Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 12

Side 70
DET NYE NORD
April 1922
alt og kunne hjælpe sig selv med alt. Der var ingen
fast Haandværkerstand, saa godt som ingen Læger,
ingen professionelle Kunstnere. Bonden maatte selv
være Bygmester, Skibstømrer, Bødker, Smed, Sømand
og alt andet efter Behov. Dette har imidlertid haft til
Følge, at den islandske Almuesmand sjældent og i me-
get mindre Grad end hos mange andre Folk bærer
Præget af en særlig Beskæftigelse. Dette er netop et
Træk, som skarpsynede fremmede Rejsende ofte læg-
ger Mærke til . En fremragende, meget vidt berejst Ud-
lænding, som nøje kendte den islandske Almue, sagde
engang i mit Paahør: »Tag en islandsk Bonde, vask
ham og giv ham ordentligt Tøj paa — sæt ham saa
i en hvilken som helst Salon i Europa — og man vil
som oftest slet ikke kunne mærke, hvilken Stand han
tilhører.« — Naturligvis maa en saadan Udtalelse ikke
tages altfor bogstavelig, men der er virkelig noget om
det. De fleste islandske Almuesmænd er mærkelig
aandssmidige, relativt set. De usle Kaar, de ofte maa
leve under, gør det ofte vanskeligt at udnytte deres
Evner helt, — naar Trykket fjernes, kommer de til
deres Ret. Lighedsfølelsen bliver stærk. Selvfølelsen
ligesaa. Klassefølelsen er næsten umulig. Men som For-
fatteren rettelig bemærker kan der hermed følge kede-
lige Fejl. Allerede i Oldtiden havde vore Landsmænd
af og til Ry for dels Langsomhed, Træghed og Vanske-
lighed ved at bestemme sig, dels for Selvraadighed og
Umedgørlighed, — altsammen Ting, der hænger sam-
men med dels Begavelsens og Beskæftigelsernes Man-
gesidighed, dels den Stolen paa sig selv og Handlen
paa egen Haand, som Isolationen har medført.
Naturligvis kan man paa dette Punkt vente store
Forandringer ved den Opstaaelse af Byliv og Bykul-
tur, som man nu har faaet. Byernes unge Islændere
faar langtfra den sunde og alsidige Opdragelse, som
hans Landsmænd ude paa Bondelandet faar, navnlig
ikke de unge Kvinder. Her er virkelig et alvorligt
Samfundsproblem, som vort Folk har at løse
Professor Finnbogason gennemgaar aandfuldt i et
særlig interessant Afsnit: »Faareavlens og Sølivets Ind-
flydelse paa Almuen«, hvorledes Samlivet med Dyrene
og Livet i den frie Natur her i høj Grad præger Men-
neskene. For en Mængde islandske Børn er dette Sam-
liv med Naturen, navnlig Faarevogtningen om Som-
meren og Eftersøgningen paa Bjergene om Efteraaret,
den vidunderligste Skole, man kan tænke sig. Op-
mærksomhed og Fantasi skærpes i høj Grad, Skøn-
heds- og Natursansen vækkes. Hertil kom saa, at
overordentlig mange af de unge Mænd i tidligere Tider
Aar efter Aar rejste ned til Kystens Fiskevær og drev
Fiskeri fra aabne Baade og derved fik Sømandens og
Fiskerens Erfaringer og ofte enkelte Træk af de Egen-
skaber, der særlig udvikler sig netop hos Søfolk. Imid-
lertid ligger det i Sagens Natur, at den egentlige island-
ske Landbruger og Faarehyrde bliver mere specifikt
national end Fiskeren og Sømanden. Den Blandings-
type af begge Dele, som var saa almindelig før, er nu
i Færd med at forsvinde, efter at Dæksbaade og
Damptrawlere har afløst de aabne Baade.
IV.
Professor Finnbogason helliger Klimaet et langt Af-
snit i sin Bog (Side 39—95). Han gennemgaar de en-
kelte klimatiske Fænomener og anfører de Resultater,
som en Række udenlandske Videnskabsmænd er
komne til ved Specialundersøgelser. Varme og Kulde,
Luftens Bevægelser, Storme, Luftens kemiske Sam-
mensætning, Iltholdighed eller Kvælstofholdighed,
Luftens Fugtighedsgrad, Lufttrykket, Lyset og dets
forskellige Straalearter, Luftelektricitet, Vejrliget og
dets Forandringer, Sensibilitet overfor Vejrliget, den
geografiske Beliggenhed som Aarsag til Klima, Polar-
landets særlige Forhold, Øklimaet, Bjergklima i Mod-
sætning til Kystklima — alt dette drøftes ud fra det
Synspunkt, hvorledes disse Faktorer indvirker paa
Menneskene. Afsnittets Slutning (Side 85 ff) indehol-
der saa særlig, hvorledes disse Forhold fremtræder
paa Island. Vintermørkets uheldige Virkninger i sjæ-
lelig Henseende er tydeligt der som andre Steder. Og
Somren og Solen elskes højt. »Den første Sommer-
dag« — som ifølge den islandske Almanak falder i
April — er en national Festdag, der fejrer Lysets Sejr
over Mørket. Men iøvrigt er den islandske Sommer
som oftest ikke stort bedre med Hensyn til Varme end
et køligt dansk Foraar. Og Solskinnet er lunefuldt.
I 5-Aaret 1911—1915 havde man paa Sanatoriet
Vifilsstadir ved Reykjavik gennemsnitlig 963 Solskins-
timer om Aaret — i København er Gennemsnittet 1360,
i Lugano 2150, i Madrid 2908. Og det islandske Klima
er meget stormfuldt. »Barometret er i stadig Be-
vægelse, og Lufttyngdens Forandringer næppe noget-
steds i Verden saa pludselige og saa store.« Orkaner
overordentlig hyppige, især paa Syd- og Vestlandet om
Vinteren. Og da Klimaet tillige er overordentlig fug-
tigt, saa maa man sige, at Island i den Henseende ikke
er misundelsværdigt. Der er dog en meget stor For-
skel paa Klimaet i de enkelte Egne. Nordlandet har
et betydelig tørrere Klima end Sydlandet, forholdsvis
varmere Somre og meget koldere Vintre. Og der er
ogsaa en betydelig Forskel paa Indbyggerne i disse
Egne, — noget, som man har lagt Mærke til. Pro-
fessor Finnbogason anfører fra ældre Værker en
Række morsomme Træk for at vise denne Forskel.
I en gammel Dommebog siges, at det er gamle Folks
Tale, at paa Vestlandet bor der Videnskabsmænd, paa
Nordlandet Hofmænd, paa Østlandet dygtige Land-
brugere og paa Sydlandet Prangere og Købmænd. Der
er virkelig noget i denne gamle Karakteristik. »Islands
Attika« har man, ikke helt med Urette, kaldt Egnene
omkring Breidafjorden, og Nordlændingenes Flothed
og Raskhed staar ofte i en behagelig Modsætning til
Sydlændingenes trægere Natur, men disse sidste be-