Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 5

Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 5
1. Novbr. GRØNLANDSPOSTEN 225 mer selvtilliden til at lyse os ud af øjnene. Men kom- mer vi til at tvivle paa os selv, svinder det hele bort, og vi mister lysten til alt. Tvivlen og »hvad kan det nytte-tanken« bemægtiger sjælen med sin tomhed og livstræthed. Se, for mig er dette sagens kerne, det fundamen- tale, det afgørende. Oplysning alene, hvor uundva-r- lig en faktor den end er, magter ikke alene at bære udviklingen. Det samme gælder forbedrede økono- miske kaar og alt andet. Disse ting er kun hjælpe- midler, der tjener til at vande og nære vort indre liv og give det varme, saaledes at livsaanden vaag- ner og begynder at udvikle sig. Først da kan man haabe paa, at der kan komme vaarbrud, en ægte og uforfalsket udvikling paa alle omraader, men heller ikke før. Hertil er folkevækkende og styrkende kraft fornøden, i lighed med højskoleaanden i Danmark. Saa længe vi savner en saadan aand, vil udviklingen gaa sin skæve gang. Her maa dog indskydes, at det grønlandsk-natio- nale ikke skal være en kopi udefra. For eksempel med hensyn til sproget maa de særlige forhold, der raader heroppe, tages i betragtning. Her maa vi nemlig se den nøgne sandhed i øjnene, at vejen til virkelig aandelig og materiel udvikling, civilisation, myndiggørelse og ligestilling med andre nationer fører over de fremmede sprog — og lang tids udvik- ling er nødvendig. Men hvad er da vort grønlandsk-nationale maal, vil De spørge? Det er ingen hemmelighed eller noget, man skal hviske sammen om. Lad os bare sige det aabent: vi ønsker udvikling indenfor det danske rige og indenfor dettes rammer til social, politisk, økono- misk og kulturel ligestillethed. Samme krav, samme pligter, samme chancer for dansker som for grøn- lænder, eller med andre ord, vi ønsker ud af grøn- lænderen at gøre en god, dansk borger. Selv om maa- ske mange ikke vil kunne følge mig helt, tror jeg, at dette er tidens tanker hos dem, der forsøger at tænke. For enhver kraftudfoldelse gælder det, at ingen ud- vikling kan ske uden en skabende kraft indefra. Og- saa hævelse af et folks økonomiske, erhvervsmæssige, kulturelle og aandelige standard kan ikke ske uden forudgaaende dybe rørelser, der sætter kræfterne i sving omkring den indre kerne, og denne er, hvad jeg her har kaldt »det nationale«. Avgo Lynge. Opgaver, der venter paa os. Den unge grønlandske seminarist, Jørgen Fleischer, fortæller her om sit syn paa sit lands og folks udvikling og fremtid — under stærke indtryk af den udvikling, der er sket paa Grønland under krigen. Red. Naar jeg tænker paa forholdene her i Grønland, synes det mig altid, at der er saa mange ting, der kan blive bedre. Mange læsere vil maaske tro, at det, jeg her vil skrive om, er uopnaaelige utopier. Men jeg ved godt, at jeg ikke kan naa frem i utopier. Hvad jeg skriver om, er ting, der kan virkeliggøres, hvis man vil ar- bejde paa dem. Men der ligger mange vanskelig- heder, som er forbundne med gennemførelsen af saa- danne ideer — men uden arbejde naas nu engang intet. Lad mig begynde med det vigtigste: de grønland- ske næringsveje. Som vi ved, har fiskeriet haft stor fremgang i de senere aar, saa at dette nu efter kryo- lithen er Grønlands vigtigste indtægtskilde. Paa de steder, hvor der fiskes, drives fiskeriet udelukkende af pramme eller smaabaade. Fiskerne kan ikke fjerne sig langt fra kysterne, fordi de ingen større fartøjer har. Derfor maa fiskeriet organiseres. Der maa skaf- fes flere motorbaade og fiskekuttere for at udvide fangsten og gøre fiskeriet endnu mere indbringende. Under krigen er man begyndt paa at afskibe salt- fisk direkte fra Grønland til forbrugsstedet. Jeg sy- nes, at denne maade at eksportere torsken paa maa blive ved. Der kan maaske skaffes et stort skib, der kan bringe fisken til Portugal og tage salt med til- bage til Grønland. For øjeblikket bortsmider man affaldsprodukterne fra fiskerensningen, men det maa man ikke gøre. De kan jo laves om til fiskemel og bruges her i landet som foder til faarene. Indenfor landbruget kan der gøres store fremskridt. Man maa forsøge at rydde og opdyrke alle de dyrk- bare arealer, og jeg tror, det vil kunne betale sig, saafremt man kan finde den rigtige græsart. Der maa indføres nytteplanter, der nogenlunde kan taale Grønlands barske klima. Interessen for havebruget er vakt hos grønlænderne i de senere aar. Selv i Nordgrønland er man begyndt paa at anlægge smaa haver udenfor husene. Faareavlen kan drives i større stil, saa at Grøn- land kan forsyne sig selv med kød. Nede ved Juliane-

x

Grønlandsposten

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.