Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Page 234
220
I et udtog af GuSmundar saga i AM 111 8vo hedder det bl. 3r-v,
hvor Kolbeins fald omtales: “og er svo sagt at hann haf i kvedit um
kuelldit fyrir visur pær sem morgvm er(v) kunnar, Heyrdu himna
smidvr hvers er skalldit bydur”. Det antydes her at versene har væ-
ret kendt i mundtlig tradition. En bekræftelse herpå kunde man
finde deri, at et linjepar i vers 2, “minnstu mildingr min, mest
purfum pin”, optræder igen i næste vers, “Gættu mildingr min,
mest purfum pin”. Her må vel foreligge en overleveringsdublet, da
det forekommer usandsynligt at en digter således vilde have genta-
get sig selv med kun få linjers mellemrum. Versene er rimeligvis
først skrevet ned efter Kolbeins død. Det skulde bringes til efter-
verdenens kundskab, at skønt han lod livet under omstændigheder
som ikke lovede godt for hans salighed, døde han som en ydmyg
kristen.
Det første af Kolbeinn Tumasons tre vers fra 1208 dukker uven-
tet op i et håndskrift, Ny kgl. sml. 139b 4to, skrevet i 1650erne.
Verset indleder her en aftensalme på fem vers, hvoraf fire ikke gen-
findes i det gamle digt, men versemålet er det samme. Ligesom
Kolbeins vers ved deres enkle tone adskiller sig fra den samtidige
religiøse skjaldepoesi, således afviger denne aftensalme i sin form og
diktion fra det 16. og 17. århundredes almindelige islandske salme-
digtning.
Første del, bl. l-127r, af Ny kgl. sml. 139b 4to er en samling digte
af præsten Olafur Jonsson å Sondum (f1627), ifølge titelbladet
skrevet 1655. Skriveren er af Peter Springborg bestemt som Bjarni
Jonsson på Snæfjallastrond (Afmælisrit Jons Helgasonar, s. 300 ff).
Anden del, bl. 127v-135r, som er et supplement til den første, er
skrevet “Ad Stad vid Grunna wijk Å pui Åre Lausnaranz 1656.”
Noget senere, bl. 143r-228v, står Davids salmer på islandske vers,
skrevet i Skålavik 1658 af DorSur Jonsson. Det er således klart at
håndskriftet er blevet til i Vestfjordenes nordlige del.
Bl. 135r-142v indeholder, ligesom håndskriftets andre dele, ånde-
lige digte og salmer. En af dem opgives at være oversat af biskop
Oddur Einarsson; de andre er anonyme. Blandt dem findes den
ovenfor nævnte aftensalme, som står uden overskrift bl. 137r-v:
1. Heyr pu himna smidur
huors sindugur bidur