Det Nye Nord - 24.09.1919, Blaðsíða 5

24. September 1919
DET NYE NORD
Side 737
den inferiøre Politik, vor Christensenske Statsmand er en
Mester i, og stemmer ogsaa godt med, at denne Mand, hvis
hele politiske Liv kun var Taktiken (et lint Ord til saa-
danne Handlinger) ingen positive Forsvarsideer har. Rig-
tigt er i hvert Fald, at det er Meningen at lempe Uden-
rigspolitikken efter et paatænkt Forsvarskompromis, og
derlor træffer Skylden ikke Udenrigsministeren, men For-
svarsministeren.
Imidlertid viser den vaagnende Harme og Uro i det dan-
ske Folk tilstrækkeligt, at Regeringen vil knække sin Hals
paa disse Spørgsmaal, hvis den ikke sadler om i Tide.
Saa meget uforklarligere er det, at Regeringens Tilnær-
melsespolitik over for Tyskland tiltrædes af Dr. Østrup i
sidste Hæfte af »Tilskueren« (1907 især S. 468). Ganske vist
har Dr. Østrup det tilfælles med Regeringen, at han anser
Idealet af en Politik, at være den, der drives »von Fali zu
Fail«. Men man savner i hans Artikel Oplysning om, hvad
der egentlig for Danmark skulde være vundet ved at gaa
Tysklands Ærinder, og det eneste, der i hele Artiklen anfø-
res som Revis for Nødvendigheden af at kaste sig i Armene
paa Tyskland, er, »at Tyskland skulde være den eneste
Magt, mod hvis pludselige Overfald vi ikke kan værge os«. Og
derimod skulde det — ifølge Dr. Østrups Logik — hjælpe
at søge en Garanti hos den samme Magt, der mange Gange
har lagt for Dagen, at den hverken kan eller vil yde en
saadan Garanti for alle Tilfælde. Selv om vi ved nye Ofre
kunde faa en saadan Garanti paa Papiret, hvad er den saa
værd? Der gives ingen anden Garanti end den, der ligger i,
al Englands (og Ruslands ny) Flaade holder Tyskland
Stangen ogsaa i Østersøen, og den Dag, det er forbi, er det
ogsaa ude med Danmarks Selvstændighed, med eller uden
Tilnærmelsestraktater, der i det højeste blot kan frem-
skynde en saadan Tids komme. Men Englænderne synes at
have lært mer af Historien end vi, og derfor er der Grund
til at antage, at den Dag aldrig vil komme. Det er for saa
vidt ganske opbyggeligt for en Dansk at høre paa den For-
bavselse, hvormed den nuværende Generation af Englæn-
dere, der ikke har oplevet 1864, spørger hinanden, hvordan
i Alverden det egentlig gik til, at Tyskland fik Lov at tage
Kiel! Den Historie har kostet dem Milliarder, vil komme
til at koste mer endnu og maaske dog skaffe England en
eller anden Art af almindelig Værnepligt paa Halsen. Alt-
sammen fordi de narrede os i 1864. Noget lignende vil alt-
saa næppe gentage — ikke fordi Englændere i og for sig
er et Haar bedre end Tyskere, men fordi de ved, at en-
hver Svækkelse af Danmark og dets Supremati ved Øster-
søportene vil blive en Pind til det engelske Søherredøm-
mes Ligkiste.
Dr. Østrups økonomiske og toldpolitiske Argumenter kan
jeg ikke rigtig tage alvorlig. Selv om det engelske Imperi-
ums Toldpropagandister en Gang kommer til Maalet, hvad
jeg selv tror, er de dog rene Lam i Forhold til de tyske
— udødelige — Agrarer, og Danmark vil til enhver Tid
have bedre Udsigter til at opnaa noget for sin Handel i
England end i Tyskland. Læg nu blot Mærke til, hvilke
handelspolitiske »Indrømmelser« vor Generaltolddirektør
bringer med hjem fra Berlin!
I øvrigt er Dr. Østrups Artikel baseret paa den Antagelse,
at det er af »lyriske« Grunde, det danske Folk er fjendtlig
stemt mod en Tilnærmelse til Tyskland. At Grundene tvært-
imod er meget reelle fremgaar af vore foranstaaende Be-
tragtninger, i hvilke der ikke findes Spor af Lyrik — noget
som i alt Fald Dr. Østrup med sin F'oragt for denne ejen-
dommeligt — danske Følelse sikkert vil vide at vurdere.
Og det skal villigt indrømmes, at hans Artikel var kemisk
fri for den. Men om end lyrisk Udenrigspolitik vilde være
slem, saa er dog den, Dr. Østrup har gjort sig til Tals-
mand for, meget værre. Thi naar vi endelig skulde slutte
Forbund, var det værste, vi kunde gøre, at vælge en Ver-
densmagt, der oven i Købet grænser direkte til vort Land.
Thi en saadan Mesalliance vilde for vort Vedkommende
være ensbetydende med Slaveri. Og vilde man absolut gøre
denne Dumhed, saa skulde man dertil vælge ethvert andet
Tidspunkt i Historien end det nærværende, hvor Tysklands
ustandselige Verdensmagtbrovten har sat Koalitionsbestræ-
belser i Gang, hvilke truer det med en Undergang, der vil
rive os med, dersom vi lader os lokke om Bord i den ty-
ske Galej. Og lukkede man — Augurerne véd af hvilke
landsskadelige Grunde — Øjnene for begge Dele, da burde
man netop under disse Omstændigheder i det mindste
kunne undgaa at blive taget saadan ved Næsen, som det er
sket i Anledning af vore — naturligvis som den herligste
diplomatiske Triumf udskregne — Traktatdumheder. Hvad
det sidste Punkt angaar, er jo for øvrigt Dr. Østrup gan-
ske af samme Anskuelse som jeg.
Fejl i tre Dimensioner — det er Resultatet af Regerings-
visdommen; for slet ikke at tale (lyrisk?) om Hensyn til
Ære og Værdighed, som en lille Nation i Længden staar
sig allerdaarligst ved at tilsidesætte. Her gør Dr. Østrup
en haanlig Ytring om, at det danske Folk lige saa gerne
kan glemme 1864, som det har glemt og tilgivet 1807. Der-
til skal jeg blot bemærke, at en saa ussel udenrigspolitisk
Skæbne, en saa elendig Undergang som i 1807, skal Dan-
markshistorien — saa vidt det vil komme til at staa til os
— ikke melde om i Fremtiden, hverken ved København
eller Storebælt. Ganske vist, hvis vort Folketings Spare-
bønder, vort Landstings Godsejer-Bagstræb og vore Quasi-
Statsmænd ret længe faar Lov at fortsætte i den nugæl-
dende Stil, vil Enden bliver værre end Begyndelsen. Men
der er mange, der mener, at den offentlige Mening paa
dette Punkt er ved at vende sig (jfr. A. C. Larsens fortræf-
felige Artikel i sidste Hæfte, især S. 450) — eller rettere
sagt: i Færd med at vaagne op. Derfor har jeg den Tro
til den danske Nation, at den en skønne Dag fejer det hele
væk ud i de Afkroge, hvor det hører hjemme. Evner den
ikke saa meget, da har F'olket fortjent sin Skæbne, og saa
er der jo egentlig ikke noget at græde over, uden for dem,
der — alligevel — gerne havde undt det en bedre.
Dresden, den 14. Juni 1907.
K. A. Wieth-Knadsen.
LITERATUR OG NOTER.
De nyeste østrigske Afsløringer om Krigens Forhistorie.
Paa Leidels F"orlag i Wien har Dr. Gooss paa Foranled-
ning af selve den østrigske Regering udgivet en omfangsrig
Bog med officielle Dokumenter, der uigenkaldelig beviser,
at det var Grev Berchtold og Østrig-Ungarn, som var den
egentlige Krigsvolder. Vi har imidlertid allerede for tre
Maancder siden foregrebet Resultatet af denne Dokumen-
tation med vor Offentliggørelse i Nr. 11 (18. Juni 1919) af
de to Kejserbreve fra 5. Juli 1914, og henviser iøvrigt vore
Læsere til Artiklen »Østrig-Ungarn som Krigsvolder« i Nr.
21 (27. August 1919). W.-K.