Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Síða 14
4
På sine ældre dage, da G.V. med tilfredshed mindedes sine tid-
ligere bedrifter og beredvilligt informerede andre derom, dvælede
han gerne ved sin opdagelse af hvad han nu kaldte »A-Vellum«
eller »Liosvetninga Vellum«. I en beretning der må være skrevet
1888, men først blev trykt i Origines Islandicae II, 1905, s. 344—5,
fortæller han, hvordan han for 28 år siden fandt syv »vellum leaves
and pieces«, som en gang måtte have »belonged to a great folio MS.
of about the end of the 14th century, that contained a collection
of Sagas«. Disse blade var da »scattered about in the Arna-Magnæan
collection, under Nos. 162, 564, and 20 Addit., &c.«, men G.V.
samlede dem og lagde dem i et omslag, hvorpå han skrev et memo-
randum, nemlig notat (I) ovenfor, som her gengives oversat til en-
gelsk. Hertil knyttes et par rettelser, hvoraf særlig må nævnes at
G.V. nu er mere tilbøjelig til at tro at håndskriftet er blevet til på
Nordlandet end på Vestlandet. Han formoder at det må være
skrevet for »some rich gentleman« og nævner som en sandsynlig
mulighed Loptur riki Guttormsson ((f 1432).
I denne redegørelse er G.V.s opdagelse blevet noget større end
den i virkeligheden var. De syv »leaves and pieces« (der er faktisk
kun »leaves«, ingen »pieces«) skulde være fundet i mindst tre for-
skellige numre: 162 (AM 162 fol), 564 (AM 564 4to) og Addit.
20 fol (et nummer som ikke eksisterer mere, men hvis indhold er
delt mellem AM 162 E fol, 445 b og c 4to, og 564 4to), hvor de lå
»scattered about«. Det er givet at G.V. i sin tid har gennemgået
alle disse fragmentsamlinger. Men han har ikke fundet nogen blade
af sit »Liosvikinga Vellum« andre steder end i 162 fol. Der foreligger,
som påvist ovenfor, klare vidnesbyrd om at alle syv blade inden
1849, da G.V. kom til København, befandt sig i dette ene nummer.
»In importance this once splendid codex must, as a collection of
Islendinga Sagas, rank next only to AM. 132 and the lost Water-
horn-book, and before Mela-book-vellum« skriver GuSbr. Vig-
fusson (Or. Isl. II 346). Eftersom kun et enkelt af de nævnte hånd-
skrifter er nogenlunde fuldstændigt bevaret, er det klart at en så-
dan rangforordning må blive subjektiv. Men under alle omstændig-
heder har 162 C i sin oprindelige form været et håndskrift af en
sådan betydning at man stærkt må beklage dets sørgelige skæbne.
Vor viden om flere sagaer vilde, hvis det stadig var i behold, være
betydelig større end den nu er.