Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Síða 92

72
Part One
poetry is also known by both groups, it may be inferred that this kind of
poetry is “infinitely old”, contemporaneous with the first traces of a
Germanic “class of people”.5
We have seen that in a general way Keyser dated the Eddie poems to
the period before Haraldr hårfagri. Most of his arguments were well
known from Muller and his generation of scholars, but Keyser presented
them as part of a carefully formulated whole, which can be taken as the
classical expression of the general view of his generation of Scandi-
navian scholars: the Eddie poems are quoted without any author’s name
in Snorri’s Edda, and are therefore older than the skaldic poems; their
natural simplicity refers to a period when the legends they transmit had
not yet been subject to such varied treatment that they needed an elab-
orate artfulness in order to gain the listeners’ attention - in contrast to
skaldic mythological poetry, where the subject matter was obviously so
hackneyed that it would have remained unnoticed were it not for its
elaborate form. The well-wom argument of their simple, archaic-
looking language was also adduced.6 A more particular historical argu-
5 “Men er det nu saa, at Bogstavrimet som en nødvendig Fordring til den digteriske Form
har havt hjemme ligesaavel hos den sydgermaniske som hos den nordgermaniske
Folkestamme, altsaa har været ejendommeligt for den hele germaniske Folkeklasse,
- saa indsees let, hvor uendelig gammelt det i sin Oprindelse maa være. Holder man
nemlig fast paa, hvad Sprogforholdene uimodsigeligt vise, de tvende Folkestammers fuld-
kommen sideordnede Forhold, - saa finder man den bestemteste Antydning til, at hiint
Bogstavrim hos dem har været en Fordring til den poetiske Form allerede i en Tid, da
Splittelsen i de tvende Stammer endnu ikke var indtraadt, - da den germaniske Folke-
klasse endnu som en Heelhed havde sine Bosteder i østligere Egne end de, i hvilke den
efter Splittelsen i de tvende Stammer efterhaanden nedsatte sig, og hvor den først
i sin Forgrening blev historisk kjendt. Bogstavrimets Brug er altsaa jævngammel med
de første Spor til en germanisk Folkeklasse” (Keyser 1866: 85).
6 “Resultatet af det Hele bliver altsaa, at Samlingen af den ældre Eddas Digte sandsynlig-
vis er istandbragt i det 12te Aarhundredes tidligere Halvdeel, at Samleren er ubekjendt, og
at det er uvist, hvorvidt Samlingen er udført og først optegnet i Norge eller paa Island. -
Men hvormegen Dunkelhed der end kan hvile over Samlingens Alder i dens Heelhed, saa
bliver de deri indeholdte enkelte Digtes Oprindelse fra Hedendommen en ubestridelig
Kjendsgjeming. Har man sat sig ind i Eddadigtenes Aand og er man derhos fortrolig med
den gammelnorske Skaldekunsts Verker i Almindelighed, kan man ikke et Øieblik betæn-
ke sig paa endog at negte Muligheden af, at disse Digte kunne være forfattede af Middel-
alderens christelige Skalde. Ja man tør med Tryghed gaa et Skridt videre og paastaa, at de
alle eller i det mindste Mængden af dem ere ældre end Harald Haarfagers Dage, ældre end
Midten af det 9de Aarhundrede, altsaa ogsaa ældre end Islands Bebyggelse. Tilstrækkeligt
Beviis herfor kan føres. Fra Harald Haarfagers Tid af ere de berømteste norske og island-
ske Skaldes Navne os vel bekjendte. Naar den yngre Edda beraaber sig paa deres Autoritet