandling, som vi i Juni 1907 paa Opfordring
af daværende Redaktør V. Vedel skrev i Dresden,
og som blev offentliggjort i det af ham redigerede
»Tilskuererucs Julihæfte samme Aar. Den findes der-
for i sin Helhed genoptrykt nedenfor, og hvilke An-
skuelser man end ellers nærer, vidner den for, at de
Radikale var grundigt advarede mod J. C. Christen-
sens og deres egen Tyskerkurs, som de først nu for-
nægter, nu da deres inderlige Samhørighed med den
har bragt dem i indrepolitisk Fare.
I en — forøvrigt fortræffelig — Artikelserie i »Poli-
tiken« har Hr. Junius givet en (aabenbart ikke
alene paa den Christensenske Dokumentsamling byg-
get) Fremstilling af Hr. I. C. Christensens Træskhed
og Grev Råbens usandfærdige Dementier (Foraaret
1907) i Øst og Vest af de faktisk stedfundne For-
handlinger. Den tredje Artikel slutter saaledes: »Sand-
heden havde været ved at stige op af sin Brønd; men
den blev presset ned igen, og nu blev Brønden kastet
til.« Ved Hr. Junius da ikke, at ingen i sin Tid
var ivrigere end »Politiken« til at presse Sandheden
ned igen; og at »Politiken« dengang fulgte Grev
Råben i tykt og tyndt og helst havde kastet ikke
alene Sandheden, men enhver der kæmpede for den,
ned i Brønden? W.-K.
DANMARK OG DEN EUROPÆISKE LIGEVÆGT.
(»Tilskueren« Juli 1907.)
For et Aar siden gjorde jeg paa dette Sted Rede for de
Aarsager, ifølge hvilke Balancen mellem det gamle Trefor-
bund paa den ene Side, Toforbundet og Ententen paa den
anden, tenderede mod en betydelig Overvægt for de sidstes
Vedkommende. Senere er jo Temaet »Tysklands Isolering«
af Dagspressen bleven tærsket igennem saa mange Varia-
tioner, at det snart ikke længere gør det rette Indtryk,
skønt et saadant Faktum i og for sig maatte være af stør-
ste Vigtighed for Danmark og dansk Udenrigspolitik, selv
om det sidste Udtryk opfattes ganske passivt. Det skal da
blot konstateres, at Situationen siden forrige Aar er om-
trent uforandret saaledes, som den tidligere italienske Uden-
rigsminister, (1901 -03) Prinetti over for »Neue freie Presse«
i Slutningen af November 1906 udtrykte det i følgende Ven-
dinger:
»Den tyske Politik har i de senere Aarringer begaaet to
svære Fejl. Den første ved at fjerne sig fra Ruslands. Den
anden, endnu alvorligere, ved at skærpe de økonomisk-
politiske Modsætninger til England. Forhaabentlig lykkes
det Rigskansleren at besværge en stor Fare, som vi alle
ser trække op. Faren er den fransk-russisk-engelske Blok,
som Treforbundet under de givne Omstændigheder næppe
vil være voksen. . . . Mod Tingenes tvingende Magt vilde
ogsaa den ærligste Vilje til at blive Treforbundet tro intet
forslaa. Fyrst Bulow er en forsigtig Mand. Jeg ønsker ham
hjertelig, at han sparer Tyskland for en »glimrende Isole-
ring«, der uden hans personlige Skyld truer med at blive
til Virkelighed, og som han nu — det maa man lade ham
— modarbejder med ægte tysk Sejghed.«
Det er i Dag det sidste, her understregede Punkt, hvor-
med jeg skal beskæftige mig: Tysklands Anstrengelser for
at forebygge eller i hvert Fald tage Brodden af »Ringen«
— dog kun for saa vidt Danmark angaar. Hvad Tysklands
mer eller mindre underjordiske Arbejde i andre europæ-
iske Stater (navnlig Rusland og Italien) angaar — for slet
ikke at tale om Persien og Marokko — maa Behandlingen
heraf opsættes til en anden Gang.
Det skulde nu i og for sig synes, at den blotte Frem-
stilling af de realpolitiske Forhold i Europa maatte gøre
det klart for alle, hvilken Holdning Danmark maa indtage
overfor diplomatiske Angreb fra tysk Side. Efter at imid-
lertid vore Pseudo-Statsmænd i Ly af vor Rigsdags uden-
rigspolitiske Impotens og Uvidenhed har inaugureret en
saa falsk Politik, som det under de givne Omstændigheder