Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1967, Blaðsíða 22

XX
været forlæg, er Sturlunga saga kun i enkelte tilfælde
blevet benyttet: et navn er rettet (6.3-4, jfr. var.), og
efter dag-leidum (57.23) er tilfojet »(ef þeir irdu sæhafa
þángat vide Crágás; NB dette er forglemt i Mem-
branen)«, jfr. St I 316.12.
B4 kom, som flere af de afskrifter Wium udforte,
i Finnur Magnússons eje og omtales af ham i Gron-
lands Historiske Mindesmærker II p. 729: »En mig,
Einn Magnusen t-ilhörende, ikke gammel Afskrift,
skrevet her i Kjöbenhavn og af mig her kjöbt paa en
Auction. Paa Titelbladet foregives den at være skre-
vet efter den Arnæ-Magnæanske Membran 557 i
4to, . . .«. — Hándskriftet solgtes af Finnur Magnús-
son til British Museum i 1837.
Wium afskrev flere af Den arnamagnæanske sam-
lings hándskrifter, og karakteristisk for hans afskrif-
ter er en mængde forklaringer, oversættelser, udtale-
regler, udlægninger af teksten og personlige bemærk-
ninger, altsammen pá dansk, der enten er anbragt i
parentes, i marginen eller som et notabene nederst
pá siden1).
F. eks. stiller Wium sig tvivlende til Hrafns læge-
kunst (udg. pp. 6-8) og skriver: »Skjondt jeg ned-
stammer i lige Linie fra denne Helgen saa er mig dog
uvitterligt at jeg eller mine Stamme-Fædre i Island
have besiddet den Konst fremfor andre at helbrede
Sýge. Wium.«. Gellir Gydusons optræden i kampen
mod Loptr Markússon (p. 15) kommenteres pá flg.
máde: »Snurrig nok at Géllir som nýeligen broutede
saa meget ikke hævnede sine Vaabenbrodre!!!«. Om
synerne, der gár forud for drabet pá Hrafn (p. 51),
bemærker Wium: »Disse og andre deslige Munke-
Fabler ere opdigtede om de Tiders Orthodoxe; Histo-
J) Se Jón Helgason: Ritgerðakorn og Ræðustúfar, Reykjavík
1959, pp. 122-27.
J