Málfríður - 15.05.1999, Blaðsíða 10

Vokalen u
Den tredie problematiske vokal er u, der
adskiller sig fra a og y ved kun at have to
varianter og ved at de begge findes i det
islandske sprog. Hvorfor udtalen af u
alligevel er problematisk kræver, som jeg
tidligere har været inde pá, et godt kend-
skab til báde dansk og islandsk. Mit bud pá
en forklaring er denne: til bogstavet u
svarer lyden [0] pá islandsk. Jeg har
tidligere som et eksempel nævnt sund. Det
samme ord vil en dansker udtale med et
[u], der svarer til udtalen af det islandske ú.
Netop fordi forskellen ikke er særlig stor
skaber det en forvirring, der máske kan
sammenlignes med den forvirring de to
sprogs vokabularier for sengeudstyr med-
forer.
I ordene mulme, kulde, slutte, luske skal
u udtales som [u], mens det i mumle, kunde,
slukke og lugte skal udtales som et [á].
Dette gælder altid, nár u stár foran nr, og
for det meste, nár det stár foran n, k, og g.
Nár u er langt som i f.eks. kule, mule og
luge skal det altid udtales som [u].
I nogle fa láneord fra fransk har u fak-
tisk en tredie udtale pá dansk, nemlig som
[y]. Det er f.eks. tilfældet i debut. Láneord
kan i det hele taget være kilde til en vis
forvirring hvad angár den danske udtale,
ikke blot for udlændinge, der lærer dansk
som andetsprog, ogsá for indfodte. For
hvordan skal man kunne vide, at et et ord
pludselig skal udtales med [y] for u og
med stumt t, nár det nu strider irnod de
regler, der ellers gælder for udtalen. Det
lakoniske svar er at man skal lære det
udenad, der er ingen genvej.
Det danske r
Mht. de danske konsonanter er der især to
problemer. Det ene gælder det danske r.
Gurgle-r’et eller drobel-r’et er vel hoved-
ársagen til den sá ofte udtalte pástand om
at vi danskere taler som om vi har
kartofler i munden eller at dansk ikke er
et sprog, men en halssygdom. Kont er det
jo ikke just, men vi kan trods alt troste os
med at vi ikke er alene om dette
uæstetiske r det findes báde i hollandsk,
skánsk og bergensisk.
Drobel-r’et er et problem for de fleste,
der skal lære dansk. Det gode er, at dets
forekomst i det danske sprog bliver mere
og mere sjældent. Tidligere udtalte man
r’et i f.eks. hær, aret og paraply som et dro-
bel-r, men nu udtales det som et vokalitisk
r. Det vokalistiske r er en sákaldt halvvokal
— halv fordi det er en vokallignende lyd,
der i modsætning til de “ægte” vokaler
ikke kan danne en selvstændig stavelse. R
udtales som et vokalistisk r, nár det kom-
mer efter en vokal. Det kan have to lyd-
kvaliteter: en kvalitet, der ligger tæt pá [a]
eller en kvalitet, der ligger tæt pá [A]. Et
eksempel pá forstnævnte har vi i bær, pá
sidstnævnte i bor.
Det dárlige er, at det er blevet sværere
at stave dansk efter at drobel-r’et har
máttet vige pladsen for det vokalistiske r.
Eller sagt med andre ord er der skabt et
endnu storre skel mellem det danske tale-
og skriftsprog. F.eks. udtales endelserne
-er, -rer og -re alle som [é]. Derfor skal
folgende ord faktisk udtales ens, som
[’mu:é]:
Han muger ud
en murer
at mure
Stumme konsonanter i dansk
Det andet problem er de mange konso-
nanter, der findes i det danske skriftsprog,
men som vi ikke udtaler. Jeg horer f.eks.
ofte et ord som falde udtalt som [’focldé]
med bagtunge-a og hárdt d. Den danske
udtale er [’falé] med ,,fladt“ fortunge-a og
stumt d. Fordi vi, som det udtrykkes i
Dansk sproglære: „...har en tendens til at
tage udgangspunkt i skriftsproget som det
„rigtige“ sprog, siger vi gerne at disse
konsonanter er stumme.“3
Det er især d, g og h, der optræder som
stumme konsonanter. De mest alminde-
lige forbindelser med stumt d er -\á-falde\
-nd- mand [’man']; -rd- gárd [’gá']; -ds-
spids [’sbes] og -dt- krudt [’krud]. H er
10