Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1975, Page 425
405
3.
Hallfredr, Erfidråpa 29.
Dette vers er overleveret i seks håndskrifter af den store saga om
Olaf Tryggvason (EdArnam. A 2, s. 296, Skjaldedigtn. A I, s. 166).
Der er ingen varianter af betydning. De 6 første linjer trykkes her
normaliserede:
Fyrr man heimr ok himnar
hugreifum Oleifi
hann var mennskra manna
mest g6tt i tvau bresta
å8r en glikr at go5u
gæåingr muni fæåaz.
Dativen hugreifum Oleifi i 1. 2 blev tidligere tolket således, at den
skulde være styret af glikr i 1. 5 (Fornmanna sogur XII, 1837, s. 65,
Skjaldedigtn. B I, s. 156-7, søges forsvaret af K. Reichardt, Studien
zu den Skalden des 9. und 10. Jahrhunderts, 1928, s. 117-18). En
sådan forbindelse, der vilde forudsætte at en kasusform i første
halvdel af et skjalde vers var afhængig af et adjektiv i sidste halv-
strofe, er uden noget sidestykke.
E. A. Kock, NN § 515, afviser med rette denne tolkning og for-
står første halvstrofe således at jorden og himlen vil briste »for
den tappre Olof«. Dette forekommer meningsløst. Når verden går
til grunde, sker det ikke for nogen bestemt person og vel mindst af
alt for en der allerede menes at være død.
I Kocks og Meissners Skaldisches Lesebuch I, 1931, s. 15, hvor
verset trykkes som nr. 82, hedder det i en note: »Der Dativ ist so-
ziativ zu fassen: eher solite das All mit dem Konige zusammen-
brechen«. Der savnes en oplysning om, hvor en lignende »sociativ
dativ« ellers forekommer.
Når det hedder om Olaf at »hann var mennskra manna mest
gott«, må man undre sig over at prædikatsordet står i neutrum.
Noget parallelt udtryk vides ikke at være fundet.
Det ser ud som om teksten i stedet for hann forlanger en verbal-
form: ‘givet (af gud eller skæbnen)’, lét eller veitt el.lign.:
-—hugreifum Oleifi
*lét var mennskra manna
mest g6tt —