Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Qupperneq 97

V Nordic debate in the period of Scandinavianism
77
is more complex than that of younger skalds. In consequence, the simpler
Eddie poems may well be later than the more complex ones. Gunnars-
slagr (by Gunnar Pålsson 1714-1791) is known to have been composed
recently, Petersen pointed out, but it is as beautiful as any of the genuine
Eddie poems.12 As we have seen, the gist and some of the detail of these
arguments are found already in Muller 1818, but in Miiller’s time it was
difficult to get a hearing for them, as they were contrary to the general
opinion of the time. Further, Petersen found that the religious content of
the poems pointed to the long period of transition after the introduction of
Christianity, when the old religion still had its followers and there must
have been great liberty in the treatment of mythological matters. On the
one hånd, a poem like Vgluspd shows influence from Christian ideas,
while, on the other, the frivolity and comedy of poems like Lokasenna
and Prymskvida seemed to be incompatible with a strong heathendom.13
12 “Det viser sig da nok, at det ikke forholder sig så, at man skred fra de simple til bestan-
dig kunstigere. Somme digtere, endog af de langt senere, digtede jo på begge måder, nemlig
simpelt og enfoldig smukt, når de digtede i fomyrøalag. For den sags skyld kunne altså de
eddiske gæme være yngre end de kunstige digte. Det nydigtede Gunnarsslagr er jo endog så
smukt som noget af de eddiske. Her er en vid mark for undersøgelser. Vi ville her blot anty-
de, at simpelhed i et digt ikke afgiver noget absolut bevis for dets ælde. Brage den Gamle,
de ældste norske og islandske digtere, ere tillige de dunkleste. Den kunstige form, der alle-
rede er indtrådt hos dem og som senere aftager, afgiver et bevis for at de Sæmundske ikke
nødvendig for deres simple form må henføres til den ældste tid” (Petersen 1865: 113).
13 “Det bliver et spørgsmål, om det kristelige ikke griber ind i flere af digtene, så at de høre
til den tid. SolarljoS er tydelig, men der er flere beviser, at man forbandt det kristelige med
det hedenske. Grogaldr, Kristus sammenstillet med Balder, måske endog den dejlige
slutning af Voluspå, om den almægtige og dommen, så at endog Vøluspå kunde være fra den
kristelige tid. Der må ses efter, hvad mere der er, hvor man har søgt at skyde det kristelige
tilside, men hvor man for har ment at finde det. - En omstændighed bliver derved vigtig. Den
hedenske digter kan dog umulig have spottet sin egen tro, og det kunde jo ej heller tåles. Den
gamle religion måtte have tabt sin ærværdighed, førend Lucian kunde fremstå. Lokasenna
er jo åbenbar for at gøre nar af guderne; selv Odin må give efter for Loke, der driller ham
o.s.v. Det passer rigtig nok meget godt med at gudernes jammerlighed skal komme for
dagen, førend de gå under i Ragnarok, men den gamle religion måtte tage dette som dyb
alvor; hvorledes kunde det gå på denne spottende måde, der er så aldeles irreligiøs? En
kristelig eller halv kristelig digter derimod må tage det således, i det han samlede de enkelte
træk i gudernes liv, og æsthetisk blev digtet da bedre. - Der er jo også flere digte, som give
det komiske rum og hvor det er behandlet blot fra den side. Det fortræffelige Hamarsheimt.
Overdrivelserne ere jo her just benyttede for at fremhæve ene og alene det komiske [...] men
den virkelig hedenske digter kunde jo ikke se det fra den side. - Det tykkes virkelig således,
at endel af de eddiske digte, som ere situationer af de hedenske guder, alvorlige og komiske,
kunne være digtede i den lange tid, da kristendommen var indført, men hedenskabet, især
hos digterne, måtte have sine mange tilhængere, der imidlertid just nu kunde have sin poe-
tiske frihed og udføre ideen, eftersom den tiltalte dem” (Petersen 1865:113-14).