Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 8

Side 66
DET NYE NORD
April 1922
Samkvem i Dag som i Gaar og paany i Morgen —
virker i sig selv suggestionerende.
Frankrigs Bajonetter, — der i Øjeblikket er de
fleste og spidseste i Evropa, ligesom dets Luftflaade
og Artilleri er det engelske overlegent — og Ruslands
røde Hær, der ikke har kunnet slaas ned, har i
Genua ikke blot dannet Grundlag for positiv eller
negativ Indflydelse, men i sig selv været at betragte
som Argumenter. Og skønt Tyskerne er flere end
Franskmændene og i hvert Fald dygtigere end Rus-
serne, tilsagde deres Mangel paa lignende dem at
optræde beskedent og at lade være med at forlange,
at de ogsaa skulde med til Haag. De, der ingen Flaade
har, ingen Tanks, ingen Flyvere og Gasbomber, mangler
overhovedet ved slige Lejligheder Berettigelsen til
at tale med. Deres Tale kan regnes for uforstaaelig
— som et Barns Lalien. Østrigerne tav helt stille.
Men bortset herfra synes de sidste Aars Konference-
politik at være Udtryk for en diplomatisk Bryd-
ningsperiode, under hvilken man, dog hidtil for-
gæves, famler efter en Form, en Metode, der bedre
end de hidtidige vil tillade Løsning af de mellem-
folkelige Opgaver. Resultaterne er endnu i Favør af
det gamle Diplomatis Paastand, at man kan ikke
offentlig føre intime og detaillerede Drøftelser med
Udsigt til Resultater, bl. a. fordi Offentlighedens Liden-
skaber let sættes i Bevægelse. Ganske vist er den
fortvivlede Verdenstilstand et Resultat af »Freden«.
Den tidligere italienske Premierminister Nitti, der er
en af Evropas indsigtsfuldeste Statsmænd, har Ret,
naar han i sin Bog om »Evropa uden Fred«, ligesom
andre før ham, hævder, at Evropas Elendighed og
Nedgang, »er rykket mere truende nær gennem Freds-
traktaterne end gennem selve Krigen« — eller som
Amerikaneren Vanderlip siger i en Afhandling om
»Gifttraktaterne« fra Paris: »Krigens Saar var grusomt
haarde, men først Fredstraktaterne sprængte hele
Evropas økonomiske Maskineri«. Men Freden er jo
netop skabt af et »hemmeligt« Diplomati i dettes
mest udprægede Form, og Forvirringen i Begreberne
om, hvorledes de hensigtsmæssigste diplomatiske
Former bør være, er jo ikke traadt skarpere frem
end netop deri, at det var selve de store »demokratiske«
Forkæmpere for det aabne og offentlige Diplomati,
som under Udformningen af Traktaterne knæsatte den
autokratiske og skjulte Metode i en hidtil ukendt
Udstrækning.
»Han havde ikke selv gjort det forberedende Arbejde
og vilde ikke have andre til at gøre det... I al den
Tid, Forhandlingerne stod paa, stævnede han kun
én Gang de Sagkyndige til Samraad med de Sag-
kyndige ... Han konstituerede faktisk sig selv som
Eneindehaver af al Viden, alle Anskuelser og Over-
vejelser. Det var altsammen hans personlige Anlig-
gende«.
Det er Lansing, der skriver dette. Og ikke om
Hohenzollerkejseren. Men om den Mr. Wilson, hvis
første Punkt vi tidligere har nævnt.
Paa dette Tidspunkt var Wilson og de to andre
store Demokrater faktisk autokratiske Regenter i hver
sit Land. De benyttede Enevældens diplomatiske
Former i potenseret Grad — overgik langt Wiener-
kongressen — og gjorde det uden Mildning af den
Dannelse og Indsigt, der dog karakteriserede det 19.
Aarhundredes store Statsmænd. Resultatet er blevet
derefter. Det nu forsøgte Konferencesystem med dets
forvirrede Blanding af Kulissepolitik, Intriger og Offent-
lighed har hidtil ikke kunnet ændre det.
Det kunde synes, som om de Styreformer, der
findes i Verden, er uegnede, ikke blot til at løse
mange indre Opgaver, men ogsaa til at skabe et
Grundlag for et resultatbringende, mellemfolkeligt Sam-
arbejde. For de mindre Landes Vedkommende er det
i særlig Grad iøjnefaldende, at der ikke kan føres
positiv Udenrigspolitik i en moderne demokratisk
Stat — ogsaa Udbyttet af nordiske Konge- og Minister-
møder vidner herom. Men det samme vil øjensynlig
ogsaa gælde større Stater i Forhold til, hvor »demo-
kratisk« deres Styreform er. Der lægges Vægt paa ved
en vis Passivitet ikke at give sig Blottelser — der
kan udnyttes partipolitisk indadtil.
Hertil kommer, at den samlede Verden i stigende
Grad er bleven en Enhed — Oliekilder i Meksiko,
en Militærstation paa en 0 i Stillehavet, en Konces-
sion i Kina spiller ind i Afgørelserne. Forhold i Evropa
er diplomatisk Bytteobjekt overfor Forhold i Asien.
Oliekilderne i Rusland virker, fordi deres Udnyttelse
er af baade økonomisk og militær Værdi, som en
Bombe, naar de pludselig kastes ind i en Forhandling.
Ingen Enkeltmands Viden behersker mere alle Forhold
og deres indbyrdes Betydning eller Sammenhæng —
økonomisk, geografisk, trafikmæssigt, produktions-
mæssigt, militært, kulturelt-religiøst, folkepsykologisk.
For den moderne Statsmand er, det maa erkendes,
Opgaven svær. Men det bør dog vel kræves, at han
i hvert Fald ejer et saadant Overblik, at han i givne
Situationer kan sætte Løftestangen ind paa det
afgørende Sted, efter forud at have søgt at skabe
sig Midler til at kunne gøre det med fornøden Kraft.
Dette er endnu ikke sket. Genuakonferencen giver
lige saa lidt som de tidligere Konferencer noget stort
Haab om, at det vil ske ad Konferencens Vej,
hvor meget end dens hele Forløb for den, der besid-
der nogen Indsigt i den samlede evropæiske Situation,
kan have bidraget til at klargøre den hele Stilling
og fremhæve visse herskende Linier i denne.
Men hvornaar findes den Form, der muliggør et
Resultat — og findes den i Tide? Eller findes den
overhovedet ikke? Det gamle Diplomati forstod at
føre Pennen. Det »moderne« forstaar at bruge Munden.
Men den gordiske Knude blev hverken løst med Blæk
eller med Ord, men med Sværd. Og man bør dog
vist fra alle Sider vogte sjg for, at den evropæiske
Knude ikke efterhaanden bliver gordisk — om den
da ikke allerede er det. _