Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Síða 262
246
talabi lymsku gjarn vi5 Leiknis rekka”, eller noget i den retning.
Der synes kun at være én mulig forklaring på de i det foregående
nævnte uklarheder: Drymlur går i den overleverede form ikke til-
bage til digterens manuskript, men må være nedskrevet efter mundt-
lig tradition. Forvanskningerne i teksten skyldes ikke først og frem-
mest læsefejl eller overspringelser, men beror mere på menneskenes
brøstfæl dige evner til at huske vers og verslinjer i rigtig rækkefølge
og undgå sammenblanding af strofer med beslægtet indhold eller
ordlyd.
Når man uvilkårligt forestiller sig rimur som en skriftligt overleve-
ret digtning, hænger dette især sammen med deres ofte betydelige
længde, men for Drymlur gælder dette argument ikke, idet hele
værket kun består af henved 85 vers (der regnes da med nogle tabte
begyndelsesstrofer). Mange digte som bevislig er nedskrevet efter
mundtlig tradition, såvel på Island som andre steder, overskrider
dette mål. F.eks. blev to rimur om Mobar, ialt 113 vers, i året 1708
optegnet på Arne Magnussons foranledning efter en kvinde der
havde lært dem af sin moder, som også havde kunnet dem udenad
(Islenzk rit sibari alda 5, 1950). En præst på Island nævner i et
brev 1848 en opskrift af Skiba rima som blev foretaget efter en gam-
mel mands diktat (Ed. Arnam. B 16, s. liv n.); denne rima består
i Rimnasafn af 197, i Kvæbasafn, 1922-27, af 214 vers.
Spørgsmålet om mundtlig overlevering af rimur er tidligere be-
rørt af E. Kolbing og Finnur Jonsson, men en mere dybtgående
undersøgelse savnes. Udgaven i Rimnasafn er ensidigt anlagt på at
trykke de bedste tekster, hvilket naturligvis er meget vigtigt,
medens de efter udgiverens mening mere sekundære håndskrifter
behandles flygtigt eller helt skydes til side. En ny udgave med
alsidig redegørelse for overleveringen af hver enkelt rima-cyklus og
grundig udredning af forholdet mellem alle håndskrifter er meget
tiltrængt.
Kolbing omtaler i sin bog, Beitrage zur vergleichenden Geschichte
der romantischen Poesie und Prosa des Mittelalters, 1876, over-
leveringen af rima-cyklusen Griplur, som bortset fra et lille fragment,
der kun omfatter begyndelsen og slutningen, kun findes i to hånd-
skrifter, AM 610c 4to (af Kolbing fejlagtigt betegnet som “cod.
A.M. chart. 110 c”) og Wolfenbiittel-håndskriftet (et tredje hånd-
skrift, som Kolbing ikke kendte, er Access. 22). Griplur består af