Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 14

Side 72
DET NYE NORD
April 1922
for hvert et Digt, der skildrer en anden Menneskesjæl
end Digterens egen. For mange islandske Lyrikere
synes kun to Ting at eksistere: Naturen og deres eget
Jeg. Der findes Undtagelser, men de er ret faa. Grimur
Thomsen var en af dem. Han havde en kosmo-
politisk Dannelse, uagtet han tillige var saa kærne-
islandsk, som det overhovedet var muligt. Men ellers
er det netop Manglen paa psykologiske Menneskeskil-
dringer og den overvældende Rigdom af Selvstem-
ninger og Naturindtryk, ofte vidunderlig dejlige, som
man lægger Mærke til. Digtere som Browning eller
Tennyson med deres rige Galleri af fine Sjælsanalyser
er ikke endnu optraadte i vor Litteratur. Og i Prosaen
gælder noget lignende. Romanerne — ikke mindst
hos vore Forfattere af Almuestand (f. Eks. Jon Trausti
eller Gubmundur Fribjonsson) er Side op og Side ned
fyldte med pragtfulde Skildringer af Naturen og fint
nuancerede Billeder af det skiftende Vejrlig, — men
Menneskeskildringer er ofte mere flygtig skitserede
end kunstnerisk udarbejdede i Enkeltheder.
Jeg er heller ikke saa sikker paa, om Forfatteren
har Ret i, at de store Naturkatastrofer, som har ramt
og af og til stadig rammer Island, ikke varig har præ-
get Folkets Karakter. I hvert Fald tror jeg, at enkelte
Generationer nok har faaet mere af den Art, end de
godt kunde taale. Naar man læser udenlandske Rej-
sendes Beretninger fra Island efter de store vulkanske
Udbrud i 1783 og de paafølgende Uaar med deres
Pest og Hungersnød, saa faar man det Indtryk, at det
for Folket kan betyde lige saa meget som en ulykkelig
og blodig Krig, maaske mere. Men jeg indrømmer,
at her er det overordentlig vanskeligt at drage sikre
Slutninger og bestemme nøjagtig, hvad der skyldes
hver enkelt af alle de Ulykker, som har virket sam-
men. I hvert Fald er det sikkert, at en Mængde af
de mindst modstandsdygtige Slægter er uddøde under
saadanne Katastrofer, og Forfatteren indrømmer og-
saa, at vort Folk er blevet »raceforædlet af Tusinde
Lidelser« (Side 145). »Der er mange Byer i Verden,
som let kunde rumme alle Islands Indbyggere, men
der kan kun være faa, som frembringer saa mange
dygtige Mennesker og en saa høj gennemsnitlig In-
telligens. Dette er et Emne, som man kunde anbefale
til Arvelighedsforskere og Professorer i Eugenik.«
(W. P. Ker, Iceland and the humanities, Side 12 i
Saga Book of the Viking Club 1908). Der er ingen
Tvivl om, at Folket, forholdsmæssig set, staar ret højt
baade fysisk og moralsk. Men det er meget langt fra,
at det er naaet saa højt, som det kunde og burde. Og
netop i vor egen Tid saa kritisk og saa fuld af Æn-
dringer af enhver Art er der en Fare for, at blandt de
udenlandske Indflydelser, som kan komme til at præge
de kommende Slægtled hos vort Folk, vil man ikke
altid vælge de bedste til Efterligning. Men man har
jo ogsaa Lov til at være Optimist. Naar vort Folk
har kunnet udholde de Rædselsperioder, hvorom vor
Historie beretter, i Tider, hvor man dog stod saa langt
daarligere rustet i Kampen for Tilværelsen end nu,
saa har man Lov til at haabe, at de kommende Ge-
nerationer kan føre sig til Nytte en voksende Kulturs
gode Sider, og at disse til sidst maa bære Frugter.
Frem for alt maa vi bringe os selv i mere Harmoni
med det Land, som Skæbnen nu engang har tildelt os.
Dets barske Klima og Isolation har ogsaa sine Fordele.
Og sikkert er der mange i vort Folk, som i deres stille
Sind gentager som Bøn Bjarni Thorarensens Ord i
hans skønne Digt »Island« (Olaf Hansens Overs):
»Kulden skal hærde og Ilden os gløde,
Fjældene vise mod stigende Maal,
vort sølverne Hav for det klynkende bløde
skal spærre — som Englen med flammende Staal.«
Sigfus Blondal.