Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Page 258
242
at der i dette håndskrift fandtes fragmenter af syv rimur; som nr. 1
nævnes “ur Reinallz Rimum”, som nr. 5 “ur Odins rimum (t>rim-
lum)”. Håndskriftet omtales i Jon Olafssons katalog 1730 (AM
384 fol) som en del af 604. Den endnu bevarede del af 604 beskrives
her som “Rimnabok å Membrana Jjverhandar Jjyckre, oinnbund-
enne”, men derefter tilføjes “item eitt Rimna fragment, J>ar saman
vid bunded. ur Reinalldz Rimum. og 7. bdrum, upptéldum å blade
hiå hinum” (en henvisning til A.M.s seddel, 7 er fejl for 6). Der er
her tilsyneladende en uoverensstemmelse mellem det uindbundne
håndskrift og det sammen med det bundne fragment, men “bunded”
(ikke “innbunded”) betyder vel blot at der var slået en snor om begge
dele.
Et fragment der var indlemmet i AM 604 4to er således gået tabt
efter 1730, og det er bemærkelsesværdigt at en lignende skæbne har
ramt et andet håndskrift der har stået ved siden af dette, nemlig
AM 603 4to, hvoraf store dele er forsvundet (se Katalog AM II,
s. 4-6). Finn Magnusen har forsøgt at finde en forklaring (Grøn-
lands historiske Mindesmærker II, 1838, s. 438): “Vi vide ikke naar
de manglende Blade ere bortkomne af denne mærkelige Bog (d.v.s.
603 4to), men kunne kun gjætte, at denne Mangel (tilligemed for-
skjellige lignende) er opkommen ved Kjøbenhavns Bombardement
1807, thi da lode Universitets-Bibliothekets Forstandere i stor
Skynding, samtlige Membraner, og maaskee flere af de vigtigste
Haandskrifter i den Magnæanske Samling, nedstyrte i en muret
Cylinder i det saakaldte runde Taarn, for at de der kunde sikkres for
Opbrændelse. Ved denne Ledighed kunde lose Læg og Blade af slige
Boger eller Fascicler falde ud, og enten bortkomme, eller indlægges i
andre Boger eller Omslag, i hvilke de ikke siden have kunnet gjen-
findes”. Forklaringen må stå ved sit værd. Der kendes flere eksemp-
ler der viser at tilsynet med Arne Magnussons håndskrifter i det
første århundrede efter hans død må have været meget skødesløst,
også når der ikke var krigstider.
Af et brev som Arne Magnusson skrev til Magnus Jonsson på
Vigur 1691 ses at han vidste at denne var i besiddelse af Drymlur;
han skriver nemlig at han vilde være taknemmelig for at få “fa ein
erende midt ur Drimlum” (Private Brevveksling s. 242). Det frem-