Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 5

1. Novbr.
GRØNLANDSPOSTEN
225
mer selvtilliden til at lyse os ud af øjnene. Men kom-
mer vi til at tvivle paa os selv, svinder det hele bort,
og vi mister lysten til alt. Tvivlen og »hvad kan det
nytte-tanken« bemægtiger sjælen med sin tomhed
og livstræthed.
Se, for mig er dette sagens kerne, det fundamen-
tale, det afgørende. Oplysning alene, hvor uundva-r-
lig en faktor den end er, magter ikke alene at bære
udviklingen. Det samme gælder forbedrede økono-
miske kaar og alt andet. Disse ting er kun hjælpe-
midler, der tjener til at vande og nære vort indre
liv og give det varme, saaledes at livsaanden vaag-
ner og begynder at udvikle sig. Først da kan man
haabe paa, at der kan komme vaarbrud, en ægte og
uforfalsket udvikling paa alle omraader, men heller
ikke før. Hertil er folkevækkende og styrkende kraft
fornøden, i lighed med højskoleaanden i Danmark.
Saa længe vi savner en saadan aand, vil udviklingen
gaa sin skæve gang.
Her maa dog indskydes, at det grønlandsk-natio-
nale ikke skal være en kopi udefra. For eksempel
med hensyn til sproget maa de særlige forhold, der
raader heroppe, tages i betragtning. Her maa vi
nemlig se den nøgne sandhed i øjnene, at vejen til
virkelig aandelig og materiel udvikling, civilisation,
myndiggørelse og ligestilling med andre nationer
fører over de fremmede sprog — og lang tids udvik-
ling er nødvendig.
Men hvad er da vort grønlandsk-nationale maal,
vil De spørge? Det er ingen hemmelighed eller noget,
man skal hviske sammen om. Lad os bare sige det
aabent: vi ønsker udvikling indenfor det danske rige
og indenfor dettes rammer til social, politisk, økono-
misk og kulturel ligestillethed. Samme krav, samme
pligter, samme chancer for dansker som for grøn-
lænder, eller med andre ord, vi ønsker ud af grøn-
lænderen at gøre en god, dansk borger. Selv om maa-
ske mange ikke vil kunne følge mig helt, tror jeg,
at dette er tidens tanker hos dem, der forsøger at
tænke.
For enhver kraftudfoldelse gælder det, at ingen ud-
vikling kan ske uden en skabende kraft indefra. Og-
saa hævelse af et folks økonomiske, erhvervsmæssige,
kulturelle og aandelige standard kan ikke ske uden
forudgaaende dybe rørelser, der sætter kræfterne i
sving omkring den indre kerne, og denne er, hvad
jeg her har kaldt »det nationale«.
Avgo Lynge.
Opgaver, der venter paa os.
Den unge grønlandske seminarist, Jørgen
Fleischer, fortæller her om sit syn paa sit
lands og folks udvikling og fremtid — under
stærke indtryk af den udvikling, der er sket
paa Grønland under krigen. Red.
Naar jeg tænker paa forholdene her i Grønland,
synes det mig altid, at der er saa mange ting, der
kan blive bedre.
Mange læsere vil maaske tro, at det, jeg her vil
skrive om, er uopnaaelige utopier. Men jeg ved godt,
at jeg ikke kan naa frem i utopier. Hvad jeg skriver
om, er ting, der kan virkeliggøres, hvis man vil ar-
bejde paa dem. Men der ligger mange vanskelig-
heder, som er forbundne med gennemførelsen af saa-
danne ideer — men uden arbejde naas nu engang
intet.
Lad mig begynde med det vigtigste: de grønland-
ske næringsveje. Som vi ved, har fiskeriet haft stor
fremgang i de senere aar, saa at dette nu efter kryo-
lithen er Grønlands vigtigste indtægtskilde. Paa de
steder, hvor der fiskes, drives fiskeriet udelukkende
af pramme eller smaabaade. Fiskerne kan ikke fjerne
sig langt fra kysterne, fordi de ingen større fartøjer
har. Derfor maa fiskeriet organiseres. Der maa skaf-
fes flere motorbaade og fiskekuttere for at udvide
fangsten og gøre fiskeriet endnu mere indbringende.
Under krigen er man begyndt paa at afskibe salt-
fisk direkte fra Grønland til forbrugsstedet. Jeg sy-
nes, at denne maade at eksportere torsken paa maa
blive ved. Der kan maaske skaffes et stort skib, der
kan bringe fisken til Portugal og tage salt med til-
bage til Grønland. For øjeblikket bortsmider man
affaldsprodukterne fra fiskerensningen, men det maa
man ikke gøre. De kan jo laves om til fiskemel og
bruges her i landet som foder til faarene.
Indenfor landbruget kan der gøres store fremskridt.
Man maa forsøge at rydde og opdyrke alle de dyrk-
bare arealer, og jeg tror, det vil kunne betale sig,
saafremt man kan finde den rigtige græsart. Der maa
indføres nytteplanter, der nogenlunde kan taale
Grønlands barske klima. Interessen for havebruget
er vakt hos grønlænderne i de senere aar. Selv i
Nordgrønland er man begyndt paa at anlægge smaa
haver udenfor husene.
Faareavlen kan drives i større stil, saa at Grøn-
land kan forsyne sig selv med kød. Nede ved Juliane-