Atuagagdliutit - 07.11.1957, Blaðsíða 7

Skal Grønland have danske priser,
kræver vi også danske lønninger -
— siger formanden for Grønlands Arbejdersammenslutning, som mener
at erhvervene bliver sorteper, når man presser en kraftig prispolitik igen-
nem
Grønlands Arbejdersammenslutning,
der kun er godt halvandet år gammel,
er i løbet af sin korte levetid vokset
til en betydelig organisation. En fak-
tor, man må regne med i det faglige
og økonomiske — måske også politiske
— liv fremover, en forening, der alle-
rede har gode resultater indført i for-
handlingsprotokollen.
Stiftet ved en kongres i Godthåb 12.
maj af repræsentanter for alle de lo-
kale arbejderforeninger. Gennemførte
i efteråret 1956 ved forhandlinger med
statens repræsentanter overenskomster
for alle medlemmerne: håndværkere,
arbejdere, søfolk og kontorfolk, som
for første gang blev medbestemmende
med hensyn til lønningernes størrelse.
Overenskomsterne trådte i kraft i ja-
nuar i år og betød en reel lønfremgang
på en halv miil. kr. om året. Afholdt
i sommer i Godthåb første del af en
3-årig tillidsmandsskole, hvor de lo-
kale folk oplæres i faglige problemer.
Vandt — ligeledes i sommer — den
første voldgiftssag i Grønland, som
drejede sig om betaling på skæve hel-
ligdage. Gennemførte i dette efterår
ved forhandlinger, at kulminearbej-
derne i K’utdligssat opnåede en løn-
forbedring på fra 10 til 98 øre i timen
ialt ca. 25.000 kr. på et år. Medlems-
tallet er i mellemtiden vokset til ca.
2000.
MAN SKAL LÆRE AT FORHANDLE
— Den største hovedpine er at få
organisationen til at blive en organi-
sation, siger formanden Lars Svend-
sen. Vi har ganske vist 2000 medlem-
mer i dag, men i stedet for yderligere,
tilgang regner jeg med et ret kraftigt
mandefald. Forholdet er jo det, at det
for de fleste af vore folk er en brat
overgang, at de nu er blevet medbe-
stemmende. Det har knebet for de lo-
kale bestyrelser at forstå enkeltheder-
ne i de nye overenskomster — og det
har det forøvrigt også for arbejdsgir
verne. Vore folk er ikke skolede nok,
og de bliver ikke anerkendt som den
autoritet, de faktisk er i kraft af over-
enskomsterne. Et af de store goder, de
grønlandske arbejdere har fået. er jo
forhandlingsretten, men også det at
forhandle skal læres, og de menne-
sker, der skal forhandle, må lære at
hævde sig.
Indtil nu er disse problemer dog alle
løst tilfredsstillende, og på tillids-
mandsskolen i sommer gennemgik vi
alle eksemplerne meget grundigt sam-
men med de to lærere, som De sam-
virkende Fagforbund stillede til vor
rådighed, folketingsmand Carl P. Jen-
sen og sekretær Kai Petersen.
Når jeg venter tilbagegang i med-
lemstallet. fortsætter Lars Svendsen,
hænger det sammen med den mang-
lende skoling, den manglende for-
ståelse af, hvad en organisation er. —•
De næste overenskomstforhandlinger
skal først finde sted i oktober 1959 —
og derefter hvert andet år. Vi har
valgt de år, hvor der ikke forhandles
i Danmark — dels for at vi kan lære
af de danske forhandlinger, dels for
at vi lettere kan få bistand af folk fra
De Samvirkende Men adskillige af vo-
re medlemmer mener, at nu sker der
ikke noget før om to år. Forbedrin-
gerne har de jo fået, og så lige så
godt spare de to kroner om ugen. En
sådan tankegang gør ikke problemerne
mindre for hovedbestyrelsen, som har
mandat til at træffe alle afgørelser,
og som skal forhandle for mennesker,
der lever under meget forskellige kår.
Ikke alene har vi mange kategorier af
arbejdere samlet under een ledelse,
men der er også stor forskel på for-
holdene fra sted til sted i Grønland.
UDVIKLINGEN MÅ IKKE PACES
FREM.
— Jeg ved godt, siger Lars Svend-
sen, at der endnu er en del, der be-
tragter Grønlands Arbejdersammen-
slutning som et spædbarn. Uden at
denne bemærkning skal misforstås, vil
jeg gerne sige, at man alligevel gør
klogt i at regne med os i Grønlands
fremtidige økonomiske liv.
Vi kan f. eks. godt se, hvad det vil
komme til at betyde for os, når Den
kongelige grønlandske Handel nu ud-
vider monopolområdet og forhøjer
priserne på en række varer. KGH’s di-
rektør har sagt, at denne prisforhøjel-
se betyder 1 miil. kr. om året, og sam-
tidig har har erklæret, at de private
handlende ikke bliver ringere stillet,
end de var, før ordningen gennemfør-
tes. Altså må det være forbrugerne,
. der skal betale den million — også
den grønlandske arbejderstand.
Da vi for et årstid siden forhand-
lede om overenskomsterne, gik vi
ind for en politik, der ikke tilstræ-
ber danske lønninger i Grønland,
fordi det ville få store økonomiske
konsekvenser. Vi betragter endnu
ikke Grønland som et stykke Dan-
mark — på det område. Hvis man
nu vil til at føre en økonomisk po-
litik, som KGH’s direktør er be-
gyndt på, hvor han bl. a. stillede
landsrådet overfor et ultimatum,
kommer situationen til at se ander-
ledes ud. Så vil vi også til at over-
veje at betragte Grønland som et
stykke Danmark. Hidtil har vi sagt,
at det kun er fuldt ud kvalificerede
håndværkere, der skal op på en
dansk grundløn, men hvis politiken
fremover skal være danske priser,
så forlanger vi også danske lønnin-
ger til alle vore medlemmer.
Jeg tror ikke, det er klogt at presse
den udvikling frem, man nu er be-
gyndt på. Naturligvis er det prisvær-
digt at arbejde for at nedbringe sta-
tens underskud, men endnu et stykke
tid skal man være forsigtig med for
enhver pris at få tingene i Grønland
til at svare sig. Som situationen nu
tegner sig, vil det uvægerligt blive er-
hvervene, der bliver sorteper. Som vo-
re overenskomster er affattet, kan
lønningerne aldrig blive dårligere —
heller ikke, når der indføres skat,
fordi skatten selvfølgelig må indreg-
nes i pristallet. Men vore dyrtidstil-
læg svarer ikke til de danske, og så
længe de ikke gør det, kan vi heller
ikke akceplere danske priser.
Det vil hele tiden blive erhvervene,
der kommer til at betale. Det er ingen
interesseret i — heller ikke de grøn-
landske arbejdere, men vi ønsker hel-
ler ikke at blive presset nedad af
KGH’s prispolitik, og jeg er bange for,
at vi nu står ved begyndelsen til
skruen uden ende; Vi har hele tiden
fundet det klogest at forhandle og
samarbejde i stedet for at medvirke
til at fremkalde en økonomisk krise,
som landet er dårligt tjent med — men
bliver vi presset, så présser vi igen, og
jo mere der presses, desto længere
sakker erhververne, fiskere, fangere,
fåreholdere, bagud.
URIMELIGE INDKVARTERINGS-
FORHOLD.
— Målet må være, siger Lars Svend-
sen, at man langsomt fører den grøn-
landske arbejder frem til at blive ef-
fektiv og økonomisk, og at man sam-
tidig langsomt forbedrer hans løn. —
Det er jo også det princip, der er lagt
til grund for overenskomsterne med
den forholdsvis lille grundløn og de
mange tillæg, at den, der vil og kan
bestille noget også kan opnå en god
løn.
I dag efterlyses der, især ved sæ-
sonarbejde, effektiv arbejdskraft, og
den kan faktisk ikke skaffes. Det kan
den bl. a. ikke, fordi den effektive ar-
bejdskraft bliver i hjembyen, mens
den mindre effektive rejser rundt —
og også fordi den effektive arbejder
i dag søger til private håndværksme-
stre, som giver en højere løn, til trods
for at vi ingen overenskomst har med
dem. En anden årsag er, at der endnu
de fleste steder bydes på ganske uri-
melige indkvarterings- og kantinefor-
hold. Arbejderen skal betale for sit
logis og han skal betale for kosten, og
kostudgiften er altid større end det
kosttillæg, han får. For at nævne et
par eksempler: Ved hvalstationen i
TovKussaK er folkene indkvarteret i
gamle og dårlige barakker, og det er
vist ret enestående, at folk, der pro-
ducerer fødevarer, bor under forhold,
hvor de ikke engang kan få et bad.
I Kapisigdlit, hvor det store torske-
fiskeri finder sted i vintertiden, er ba-
rakkerne bygget sammen på en højst
brandfarlig måde — og der findes kun
een udgang. Mænd, kvinder og børn
stuves sammen, og der findes ikke et
toilet.
På den måde kan man ikke gøre
sig håb om at tiltrække den effektive
arbejdskraft.
— I det hele taget, slutter Lars
Svendsen, mangler der meget på man-
ge områder i Grønland, og det hele
kan naturligvis ikke komme på een
gang. Vi kan heller ikke i løbet af
halvandet år skabe en effektiv og
slagkraftig organisation i et land af
Grønlands størrelse. Men også vi er på
vej, og indtil nu synes jeg, vi kan væ-
re ganske godt tilfreds med resulta-
terne — navnlig med arbejds-overens-
komsterne. Disse nye regler har fået
den chance at have 3 år at virke i, in-
den der kan ske ændringer — og den
samme chance har hovedbestyrelsen
fået. Jeg vil håbe, at begge dele vil
vise sig at svare til forventningerne.
p. b.
Fra arbejdersammenslutningens stiftelse i Godthåb i 1956.
sulissartul peKatigil kåtuvfiata pilersineKarnera Nungme 1956.
9