Det Nye Nord - 24.09.1919, Blaðsíða 21

24. September 1919
DET NYE NORD
Side 751
og god Deklamation i Jasons unægtelig flove Skik-
kelse. Alle gjorde deres Sager smukt. Det er alt-
saa en Overtro, at der ikke mere kan spilles Tra-
gedie i Danmark.
Det gælder bare Alvor i Kunsten. Saa hører nok
nogle Tilskueres upassende Holdning op, hvoraf flere
ved den første Medea-Opførelse vist troede, de var i
Nørrebros Teater til Revu. Saa vil de ligesom Athe-
nienserne lære, at Teatret er mere end en Leg, og at
der er stor Forskel paa et rigtigt Teater og — et
Biografteater.
Julius Clausen.
ER HOLBERG NORSK ELLER DANSK?
Med visse mellemrum dukker der op i Danmark
eller Norge sensible og krakilske literater, som
med stor forbitrelse rejser striden om, hvorvidt Hol-
berg var dansk eller norsk. Forrige gang var deten
nordmand, som benægtet at det hadde været av den fjer-
neste betydning for Holberg, at han hadde sat foten
paa dansk grund, denne gang er det en dansker,
der meget irriteret hævder, at det er betydningsløst,
at Holberg er norsk født, han er helt og uavkortet
like dansk, som om han hadde været født i Sorø av
danske forældre, og aldrig hadde været ude av
Danmark.
Det er mig oprigtigt tal umuligt at ta disse natio-
nalivrige literater alvorligt, de synes mig begge at til-
høre komedien, de parodierer ufrivillig literaturhisto-
rien, og Holberg vilde ha fundet overordentlig behag
i disse. Ethvert ærligt studium av Holberg vil søke
at fremdra alle de momenter, som har bidrat til
hans aands utvikling, og ikke ha til formaal at be-
vise, at han enten er dansk eller norsk. Vilde vi
anse en kunsthistoriker, som vilde søke at gøre Thor-
valdsen til en italiensk billedhugger for andet end en
nar? eller en literaturliistoriker, som vil sætte til
side en digters oprindelse og grundlæggende utvikling
til hans 24de aar for stort andet?
Der er utvilvlsomt meget i Johan Vibes ord om
at genier fødes, de opdrages ikke. Talentet er der,
med alt det oprindelige og nedarvede, og hvor hen
i verden end Holberg var kommet, vilde han altid
ha været det norskfødte geni, med visse umistelige
og uutslettelige kjendetegn av at tilhøre en gammel
norsk bondeslægt. Ingen kan vel mene, at hans
geni var en dansk gave, eller at Holberg erhvervet
sig det under sit studieophold i Oxford. Saa flittig
er ikke engang en moderne dansk litterat, at han
kan læse sig et geni til. Men hvad der kan under-
søkes er: hvilke momenter bestemte dette genis ut-
vikling, hvilke kræfter har formet det og har git det
farve? At det mangeartede og sammensatte i denne
utvikltng skal benægtes saa sterkt fra dansk hold, er
saa meget pussigere, som det jo ellers plejer at være
dansk literaturforsknings styrke og specialitet at efter-
forske den indflydelse, oprindelse, ungdomsaar og
stedsforhold har paa talentet. Det har været dansk
literaturforsknings forkjærlighet bare indenfor dansk
digtning at finde en væsensforskjel mellem digtere
født paa Sjælland, i Jylland eller paa Fyn! skulde al
den aandfuldhet her er forbrugt, virkelig være spildt?
Johannes V. Jensen har endog paastaat, at naar en
digter er født i Jylland, er han ikke engang dansk,
bare jydsk, hvor overraskende da at se en av hans
kollegaer forsikre, at naar man er født i Bergen, kan
man umulig være norsk, men bare dansk.
Det er tre momenter, som bidrog til at utvikle og
danne det norskfødte og norskbestemte geni Ludvig
Holberg: hans barndoms- og ungdomsaar i Norge,
hans rejser og studier i Vesteuropa, og endelig at han
blev dansk borger og dansk skribent. Hans barn-
doms- og ungdomsaar fæstnet hans egenartede norske
satiriske lynne, hans hvasse pebersvendehumør, og
ga ham sine indtryk av mennesker, som han aldrig
glemte. Vi norske tror f. eks. i hans Pernille at se
en utpræget bergensk type, og synes, at danske
skuespillerinder aldrig faar rigtig tag i rollen, men
gir den i tradition, de har likesom ikke rigtig salt
nok paa tungen. Befriende utvikling faar saa hans
ved peiserne og ved den tilknytning til vesteuropæisk
Aand aandsliv, som allerede laa ham i blodet som ung
nordmand. Derved kommer han i motsætning til
det samtidige unge Danmark, som er tyskfarvet.
Saa kommer Holberg som moden ung mand, berejst
og belæst til Danmark, som han før bare kender fra
korte besøk. Danmark gav ham for det første hjem,
det utformer hans ydre liv, det gir hans evner den
sikre anledning til at utnytte sine kræfter, de større
forskelligartede forhold lokker paa det mangeartede
i hans begavelse. Med gru tænker en sig Holberg
utelukkende henvist til datidens Norge, det vilde ha
været noget som et sjælemord; selvsagt, geniet hadde
været der, men hemmét og misdannet, vilde det ha
blit. Nu fik det, i alle fald til sine tider, gro frit og
uavhængig og rundt om sig hadde han en typerik
verden, som befolket hans komedier. Men hvor
dansk-norsk denne komediverden er, dyptmærket av
danske forhold, med danske, stundom ogsaa med
norske typer, men alt set med norskt blik, fornem-
met med norskt sind og norsk satire, ses naar den
bringes frem paa scenen. De danske har skapt »Hol-
bergs scene«, de har spillet komedierne ind i en be-
stemt tone, en utpræget tradition, og det ypperste,
dansk scenekunst har ydet, har de git Holbergs ko-
medier. Men for os norske er det dansk Holberg,
heri naturligvis ikke ment andet end at dansk scene-
kunst fremstiller ham anderledes end vi føler ham.
Naar vi siger, at dansk skuespillerkunsts fremstilling
av Holberg Ikke gir den »sande Holberg«, mener vi
den sande for os den er naturligvis helt — og den