Det Nye Nord - 24.09.1919, Blaðsíða 22

Side 752
DET NYE NORD
24. September 1919
alene — den sande for de danske. Men skønt norsk
teater har forsømt Holberg, nej, forsømt er et alt for
mildt uttryk, mishandlet ham, til sine tider likefrem
haanet ham fra scenen, krænket hans geni, har det
hændt at en enkelt skuespiller har skapt en Holberg -
figur, saa vi alle har følt, dette er norsk Holberg,
det er for os den sande Holberg. Til gjengjæld har
da gerne dansk kritik steilet, følt sig fremmed, den
har gjerne syntes, vi har tat lidt haardt og tørt paa
figurene og spillet for meget karakterkomedie, at det
har været for meget nøjagtig menneskeskildrig og
for lidt fantasi. Til gengæld kan vi synes, at selv
den bedste danske Holberg-fremstilling ikke altid faar
tag i den inderste friske kjærne, den menneskelige
satire forflygtes lidt til kulturkomedie, det overlegne
smil dør lidt bort i lunet, Holberg biir i dansk frem-
stilling lidt rundere en han virkelig er. (Det er vel
overflødigt at gøre opmærksom paa, at jeg ikke vil
sammenligne de ypperlige danske Holbergforestillin-
ger scenekunstnerisk set, med de norske.) Saaledes
sikrer vi os hver vort, og finder hver vort i Holberg,
vi det oprindelige, det naturbestemte, som naturligvis
altid er kjernen i begavelsen, det hvorom det andet
kan gro; de danske samtidig og like meget det kul-
turbestemte, det tilegnede, det særegne danske. Og
dermed skulde vel begge parter kunne være tilfreds.
Da Holberg skulde vælge sig et vaaben for sit dan-
ske baroni, satte han granen i det, for al hædre sin
norske avstamning. Det skulde synes let for alle
Holbergbeundrene, ogsaa danske, at nære respekt baade
for granen og for den jordbund, hvori den fik gro.
Striden kunde saa vrøvlehovederne beholde for sig.
Kristian Elster.