Det Nye Nord - 24.09.1919, Blaðsíða 34

Side 760
DET NYE NORD
24. September 1919
har saaledes bidraget i ikke ringe Grad til at berede
Vejen for Traktaten.
Ogsaa den afsluttede midlertidige Overenskomst
mellem Frankrig og England om det syriske Spørgs-
maal har bidraget til at dæmpe den Stemning af
Utilfredshed og Skuffelse, som var begyndt at brede
sig med Kammeret som Udgangspunkt. »Le Temps«
har offentliggjort en længere officiøs Redegørelse ved-
rørende Overenskomsten. Det fremgaar deraf, at
England fra 1. November vil rømme Territoriet nord-
for Grænsen mellem Syrien og Palæstina — uden at
denne Grænse derfor er at betragte som fastslaaet.
Englænderne beholder Mossul — som Clemenceau
gav Afkald paa i December 1918 — og de 4 arabi-
ske Hovedbyer Damaskus, Horns, Hama og Aleppo
berøres ikke af den franske Besættelse.
Den engelske Regering har iøvrigt over for den
franske dokumenteret, at Picot i 1916 var bekendt
med den Aaret forud mellem England og Kongen af
Hedjaz afsluttede Overenskomst, og at der saaledes
ikke foreligger nogen indbyrdes Uoverensstemmelse
mellem Englands Forpligtelser overfor disse to Stater.
Emir Feisal fornyer i disse Dage sine Besøg i Paris
og London.
De Allieredes Ruslandspolitik er vedblivende og
for Øjeblikket kraftigere end nogensinde Genstand
for Verdenspressens Opmærksomhed. Anledningen
er dels den tidligere omtalte fra London udsendte
Erklæring om, at de Allieredes øverste Raad havde
besluttet sig til at afholde sig fra enhver Indblanding
i Ruslands indre Anliggender dels en særlig indvik-
let og ligeledes foreløbig ikke fuldt opklaret Afslørings-
Affære via Washington.
I Virkeligheden vil det efter al Sandsynlighed vise
sig, at ingen af de to »Sensationer« rummer Kends-
gerninger af synderlig Betydning. Hvad der for Øje-
blikket giver dem Interesse udover Kresen af Sensa-
tionsjournalister og Partipolitikere er den Uoverens-
stemmelse, de tilsyneladende afslører mellem de forskel-
lige Regeringers og de forskellige Perioders Ruslands-
politik.
Den engelske Meddelelse om det øverste Raads Be-
slutning i Ruslandspolitiken synes mærkelig nok straks
at være blevet forstaaet, som om de ikke-bolsheviki-
ske Lejre nu skulde lades fuldstændig i Stikken, næg-
tes Tilførsler o. s. v., medens Hensigten efter al
Sandsynlighed har været at berolige Stemningen in-
drepolitisk blandt Arbejderne ved at meddele, at de
Allierede nu alle var enige om den Politik, England
havde besluttet sig til, og for hvilken Krigsminister
Churchill gjorde rede overfor Underhuset saa tidligt
som 29. Juli.
I Frankrig, hvor den indrepolitiske Situation ligger
lige omvendt, idet Regeringen her maa passe paa at
berolige den i Rusland interesserede franske Kapital,
foranledigede Misforstaaelsen et Dementi af »at det
øverste Raad i Mandags skulde have besluttet at æn-
dre de Allieredes Politik overfor Rusland og nægte
Russerne enhver Hjælp i Kampen mod Bolschevi-
kerne«.
Var dette Dementi nu kommet alene, havde man
vel sagtens overalt begrebet Sammenhængen, men
uheldigvis fandt den amerikanske Fredsdelegation sig
samtidig foranlediget til at udsende en Erklæring, der
i sin korte Tydelighed lød saaledes: »Det russiske
Spørgsmaal blev ikke behandlet paa Konferencen i
Gaar«.
Dette Dementi, som tilsyneladende var i uløselig
Modstrid med den oprindelige Londonnererklæring
forvirrede en stor Del af Pressen, som stadig i denne
saa Meddelelsen om en Ændring i de Allieredes Rus-
landspolitik, og først Reuters Fredag den 19. udsendte
officielle Meddelelse om »at der ikke er sket nogen
Udvikling eller Forandring med Hensyn til Politiken
overfor Rusland. Denne Politik er vedblivende nøj-
agtig saaledes som meddelt af Churchill for nogen
Tid siden« lukkede Øjnene op for Misforstaaelsen.
* o *
*
Hvad der gør hele Spørgsmaalet om de Allieredes
Ruslandspolitik saa indviklet i Øjeblikket er den »Af-
sløring«, den amerikanske Journalist Bullitt i For-
staaelse med Folkeforbundets og Wilsons værste Mod-
stander, Senator Lodge, har indledet ved sin Beretning
overfor det amerikanske Senats Udvalg for udenrigske
Anliggender.
Mr. Bullitts Vidnedsbyrd er ad telegrafisk Vej van-
dret gennem hele Verdenspressen til dels i meget for-
skellig Gengivelse, men deres Formaal, at paavirke
Kongressen til at forkaste Fredstraktaten, er i alle Gen-
givelser aabenbart. Hvorvidt dette Modtræk mod Wil-
sons Propagandarejse for Folkenes Forbund vil lykkes,
maa Tiden vise. Foreløbig har man som Holdepunkter
Lloyd Georges kategoriske Dementi, at Mr. Bullitts
Beretning om hans private Samtaler med Lloyd Ge-
orge og Philip Kerr (Premierministerens Sekretær),
saaledes som de er gengivet i Pressen, er en Kæde
af Løgne, og den af den ferierende amerikanske
Udenrigsminister Lansings Sekretariat udsendte Er-
klæring, om at Ministeren ikke vil værdige Bullitts
Beskyldninger Svar og ikke afbryde sin Ferie for
hans Skyld.
Bullitt, der i Begyndelsen af 1919 forlod Journali-
stiken for at overtage Stillingen som Leder af den
amerikanske Fredsdelegations Efterretningssektion,
rejste senere til Rusland for at skaffe de Allierede
Førstehaands-Efterretninger om Forholdene derovre.
Han vendte tilbage med saadanne og havde, paa Grund-
lag af disse, private Samtaler med Lloyd George og
andre af Fredskonferencens Medlemmer. Der fore-
ligger aabenbart forskellige Meninger om Karakteren
af Bullitts Sendefærd og dermed ogsaa af den Vægt,
der tilkom de Informationer, hvormed han vendte
tilbage, og heri synes Spiren til Konflikten mellem
Bullitt og Fredskonferencens engelske og amerikanske
Delegerede at ligge.
Bullitt har følt sig krænket over, at hans Efterret-
ninger om Stemningen indenfor Sovjetregeringskrese
ikke toges op til Drøftelse paa Konferencen. Han har
søgt at faa sin Rapport offentliggjort, og han har,
synes det, i sin stigende Forbitrelse helt og holdent
givet sig i Kløerne paa Senatsoppositionen i Washington.
At Mr. Bullitts Forsøg paa at afsløre Fredskonfe-
rencen som en Samling uenige og raadvilde Mænd,
der kun havde Øje for deres egne chauvinistiske In-
teresser, ogsaa er blevet benyttet af det dertil ind-
rettede partipolitiske Maskineri i England, siger sig
selv, og man maa regne med, at »Affæren« vil blive
udnyttet til det yderste i den politiske Styrkeprøve,
som forestaar.