Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Qupperneq 107

V Nordic debate in the period of Scandinavianism
87
This Icelandic literary period was most probably in the llth or 12th
century, or possibly as late as the early 13th century, but Jessen did not
think that it could be stated with certainty that this poetic form presup-
posed the use of writing, even if this might be possible (Jessen 1871:61).
It is no wonder that Jessen’s diatribe against the aesthetic value of
some Eddie poems aroused the anger of his opponents - one may won-
der whether he had not aimed at this rather predictable reaction. It is
interesting, however, to note the similarity between the reactions trig-
gered by Jessen’s impious attack and the corresponding reactions to
Huet, Riihs and others in the earlier periods of Eddie research. Grundt-
vig did not deny Jessen’s ability to discuss historical and linguistic mat-
ters, but he had no feeling for poetry, Grundtvig said, and - echoing
Bartholin’s judgement of Huet - compared Jessen’s feeling for poetic
worth with a colour-blind person’s relation to colours, a serious defeet
for anyone trying to assess a poem’s value and make judgements on its
origin and relative age on the basis of its inner character. His conclusion
was that he did not want to have anything to do with Dr. E. Jessen any
more.29 To Grundtvig as well as to the Grimms the inner arguments are
ganzen norden iiberliefert denken? [...] Die eine generation nach der andem hatte mit ge-
duld, ja mit heisshunger und entziicken solehen unsinn angehort, wie z.b. dass Gripir dem
Sigurd dessen ganze geschichte im excerpte vorhererzahlt [...], so dass Sigurd, der erzrit-
terliche held, die Brynhild mit dem vollen bewustsein besucht hatte, dass er, und wie er sie
hintergehen werde” etc. (Jessen 1871: 56-57).
29 “Jeg agter ikke heller at følge min angribers eksempel ved at frakende modparten al ret
til at tale med og at have en mening om den foreliggende sag; mod dr. Jessens adkomst til
vel ikke at afsige færdige domme, men at tale med om videnskabelige sporsmål af histo-
risk og sproglig art skal derfor ingen indsigelse gøres; kun at det fastholdes, at det er grun-
denes vægt, og ikke udsagnets afgørende form, hvorpå det her som i enhver videnskabelig
debat alene kommer an. Men hvor talen er om poesi, dér tror jeg rigtignok at dr. Jessen
lider af en mangel, hvorpå ingen lærdom og heller ingen selvtillid kan bøde: mangel på
sangbund, på poetisk sans. Hans forhold til det poetiske synes mig i høj grad at ligne om
ikke den blindes så dog akyanobleptens forhold til farverne; og det er slemt i sporsmål,
hvor det gælder om at bestemme digterværkers rang og poetiske ejendommelighed og af
indre kriterier at udlede deres relative alder og de nødvendige forudsætninger for deres til-
blivelse. [...] Og nu de oversættelser af oldnordiske gudekvad, som dr. Jessen har leveret,
[...] de bære på den ene side vidnesbyrd om den samme mangel på poetisk sans og på den
anden af den samme uhyggelige lyst til at neddrage og nedsætte, hvad i andres øjne er stort
og skønt. [...] Et så fuldendt digt som første Gudrunskvad vækker kun uvilje og modbyde-
lighed hos ham, og til særlig at travestere vælger han netop dets ypperste vers (15), hvor
Gudrun endelig, ved at se den dræbte Sigurds åsyn blottet, rives ud af sin stumme forste-
nende sorg” (Grundtvig 1869-70: 54-55). “Og hermed er jeg, som jeg tror at turde love,
for bestandig færdig med dr. E. Jessen” (Grundtvig 1869-70: 105).