Atuagagdliutit - 07.11.1957, Blaðsíða 10

Alasuk 12 migss. ukiulik, KlmaKalunilo IgdlagssaileKissångoKissoK.
Alasuk er ca. 12 år, gnistrende af liv og latter.
Alaskas udstrakte vildmark ligger
under os. Skove og fjelde er gen-
nemskåret af blinkende elve og
floder, så langt øjet kan nå. Kun nu og
da spredte tegn efter mennesker, en
indianerby, en guldgraver- eller pels-
jægerhytte, altsammen så småt i den-
ne endeløse vildmark.
Vi passerer den mægtige Yukon. På
en fjeldtop nær ved Koyukuk-floden
trasker en bjørn. Pludselig rejser den
sig på bagbenene og kigger efter fly-
vemaskinen, kaster sig så rundt og
render afsted.
Vi kommer fra Fairbanks, og kursen
er mod nord. Efter nogen tids flyvning
fanges øjet af noget nyt. Foran os løf-
ter en vældig blånende fjeldmasse sig
mod himlen. Det er Brooks Range. Den
strækker sig tusinde kilometer tværs
over det nordlige Alaska og er et af de
vildeste og mindst kendte områder i
landet. Målet er et sted derinde. I hjer-
tet af disge fjelde frister en lille isole-
ret gruppe indlandseskimoer livet, som
deres forfædre har gjort det gennem
generationer.
Vi følger Johns-dalen og kommer
længere og længere ind i Brooks
Range. En fjeldverden. Skoven hører
op, under os har vi nu sten, mose, græs
1 og lyng med undtagelse af at forblæste
vidjer hist og her har klamret sig fast
til elvene. Vi passerer vandskellet og
er nu i det brede Anaktuvuk-pas, por-
ten til den vældige tundra nord for
fjeldene og til Nordishavet. Dette er
på lidt over 68. gr. nordlig bredde.
bærer lange kapper med hårene indad.
De mindste børn, som bæres på ryg-
gen under kappen og holdes oppe med
bæltet, kigger frem under hætten, der
er pragtfuld kantet med strittende ul-
veskind. Et særpræget maleri med
fjeldene som baggrund.
Jeg hilser på hver enkelt og mødes
med smil. Det er kraftige, temmelig
høje folk, kun lidt mongolske af ud-
seende og ligesom af en hel anden
støbning end kysteskimoerne. Pigerne
NUNAMIUT I
AF HELGE INGSTAD
er henrivende, alle har pragtfulde
tænder. De mange yndige unger er så
utvungne, de stimier sammen om mig,
og snakker eskimoisk og er så gni-
strende fulde af liv.
Et par af mændene taler tåleligt en-
gelsk, lært for mange år siden af en
hvid pelsjæger under et ophold længe-
re mod nord. En af dem, PaneaK, tager
som en selvfølge initiativet. Det er en
rank, ung fyr med stærkt markerede
ansigtstræk og en høj hvælvet pande.
„Du må komme op i teltet og få noget
at spise", siger han.
I lejren mødes vi af en gøen, det er
hundene der hilser mig på deres måde.
Det er store, pragtfulde dyr. Hver fa-
milie har 15—20, så det bliver henved
200 hundestruber der hyler.
Der er tolv telte, et til hver familie.
Her lever 64 mennesker. Det viser sig,
at den anden gruppe indlandseskimoer
i disse egne, Killikmiut, i år er flyttet
herover. Disse holder ellers til nogle
dagsrejser længere vestpå i fjeldene
ved elven Killik.
siddende på dørtærsklen med ryggen
mod bjørneskindet. Rask væk stikker
de hovederne sammen og fniser som
unge piger plejer over hele jorden. Til
sidst kommer el smilende ansigt til
syne i døren, det er Agmalik (flint).
Han kommer netop fra rensdyrjagt og
har to rentunger med, som han giver
mig til v.elkomstgave.
Et dampende fad renkød bliver sat
frem på gulvet, en 6—7 rå marvben
'med de indre muskler på, og en stump
tørret renfedt. Vi tager til os. Så tager
jeg piben frem, og et par af eskimoer-
ne haler også deres frem, som er lavet
af vidjer. De ser længselsfuldt efter
min tobakspung, som jeg lader gå
rundt.
Vi bliver siddende og snakker og
skæmter til ud på aftenen. Paneak er
tolk. Sikken livsglæde of humør hos
disse enkle mennesker, hvis eneste ver-
ber i soveposen, bliver jeg stående en
stund og ser ud over teltene, hvor
menneskene nu sover trygt, og ind
over mod de mørke fjelde. En ny ver-
den, et nyt liv.
Vi bor helt for os selv herinde i
fjeldene. Disse er ca. 2—3000 tusinde
meter høje. Vort tilholdssted i Anaktu-
vuk-passet er ca. 1500 m over havet. I
denne umådelige Brooks Range er der
kun os foruden renflokkene, ulvene,
grizzlybjørnen og de andre dyr. Mod
syd er der ca. 300 km i luftlinie til
byen Fairbanks. Mod nord er der ca.
400 km i luftlinie til nærmeste eski-
moboplads véd kysten, Barrow. Mel-
lem fjeldene og havet breder en vidt-
strakt tundra sig, en fantastisk poly-
gonmark, med et utal af søer og elve.
Den største elv er Colville, som siden
gammel tid har været indlandsfolkets
den er vildmarken, som er så fattige
som vel muligt på gods, som så mangen
en gang ikke ved om de kan magte at
skyde nok til livets ophold. De er så
befriende naturlige i måden at snakke
på, i hver lille bevægelse, de behandler
hinanden med agtelse og har altid
smilet parat. En lys atmosfære af men-
neskelighed fylder teltet.
Nej, her er det ikke vanskeligt at få
kontakt. Og så er der vel også det, at
jeg instinktmæssigt finder noget be-
slægtet nordisk hos disse folk, hvordan
faste færdselsåre. Den er farbar med
skindbåde næsten op til kilderne.
Eskimoerne i Brooks Range kalder
sig Nunamiut, dvs. indlandsfolket og
regner sig som en gruppe forskellig
fra kysteskimoerne, som de kalder Ta-
reomiut. Forskellen i deres livsførsel
er iøjnefaldende. Nordalaskas kyst-
eskimoer har fra gammel tid været
knyttet til hvalfangsten, suppleret af
fangst af kobbe, sæl, hvalros og hvid-
fisk. De er i væsentlig grad fastboen-
de, har solide huse af en særlig type
Alaskap avangnåta åssinga — Det nordlige Alaska.
var skindtelte eller letlavede tørvehyt-
ter. Svigtede vildrenen betød det sult,
ofte død.
De er verdens sundeste og lykkeligste mennesker
Nær ved en dejlig lille sø, på skrå-
ningen mod Storfjeldet, kommer en
lille klynge telte til syne: menneskers
hjem. Her er det Tulugakmiut — Rav-
nefolket— har sin sommerlejr.
Vi lander på Ravnesøen. Ved bred-
den står eskimoerne i klynge, jægere,
kvinder og børn med undrende øjne.
Mændene er klædt i renskindsanorak,
kantet med hvide strimler. Kvinderne
inm
kåpajårnarserugtortoK tugtorpagssuit nagdliutlnaKingmissut, suna KiviagaK tamarme
umartutut ilivdlune. tugtut tåssa nunamiormiiit piniagangnårssue. omutigissarpåt tug-
tuisagkångat perdlerartoKartarsimassoK.
Efter den lange suitetid er vildrenen endelig kommet. Tusinder af dyr fylder landet,
overalt er der liv. Disse dyr betyder alt for nunaniiuterne. Mere end een gang er det
hændt, at eskimoerne er sultet ihjel, når vildrenen er udeblevet.
Nær ved teltene er der rejst stillad-
ser af vidjer, hvor kød og rensdyr-
skind hænger til tørre. Tæt ved står
slæderne, som er påfaldende lange, har
solide meder og minder om grønlæn-
dernes. Et par lypiske alaskaslæder,
„Basket-slæder", skiller sig ud fra de
andre.
Men det er først og fremmest telte-
ne som fanger blikket. Bortset fra
nogle få, som bare bruges om somme-
ren, er de af den gamle type, De
hvælver sig som kupler og minder om
centraleskimoernes snehytter. Et bety-
deligt antal tilspidsede og bøjede vid-
jer er slået ned i jorden i en cirkel og
bundet sammen. Over dette skelet er
der trukket to lag sammensyede rens-
dyrskind med hårene udad, et til væg-
gene. et til taget. Det hele er så over-
trukket med sejldug. Dørtærsklen
er ret høi, delvis opbygget af mos og
rensdyrskind. Dørkarmen skråner lidt
bagover, selve døren er et grizzly-
b.iørneskind, som falder på plads af
sig selv og slutter tæt. Flere telte har
vindue af bjørnetarme.
Vi skubber bjørneskindet tilside og
går ind i Paneaks telt. Her er der rum-
meligt og hyggeligt. En ovn nær ved
døren, gulvet dækket af vidjer Den
bagerste trediedel af gulvet er dækket
af rensdyrskind; soveposer og skind tøj
er stuvet op mod bagvæggen, så man
sidder mageligt på alt det bløde. Den
unge, søde kone Omealak går straks i
gang med at koge renkød med den lille
dreng på ryggen og de to yndige unger
Sikieakuk og Kanejuk i skørterne.
Folk mylder ind, jægere, kvinder og
en flok børn. Tre søde piger, Tatkavin-
ja og hendes bedste veninder, bliver
det nu kan være. Der er noget ved de-
res lune og udseende, som uvilkårligt
bringer tanken hen på norske fjeldfolk
eller enkelte jægere og fiskere i det
nordlige Norge.
Jeg siger, at jeg gerne vil blive hos
dem vinteren over og måske længere.
Paneak svarer: „Du kan få hunde og
slæde hos mig“. De har det ikke med
velkomstfraser, men det er tydeligt, at
jeg er velkommen.
En tid efter bryder vi op. Jeg rejser
mit eget telt tæt véd den rislende bæk,
som løber lige ved lejren. Før jeg kry-
bygget af rekved og tørv. De har an-
seelige bopladser nær ved havområ-
der, hvor hvalen har sit faste træk, på
St. Lawrence Island, Diomed Island,
Cape Prince of Wales, Point Hope og
Barrow. Kystfolkets verden er i første
række havet og drivisen.
For Nunamiut derimod var vildre-
nen en livsbetingelse. Fra den skaffe-
de de sig praktisk talt alt, hvad de be-
høvede i retning af mad, tøj og for en
stor del også redskaber. Eftersom vild-
renen var et vandrende dyr, blev Nu-
namiut et nomadefolk. Deres boliger
I ..t» i
Helge Ingsttul kisime liavdlunårtauvdlune
nunamiormiune ukinerme nalåne.
Helge Ingstad, da han levede som eneste
hvide mand sammen med nunamiuterne i et
års tid.
niviarsiånguaK KimaK 18-iinik ukiulik piut-
sersumik KiingujugtartoK nukagpissanut ulo-
ri anå i n a vi n gm i le.
Kimmaq er 18 år, skælmsk og farlig for unge
jægeres hjertefred.
Nunamiuts område i det nordlige
Alaska omfattede Brooks Range med
tilliggende fjeld, desuden den nærme-
ste tundra, særlig egnene omkring Co-
ville-elven og andre store vandstræk-
ninger. Stort set var skoven grænsen
mod syd. Dette ville sige et jagtområ-
de af betydelig bredde, og som strakte
sig fra Noatak i vest til den canadiske
grænse i øst. Her flakkede folket om
i spredte flokke. Alt i alt må der hav-
de været et ganske stort antal menne-
sker i dette indland.
Hvor kom de fra? Det kunne være
nærliggende at tro, at Nunamiut op-
rindelig var kystfolk, som i sin tid
havde søgt til indlandet og efterhån-
den tilpasset sig de nye forhold. Det
er næppe sådan. En række træk i
sammenhæng med deres sprog, red-
skabskultur, traditioner osv. tyder på,
at Nunamiut-kulturen er original. Fol-
ket må gennem lange tider have op-
holdt sig i Alaska. Man ved forøvrigt
kun lidt om dets herkomst.
I begyndelsen af dette århundrede
stod indlandsfolket i årlig handelsfor-
bindelse med kystfolket, fortrinsvis
med Point Hope og Barrow-eskimoer-
ne. Om foråret søgte de ned fra fjel-
dene til de store floder, hvor de sø-
satte deres både og begav sig på vej
mod de gamle handelssteder ved ky-
sten. Da var der liv og forventn’ng.
Den lange vinter var forbi. Foran dem
lå en behagelig sejlads ned ad floden
med fiskeri og renjagt undervejs. Så
møde med nye mennesker, handel,
dans, leg og kappestrid. For ren-, ulve-
og jærveskind, flint osv. byttede de
sig sæl og kobbeskind, spæk og andre
kystprodukter. Så gik det tilbage mod
indlandet.
Folket ved Utokok-floden og måske
et par andre indlandsgrupper havde
også en „søside", dvs. at de under
sommeropholdet ved kysten selv jag-
tede sæl, kobbe, hvalros, hvidfisk og
lignende. Men den overvejende del af
Nunamiut indskrænkede sig til en
kortvarig byttehandel med kystfolket.
Havfangsten var fremmed for dem,
harpunen hørte ikke med til deres red-
skaber.
Et andet interessant træk er Nuna-
miuts forhold til naboerne mod syd,
Atabasca-indianerne. Før i tiden hav-
de også disse jagtmarker i Brooks
Range. Der var hyppigt kontakt mel-
lem dem og eskimoerne, og det er ri-
meligt at tro, at de i tidens løb har
lånt enkelte kulturtræk fra hverandre.
De mødtes til handel, fest og kappe-
strid. Men det var et usikkert ven-
skab: ofte blussede fjendtlighederne
op. For ca. 150 år siden fandt den afgø-
rende træfning sted, og kamppladsen
var ca. en halv miles vej fra vor lejr
Anaktuvuk-pas. Adskillige indianere
blev dræbt og senere hen trak skovens
folk sig tilbage fra eskimoernes jagt-
felter.
I 1850 sejlede det første hvalfanger-
skib gennem Beringstrædet, og fra nu
af fik kysteskimoerne en øget kontakt
med civilisationen. Deres kultur fik
præg deraf, de hvides sygdomme blev
en svøbe. Det tog lang tid, før folket i
det vanskeligt tilgængelige indland fik
nærmere berøring med det nye. For 50
år siden var der endnu en del, som
drev jagt med bue og pil.
Indførelse af skydevåben førte til en
stærkere beskatning af renstammen.
Samtidig skete det måske oftere end
før, at renflokkene bøjede af fra den
(Fortsættes næste side)

._____________ ' \
mnn .-i , n nHsUM! i '** i." hHWm
atuagkiortup tuglutarssua. Alaskap avangnftne tugtut Norgeme tugtun.it angneruput, Ka-
l&tdiit-nunåta kit&nc tugtut angeriiatiginangajagdlugit.
En af de okser, som forfatteren skød, da vi gik glip af storflokken med vildrener, som
pludselig bøjede af. Vildrenen i Nord-Alaska er noget større end den norske og omtrent
sft stor som renen i Vest-Grønland.
12
13