Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Page 280

X The Proto-Nordic frontier
In the historical part of the present work (p. 96 above) we have referred
to Bugge’s rule conceming the ending of the Ijodahåttr full line, which I
here quote as expressed by Sievers:
Nach einer zuerst von Bugge [...] erkannten regel [...] geht die voll-
zeile meist auf ein selbstandiges zweisilbiges wort von der
form x, oder, etwa halb so oft, auf ein einsilbiges wort (-*-)
aus; seltener bildet ein dreisilbiges wort den schluss; dann kann
die vorletzte silbe sowol kurz als lang sein (ausgang 9, x und — —
x). Correct sind also nach Bugge ausgange wie
sms of freista frama - Hqv. 2,6 herru ok frjoblaSar - Hqv. 4,3
hvar skal sitja sjå >* 2,3 hiær at hvfvetna >» 22,3
Auch — x — ist nach der hauptregel gestattet, wie våfa virgilnå Hqv.
157, kranga kostalaus, kranga kostavgn Skim. 30 (9 belege). Ganz
ausnahmsweise begegnen statt eines compositums zwei in enger gram-
matischer verbindung stehende worter: gestr at gest hædinn Hqv. 31,
unniryfir glymja Gr. 7 [...]. Dagegen ist der ausgang — — so selten be-
legt (ok ver snar alir vinskapr Hqv. 51, en sjå hglfhynott Skim. 42), dass
er trotz dem widerspruch von Heusler s. 48 ebenso bedenken erregt wie
der ausgang-^- x (heilir fteirs hlyddu Hqv. 164etc.,Heusler 49f.).'
1 Sievers 1893: 84; cf. 1879: 353-56. A concise formulation of the same rule also in Sij-
mons 1906: ccxlii-ccxliii. - Sophus Bugge had given the rule in the following form: “I
dette versemål [Ijodahåttr] betegner jeg den linje, der har allitteration for sig selv, som
langlinjen. I langlinjen hviler sidste hovedtone oftest på næstsidste stavelse, endel sjæld-
nere på sidste stavelse. Det første tilfælde forholder sig i hyppig forekomst til det andet
omtrent som 2 til 1. Meget sjælden hviler sidste hovedtone på tredje stavelse fra enden, og
næstsidste stavelse kan da være lang eller kort. Når sidste hovedtone hviler på næstsidste
stavelse, gælder den regel, at denne stavelse er kort. Som kort gælder her oprindelig lang