Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Page 106

86
Part One
in the repetition and examination poems, the summary poems, where the
singer demonstrates his knowledge assuming that the listeners have
done their homework.”26 As an example of a bad mythological poem,
unlikely to have been transmitted orally - at least not under the specifi-
cally artificial, literary conditions prevailing in Iceland, he mentioned
Hymiskvida.21
Jessen applied a similar evaluation to heroic poetry. The heroic poems
in their extant form were in general literary and not popular, he thought,
but they were based on lost poems in a true popular form (Jessen
1867-69: 264). Comprising a large epic context, their content presup-
posed some knowledge of heroic history. On the other hånd, Jessen drew
his conclusions from their poor artistic quality; it was improbable that
poems such as Gripisspå, where SigurØr is foretold his whole history
before it happens, could have been handed down in oral form from gen-
eration to generation over hundreds of years.28
26 “Kvadene, hvor Balder omtales, er alle, (undtagen Skimesmål) af dé afledte arter, der
kom i mode, da man blev ked af evindelig at høre de gamle simple kvad af den art som
Trymskvide, eller som Skimesmål, hvor indholdet gives ligefrem, ikke forudsættes fuld-
kommen bekendt og tilgavns indøvet, således som i repetitions- og examinations-kvadene,
oversigtskvadene, hvor sangeren viser sine kundskaber, og forudsætter, at tilhørerne kan
lectien” (Jessen 1867-69: 236).
27 “Hymeskvide [...] der åbenbart er fra meget sen tid, stygt, upoetisk, klangløst, aldeles
forskelligt fra de andre i tone, stil, og udtryk, fyldt med kunstige omskrivninger, ‘kennin-
ger’, uskikket til mundlig overlevering gennem lange tider, uden det netop skulde være på
Island, under de særlige, mere ‘literaire’ forhold. Det er vel snarest forfattet på Island”
(Jessen 1867-69: 247).
28 “I det hele taget hører disse heltekvad til de afledte arter, der forudsætter, at tilhøreren kan
sin lectie iforvejen, og det noje, om han ellers vil følge med. Prophetering, repetition, over-
blik, blomstrer i de løjerligste former. Hver for sig af de mange hovedpersoner véd, og får til
overflod at vide, rub og stub om hvad i ældre grundkvad har været fortalt om hans skæbne.
Alting bliver nonsens. Den ridderlige Sigurd besøger altså første gang Brynhild med fuld
bevidsthed om, at han narrer hende. Gripesspå og 2det Gudrunskvad er bar oversigt over
Sigurds og over Gudruns historie i denne kedelige form. Brynhild og Gudrun smittes af for-
fatternes vandede ordgyderi. Damerne er formelig henfaldne til oversigter og til afvejelser af
deres åndelige og sociale tilstande og standpuncter. De piller selv, uden at væmmes eller
undse sig, deres egne hjærtetrævler op til bedste for tilhørerne, aldeles som i moderne trage-
dier; og de kan lige så lidt som moderne tragedieheltinder sige nogen ting indirecte, eller få
munden stoppet, hvor den netop skulde tie. Brynhild bliver afbrudt i sin præken: ‘meget sag-
de jeg; mere vilde jeg sige; men døden giver mig ikke mer tid til foredrag’. Men hun be-
gynder straks forfra, endnu på vejen til Hel; hun kan ikke engang vænte, til hun får storre til-
hørerkres. Vi kan tænke os hende i Helhjem repeterende i al evighed” (Jessen 1867-69:262).
“Wie solite man sich die sage in solehen langweiligen, unharmonischen, zersplitterten
iibersichts- und repetitions-darstellungen ein halbes oder ganzes jahrtausend hindurch im