Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 16

Side 74
DET NYE NORD
April 1922
Til Trods for Regeringens officielle Tavshed og de
tidligere nævnte forvirrede halvofficielle Forklaringer,
der rigtignok ikke gør Oplysningerne saa paalidelige
som ønskeligt, er man dog i Stand til paa Grundlag
af dem at fremstille de Allieredes Fordringer, saaledes
at Skadeserstatningsproblemets Rækkevidde fuldtud
belyses. Derefter vilde de samlede Fordringer være
følgende:
1. 400 Millioner Guldfrancs, der efter den nuvæ-
rende Kurs (1 Guldfrancs lig 150 ungarske Kroner)
udgør 60 Milliarder ungarske Kroner.
2. 5 Millioner Pund Sterling, der efter den nu-
værende Kurs (1 Pund Sterling lig 3400 ungarske
Kroner) udgør 17 Milliarder ungarske Kroner.
3. Dertil kommer endnu som Forskud en øje-
blikkelig Udbetaling af 30.000 Stk. levende Kvæg
(Heste, Okser, Svin osv.) til en Værdi af 1 Milliard
ungarske Kroner; man kan endvidere antage, at der
i Løbet af de kommende 30 Aar bliver fordret mindst
lige saa meget aarligt, hvilket ved de nuværende Priser
vil udgøre ialt 30 Milliarder ungarske Kroner.
4. Endelig beløber de af Trianon-Traktaten hidtil
foraarsagede Udgifter (Opretholdelse af Missionen, Op-
rettelse af Soldaterhæren osv.) sig ifølge Ministerpræ-
sidentens officielle Opgivelse til 5 Milliarder ungarske
Kroner.
Man faar altsaa en samlet Fordring paa (60+17+
30+5) 112 Milliarder ungarske Kroner.
Denne Beregning srtaar selvfølgelig paa en svævende
Grund, da man endnu intet bestemt ved. Det er mu-
ligt, at Fordringerne, naar det kommer til Stykket,
bliver mindre, men det er lige saa muligt, at de bliver
større. Begge Anskuelser har deres Tilhængere, saa
Beregningen maatte altsaa holde sig til den gyldne
Middelvej.
Genrejsningskommissionen har til Opgave at anstille
en Fordelingsplan, hvorefter den samlede Fordring
fordeles paa et Tidsrum af 30 Aar. Paa Grundlag af
den ovenfor opstillede Beregning vilde der altsaa gen-
nemsnitlig falde 3,7 Milliarder paa hvert Aar.
Naar man tager i Betragtning, at Statsbudgettet
endnu i Juni forrige Aar for Forretningsaaret 1921—
22 (som varer fra Begyndelsen af Juli 1921 til Slut-
ningen af Juni 1922) anslog Udgifterne til 26 Mil-
liarder og Indtægterne til 20 Milliarder, altsaa en De-
ficit paa 6 Milliarder ungarske Kroner, kunde man
maaske tro, at de aarlige 3,7 Milliarder Genrejsnings-
penge uden større Skade vilde kunne paalægges Er-
hvervslivet. Men man maa desværre ogsaa tage føl-
gende Kendsgerninger i Betragtning: for det første, at
Statsbudgettet allerede for længe siden er blevet saa
at sige illusorisk, idet den faktiske nuværende Deficit
beløber sig til 40 Milliarder. For det andet, at foruden
Genrejsningspengene ogsaa de løbende Renter af den
i Udlandet udestaaende store Kapitalgæld kræver store
Beløb, hvortil kommer de nødvendige Udbetalinger til
de tabte Landsdele som Følge af den økonomiske
Enheds Ophør. For det fjerde, at Udenrigshandels-
balancen i Aaret 1921 var passiv med 21 Milliarder
Kroner, da Indførslen var paa 43 Milliarder og Ud-
førslen kun paa 22 Milliarder. Ikke at tale om Be-
talingsbalancen, der netop ifølge Genrejsningsgælden
kun kan være passiv. Endelig maa man tænke paa,
at den ungarske Krone er faldet stærkt, en Omstæn-
dighed, der ogsaa har en ødelæggende Indflydelse paa
Statshusholdningen. (Kronen var ved Krigens Slut-
ning i Ziirich 42 Centimes, efter Bolshevikernes Sam-
menbrud i 1919 endnu mellem 12—13 Centimes, for
Tiden bevæger den sig kun omkring V* Centime).
Desuden maa man huske paa, at Skatterne ved den
nuværende absolut antidemokratiske Aand næppe kan
skrues højere i Vejret, idet Statens Forbrug for den
største Del dækkes ved enorme Forbrugsskatter Arm
i Arm med Seddelpressen, og kun for den mindste
Del ved direkte Skatter.
Desværre lader der sig ikke anføre nærmere Data,
da Regeringen ogsaa i denne Retning forholder sig
tavs, som med Hensyn til alle andre Forhold, som er
den ubehagelige.
Hvis man altsaa tager alt i Betragtning, kommer
man til det sørgelige Slutresultat, at Ungarn ikke alene
ikke er i Stand til at betale nogen Skadeserstatning,
men endogsaa er henvist til at leve af udenlandsk Ka-
pital. Thi uden tilsvarende Produktion og uden et
sundt Industriliv kan en Stat ikke afbetale nogen
Gæld, og om at hæve den indskrænkede Produktion
og styrke den forfaldne Industri i Ungarn kunde der
først blive Tale efter meget store Kapitalanbringelser,
og i Betragtning af Ungarns Kapitalmangel kan der i
denne Forbindelse kun være Tale om udenlandsk
Kapital.
Genrejsningsspørgsmaalet svæver imidlertid over
Landet som et frygteligt Spøgelse, om hvilket man
ikke ved, hvorvidt det vil bringe ondt eller godt.
Haabet om, at det skulde bringe noget godt, er i alt
Fald kun meget svagt, men vi har dog i Løbet af de
sidste 8 Aar oplevet en Del »Underværker«. Under
alle Omstændigheder er det paa høje Tid, at Spørgs-
maalet bliver løst hurtigst muligt.
I Ungarn ved hvert Barn, og man maa vel antage,
at der i hele Verden ikke findes et tænkende Menne-
ske, som ikke er overbevist om, at Fredsoverens-
komsten er alt andet end en »Overenskomst« og kun
dikteret under Sejrherrernes Tvang. Men vanskeligt,
om end ikke umuligt, er det at forklare, at de ungar-
ske Statsmænd uden et Protestord, uden blot eet højt-
lydende Nødraab i Nationalforsamlingen lod Overens-
komsten blive ratificeret saa at sige fra Dag til anden.
Til slavisk Underkastelse har Landet dog ikke for-
pligtet sig ved Fredstraktaten.