Det Nye Nord - 01.01.1922, Side 16
Side 14
DET NYE NORD
Januar 1922
plantningshygiene«, dass die Kreuzung fernstehender
Rassen das Niveau der Abkommlinge geislig und kor-
perlich senken konne und nannle als Beispiele: soci-
ale Minderwertigkeit (sein spålerer M. B. Typus,
»mangler balance«, Stehlen, Lugen, Trinken) und Tu-
berkulose. An statistischem Malerial zeigt nun Lund-
borg, dass man in der Tat in Schweden (\vo das
Auflreten der braunen Augenfarbe als Syinpton von
Rassenmischung angesehen werden darf) in den min-
der wertigen Bevolkerungsschichten mehr rassenge-
mischle Individuen findet, als in den geislig oder
korperlich gesunden. Fur die Tuberkulose besonders
kann ich auf meinen Arlikel in der »Nordiske Race«
hinweisen.
Auch uber eine andere Krankheit und ihren Verer-
bungsgang, die konslitulionelle Taubslummheil, hat
Lundborg gearbeitel und die vererbungswissenschaft-
liche Grundlage ihrer Enlslehung klargelegt. SolcheAr-
beilen haben nichl nur inedicinisch-wissenschaflliches
Interesse. Es gab fruher schon einmal Zeilen, in de-
nen es Menschen mit beslimmten Krankheilen ver-
bolen war, zu heiralen oder sich fortzupflanzen. Was
damals Ausdruck rein empirischer Volksweisheit war,
wird auf Grund der Vererbungswissenschaft bald wie-
der Tatsache sein: man wird Menschen, von denen
man mit Sicherheit weiss, dass sie nur kranke Nach-
kommen haben werden, an der Forlpflanzung ver-
hindern. Dadurch wird vielen Ungluck vorgebeugt
und dem Slaat unendliche Summen erspart. Die po-
litischeTragwt ile dieser rassen- und sozialbiologischen
Fragen — auch die aussenpolilische, mandenke nur an
das Einwanderungsproblem in Amerika oder Austra-
lien! — bringl es mit sich, dass die Schaar der An-
hånger im stelen Wachsen begriffen ist. Lundborg hat
neben seiner wissenschafllichen Arbeitauch Zeil gefun-
den, die Probleme allgemeinverslåndlich zu behan-
deln. Man kann sich nur l'reuen, wenn man sieht,
dass dieser ungemein tuchtige Forscher, der berufene
Leiler des neuen schwedischen Instilules fiir Rassen-
biologie, sich mehr und mehr, so auch Ploetz
und Mjoen, zur praklisch-polilischen Rassenhygiene
bekennt.
ET VARSELSROP.
Hvor er de gamle kulturlandes glans?
Gaar de europæiske folk den samme skjæbne imote?
Av Dr. v. Eickstedt ved Universitetet Freiburg.
Det standardverk hvorpaa Dr. v. Eickstedt
har bygget nedenstaaende artikel, er utarbeidet
av Erwin Baur, Eugen Fischer og Fritz
Lenz. Erwin Baur, den langt over sit fædre-
lands grænser kjendte og skattede arvelighets-
forsker, er f. t. professor ved landbrukshøiskolen
og direktør for instituttet for arvelighetsforsk-
^ ning ved Berlin. Han utgir et tidsskrift: »Zeit-
schrift lur induktive Abstammungs- und Verer-
bungslchre«. Eugen Fischer er den første som
har foretat en større undersøkelse av menne-
skelige hybrider (bastarder) efter den moderne
antropologi’s metoder. I sit grundlæggende ar-
beide Relioboth r-bastarderne, 1913, fører han
beviset for at Mendels lov ogsaa gjælder for
menneskene. I Fischers arbeide over »domestika-
tionsproblemet hos mennesket« finder man en
sjelden klar og ny fremstilling av disse vanske-
lige Problemer. Eugen Fischer er professor i
anatomi og direktør for det antropologiske in-
stitut ved universitetet Freiburg og utgir et tids-
skrift: »Zeitschr. f. Morphologie und Antropolo-
gie«. Fritz Lenz er særlig kjendt for sine arbeider
fra socialmedicinens, arvelighetsforskningens og
racehygienens omraade. Han er docent i hygi-
ene ved universitetet i Miinchen og er redak-
tionssekretær ved »Archiv f. Rassen- u. Gesell-
schaftsbiologie« (utg. Alfr. Ploetz). Det skal være
vanskelig for tiden nogetsteds aa finde en sam-
menstilling av tre forskere, som skulde kunne
løse en opgave som den foreliggende, mer
fyldestgjørende.
Red.
Paa de utstrakte høisletter i Amerikas solrike syd
stod der engang guldlækkede templer og slraa-
lende paladser. Flittige og skikkelige mennesker strøm-
met gjennem de liøie haller. I hytterne hersket vel-
stand og i paladserne dannelse, stolthet og klokskap,
og i prestekongens.umaadelig praktfulde borg syntes
lykke og makt aa ha et blivende sted. I landet Peru
av idag derimot sliler kummerlige foraklede indianere
i de mørke minegange, i landeveissløvet og i havne- -
byens smuds for sit karrige daglige brød. Dette er
efterkommerne i landet efter hine lykkelige fra sol-
sønnen Inka’s—rike. Det er ikke 14 generalioner si-
den hine dage. Svunden er den store tid, tilintetgjort
den gamle kullur, urskogen har overgrodd tempelrui-
nerne. I mismodighet og dumphet gjør den drikfæl-
dige dovne indianer slavetjenester hos en fremmed
races bastarder.
Hvorfor?
Enduu staar vi foran de gamle ægypteres bj'gver-
ker og forundres over den fine og fornemme kultur
som stiger op av faraonernes gravsteder. Men neppe
paaaktet av den reisende, træller ved grøftekanten for