Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 24

244
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17 — 1945
drig kunde han tie stille over de unge knægte, der
ikke brød sig om at samle sammen til vinteren, og
han plejede at sige: Det som I skal leve af og glæde
jer ved at have om vinteren, det maa I samle sam-
men om sommeren!
I den tid, hvor harer og ryper var fredede eller
hvalrosserne svære at faa fat i, spiste David allige-
vel dejligt kød, som han selv havde henkogt. Vi talte
tit om hans store evne til at samle ind. Han talte
ofte om mennesker, han havde truffet i sin levetid.
Tiden gik ham for hurtigt. Han ønskede at udrette
noget uafbrudt. Kajakkens tid stod for ham som en
glansperiode, men alligevel holdt han af den nye tid
og indrettede sit liv efter den. Han plejede ogsaa at
sige, at han følte sig meget tiltrukket af alle de nye
fremskridt, som nu kom frem, men han havde intet
at fortryde fra sin egen tid, for han havde altid mødt
alt nyt med interesse og faaet det ud deraf, som
muligt var, hvorved han havde naaet en hel del.
Om sig selv brugte David tit slaaende sammenlig-
ninger. Han plejede saaledes ofte at sige: »Jeg er som
et stykke Jern, der er blevet rustent, og kastet uden-
for smedjen, skønt det endnu kunde straale paa en
drejebænk, men i alt fald kan jernet endnu fornyes
og bruges til nye ting.« Naar han talte saaledes, var
han værd at se paa, han lignede da mest en mand
paa 40, en mand, der var glad ved livet.
Jeg spurgte ham engang om, hvad grunden var
til, at han trods sin alder var saa rask, og han sva-
rede mig: »Fordi jeg fra ungdommen af stadig har
haft nok at gøre og altid er staaet tidligt op om
morgenen. Jeg er endnu aldrig vaagnet med følelsen
af, at jeg den dag blot skulde drive omkring, men
har hver dag udført et passende stykke arbejde. Fra
min ungdom af har jeg brugt dagene vel, og jeg har
passet paa ikke at ødelægge mit legeme ved at over-
anstrenge det; thi mest anstrengende for et legeme
er det intet at bestille, og det kan næppe have været
meningen fra begyndelsen af.«
Af stor vigtighed regnede David samhandelen in-
den for Grønland med landets egne produkter. Men
han beklagede sig ofte over, at mange leverede daar-
ligt og forhastet arbejde. Han sagde ogsaa, at blot
grønlænderne forstod betydningen af samfundsfølel-
sen, saa vilde samhandelen nok snart komme igang
paa en bedre basis.
Gid David Olsen aldrig maa blive glemt af sine
landsmænd! Tønnes Olsen,
Tugssak, Upernavik.
(Se ogsaa »Grønlandsposten« 1944, side 274. Red.)
Frimodige tanker.
En af »Grønlandsposten«s interesserede læsere i
Grønland skriver til os:
— Her har været lidt underlig dødt, efter at »gene-
ralstaben« i Godthaab er rejst til Danmark. Vi ven-
ter paa, hvad fremtiden vil bringe. Vi hører ikke
meget fra hovedkvarteret derhjemme, men det kan
vel heller ikke ventes endnu. Jeg modtog igaar »Grøn-
landsposten« fra 1. august og vil blot sige, at den
ikke er blevet ringere, fordi den er trykt i Køben-
havn. Jeg burde vel føle mig lidt stødt paa »embeds-
mændenes« vegne, men det gør jeg nu ikke. Der er
saa meget rigtigt i den artikel, og personlig har jeg
ikke følt mig ret meget som »embedsmand«. Mit
arbejde har ikke saa meget været paa kontoret som
mellem mine folk.
Pionerer.
Jeg kan dog ikke uforbeholdent skrive under paa
dette med pionererne, naar det drejer sig om land-
bruget, som bladet blandt andet nævner. De lokali-
teter, der egner sig godt for faareavl, er i virkelig-
heden for smaa til, at grønlænderne kan undvære
noget af dem til andre — navnlig naar man ser paa
de seneste aars rivende udvikling, hvor plads efter
plads i de øde fjorde bliver taget i besiddelse af nye
faareholdere, væsentlig anden generation, der er vant
til livet paa de fjerne pladser uden butik eller andre
bekvemmeligheder. Men et par enkelte foregangs-
mænd vilde sandsynligvis ikke være til skade. Noget
helt andet er det med fiskeriet. Her synes jeg, der
maatte kunne blive plads til mange hjemmefra til
samarbejde med grønlænderne. Mulighederne synes
at være store, hvis blot fiskeriet blev moderniseret, og
grønlænderne fik lettere adgang til ordentlige baade.
Baadebyggerier.
Den nuværende fremgangsmaade med udlaan af
sysselkassen til nogle brædder og søm, som en mand
selv skal bygge sig en baad af, hører hjemme i en
naiv fortid. Denne baadbygning er selvfølgelig lat-
terlig. Hvorledes kan man vente, at en hvilken som
helst grønlænder skal være i stand til at bygge en
brugbar fiskebaad? Selvfølgelig kan de ikke dette.
Der maa bygges baade paa et værksted — mange
baade af flere typer til dette brug. En driftig mand
kan godt være tjent med — eventuelt som laan fra