Málfríður - 15.05.1999, Side 8

Om nogle generelle problemer i den danske udtale
Jens Lohfert Jorgensen
8
Den danske udtale er svær at tilegne sig.
Og den er ogsá ret svær at slippe af med
igen, som man kan hore nár danskere
kaster sig ud i at udtrykke sig pá et
fremmedsprog. Omvendt er vi danskere,
som mange islændinge har erfaret det,
ikke særlig gode til at forstá dansk, der er
udtalt pá en anden máde end vi er vant til
at hore det. Selvom det ændrer sig i takt
med at vi bliver vant til at Danmark er et
flerkulturelt samfund er det nogle foran-
dringer, der tager lang tid. Den danske
udtale er derfor et vigtigt element i flygt-
ninge- og indvandrer-undervisningen i
Danmark. Og den er vigtig at lære for de
(relativt mange) islændinge, der i
forbindelse med studie efler arbejde skal
opholde sig i Danmark.
Den danske stat stotter nu pá fjerde ár
udviklingen af danskundervisningen i
Island. Stotten har form af okonomiske
bevillinger til kurser i Danmark for
islandske dansklærere og -studerende, til
udarbejdelse af nye danskundervisnings-
materialer, til indkob af boger, film og cd-
rom’er. Og den har form af tre udsendte
danske folkeskolelærere, der rejser rundt
og underviser i de islandske grundskoler
og en udsendt lektor, der underviser pá
Kennaraháskólí Islands. I ár er jeg den
udsendte lektor pá KHI — altsá den fjerde
i rækken. Gennem mit arbejde har jeg lagt
mærke til at der er nogle fejl, der gár igen
i stort set alle de studerendes danskudtale.
Nár jeg har været pá besog pá andre
uddannelsesinstitutioner: Grunnskólar,
framhaldsskólar, Háskóli Islands, har jeg
opdaget, at eleverne og de studerende dér
har nojagtig de samme problemer med
den danske udtale, at der altsá er tale om
nogle generelle og isolérbare vanske-
ligheder. De islandske danskundervisere
vil sikkert kunne nikke genkendende til
dem — og de vil sikkert ogsá kunne sup-
plere med flere eksempler. Afligevel synes
jeg, at det er vigtigt kort at beskrive dem,
og dette er et godt forum til det formál.
Det er ikke særlig svært at finde og pege
pá disse problemer. Som indfodt dansker
lægger man jo automatisk mærke til dem.
For mig er det derimod vanskeligere at
forklare ársagerne til, at netop udtalen af
én vokal er problematisk ift. udtalen af en
anden. Det kræver en storre viden om
islandsk udtale end jeg har. Derfor er
denne artikel mere en beskrivelse af
virkninger end af ársager. Men jeg
forsoger selvfolgelig at nævne de ábenlyse
grunde.
Parallelforskydning i vokal-
kvaliteten
Et problem knytter sig til de danske lyde,
der ikke findes i det islandske sprog. Det
drejer sig om vokalerne a og y. Eller ret-
tere: det drejer sig om nogle varianter,
allofoner, af a og y. Og det er netop et
andet problem: at der findes mindst to
varianter af alle danske vokaler. A kan
f.eks. udtales pá tre forskellige máder, y
ligeledes tre.
Disse mange varianter bærer en del af
skylden for de staveproblemer, mange
danskere dojer med. De lange vokaler er
ikke det store problem. De skrives for det
meste som de udtales, men kan opfore sig
lidt mærkeligt, nár de stár i nærheden af r:
i ordet original udtales o’et som et [á], og i
reol udtales e’et som et [æ].1 Det store
problem er de korte vokaler. Som det
udtrykkes i Dansk sproglære fra 1996, er det
„lige ved at være en generel regel, at man
aldrig skal stave ord med kort vokal som
de lyder.“2 Sáledes skal det skrevne i pá
dansk ofte udtales som [e], det skrevne e
ofte som [æ], y som [0], u som [á] og o
som [Á], den laveste variant af á i det
danske sprog. Eksempler pá disse parallel-
forskydninger i vokalkvaliteten i det talte