Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Síða 261
245
De dobbelte anførselstegn i v. 28 skal sikkert betyde at Loke
tænkes at citere jættens ord fra v. 24-5 i direkte tale. Men en sådan
pludselig overgang til en andens tale midt i en replik virker højst
forvirrende, ikke mindst hvis man tænker på et middelalderligt hånd-
skrift, hvor overgangen ikke, som i udgaven, kunde markeres ved
anførselstegn, og hvordan skulde den under foredraget af en rima
udtrykkes for tilhørerne? Der synes at måtte være noget galt her;
lød linjerne måske: “nema J)u (d.v.s. Tor) Freyjufærir mér (d.v.s.
Loke) og fåir mér j9tni (eller et andet ord for en jætte) til bru&ar” ?
5. II 9-13 står i håndskriftet i forkert orden, idet 10 og 9 følger
efter 11-13, se note i FJ’s udgaver. Når både 10 og 11, to vers som
efter omflytningen kommer til at stå ved siden af hinanden, be-
gynder med ordene “Ytar bjuggu (den ene gang skrevet “byggiu”)
Åsa-Dor”, er dette næppe oprindeligt.
6. Versene II 17-19 er forvirrede. Den naturlige rækkefølge er
at v. 19 stilles først: Trym hilser på sine gæster. Derefter følger
v. 17: jætten spørger hvorfor Tor ikke er med; han vilde have givet
ham en gave hvis han var kommet (den der taler må være jætternes
anfører, ikke “hans mænd”, som det hedder Rimnasafn I 288). Der
svares i v. 18, at grunden er den at Tor sørger over tabet af sin
hammer og derfor foretrækker at drikke hjemme. Den der udtaler
dette kan kun være Loke, hvis opgave det er at finde på forkla-
ringer når jætterne finder noget mistænkeligt. Linjen “Seggrinn
talaSi sæmdar gjam vi8 sina rekka” må være forkert; et positivt
epitet som “sæmdar gjarn” passer ifølge digtets holdning og stil
ikke til Loke, og den usandfærdige forklaring er ikke henvendt til
hans “rekkar’, men til jætterne. Det kan heller ikke (som antaget
Rimnasafn loc. cit.) være jætten som taler, da det ikke tilkommer
ham at forklare Tors underlige optræden, og udtrykket “sæmdar
gjarn” er ligeså lidt på sin plads om ham som om Loke. Linjen må,
i den overleverede form, skyldes en sammenblanding, formentlig
med et andet vers i andre rimur1. En linje som passede her måtte
lyde f.eks. “Seggrinn talaSi slægSar gjarn vi5 Sota rekka”, “Loptur
1 Når en replik anføres i braghent versemål, står den gerne i anden og tredje
linje, medens første linje angiver hvem der taler og til hvem ordene er henvendt, se
f.eks. Rimnasafn I 139 v. 8, II 235 v. 21 og 23, 238 v. 49; i sjette rima af
Kroka-Refs rimur er der flere eksempler. Man kan tænke sig at rimakyndige folk har
kunnet flere sådanne linjer udenad.