Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 3

1. Novbr.
GRØNLANDSPOSTEN
Omkring „det nationale".
(Fortsættelse til »'Vore isolationssygdomme« side 135.)
De spørgsmaal, som jeg tidligere har berørt i min
artikel her i bladet om »vore isolationssygdomme«,
er endnu af mere vidtrækkende karakter. Isolationen
er ikke vor eneste hemsko, ejheller manglende im-
pulser, mangel paa oplysning eller ringe økonomiske
vilkaar.
Noget andet mangler ogsaa, noget ubestemmeligt,
noget, man ikke helt er klar over, hvad er. Noget, der
skulde være drivkraften i det hele. Det er delte noget,
jeg vil beskæftige mig med i det følgende. Man maa
gribe det og blive klar over, hvad det er, ellers kan
man jo ikke rette fejlen.
Grundet uvidenheden har grønlænderen ikke hid-
til haft overblik nok til at kunne se, hvor hoved-
fejlen ligger. Han kan nok se, at der er noget galt
heroppe, og han kan nok lægge skylden paa fattig-
dom eller »manglende oplysning«, men selve sagens
kerne opfatter han ikke, idet han ganske naturligt
resonnerer, at naar mennesket, grønlænderen, er be-
fængt med de tidligere omtalte uheldige egenskaber,
saa er det dets egen skyld. Han kender ikke ugun-
stige forholds overvældende magt. Han er blevet ind-
podet den overtro, at det er hans egen uduelighed,
der er skyld i det hele. Dermed har han berøvet sig
selv den vigtigste drivkraft, mennesket har: troen paa
sig selv. Det, der derfor først og fremmest skal be-
kæmpes, er grønlænderens mindreværdskomplekser,
mindreværdsfølelsen og dennes indvirkning paa
tanke-, tale- og hele væremaade. Det gælder derfor
først og fremmest om at fjerne grønlænderens mis-
tillid til sig selv og i stedet for vække hans selvtillid,
selvfølelse, æresfølelse og personlige ærgerrighed.
Men hvoraf er alt dette kommet?
Maaske vil man paastaa, at mindreværdsfølelsen
allerede blev skabt dengang, de første europæere satte
foden her i landet. Fremmed invasion er jo saa ofte
blevet skæbnesvanger rundt om i verden, hvor et
naturfolk er mødtes med en højtstaaende nation.
Man er ikke alene blevet imponeret over alt det nye
og har fuldstændig tabt vejret, men man er ogsaa
kommet til at se paa sig selv og har opdaget en him-
melvid forskel og underlegenhed i evner og intelli-
gens. Sjælen har hermed faaet indpodet spiren til
mistillid til egne evner med paafølgende demoralisa-
tion. Det gik op for En, at Ens egne evner ikke læn-
gere var nok for at hævde sig i Ens eget Land. Man
223
begyndte at tvivle paa sig selv. Arbejdslyst og ini-
tiativ svækkedes. Selvtillid og selvfølelse reduceredes.
Meget kan et menneske taale at miste, men ikke disse
fundamentale egenskaber, der er kernen i al driv-
kraft og modstandskraft. Kampen for tilværelsen er
hermed blevet ulige, og det er hurtigt gaaet ned ad
bakke, baade aandeligt og materielt. I værste tilfælde
gaar man i staa og bliver ligeglad og finder sig i al
ting. Man faar et knæk og faar medlidenhed med sig
selv, og saa gaar man i hundene. Det er ligesom man
er blevet inficeret med en bacille, der langsomt af-
kræfter og fortærer En.
Helt saa galt er det dog ikke gaaet heroppe. Der-
til har vort styre været for humant. Men alene til-
stedeværelsen af en overlegen race liar bevirket, at
denne bacille ogsaa her har inficeret befolkningen.
Ogsaa her har virkningerne til den uheldige side
været haarde, til trods for at det modsatte altid har
været hensigten. Men hvad skulde man have gjort?
Før eller senere maatte dette møde komme og føre
de uundgaaelige konsekvenser med sig. Vi har endda
været meget heldige ved at faa et ualmindeligt hu-
mant og uselvisk moderland.
Det danske folk kom med de bedste hensigter. Det
vilde bringe os en bedre religion. Det vilde hjælpe
os til en højere kultur. Det kom ikke som lande-
erobrer eller som konkurrent til de smaa muligheder.
Grønland, skønt stort, er heller ikke et land, der ind-
byder til indvandring og udnyttelse, ingen guld, kryd-
derier, store skovstrækninger eller frugtbart agerland,
men endnu et land midt i istiden. Den eneste større
erhvervsmulighed, der var her, grønlandshvalen, blev
udnyttet af fremmede fangstmænd og fortrængt.
Men for at indføre en ny livsanskuelse maatte man
rykke den gamle op med rode: religion, verdens-
opfattelse, tankeverden, sæde og skikke. Det var en
frygtelig revolution. En fremmed mand kom fra det
store ukendte og begyndte at forkynde, at alting var
forkert. Han begyndte med en myndighed, man ikke
tidligere havde kendt, understøttet af alt det vid-
underlige, han havde bragt med sig, og som man
efterhaanden selv blev afhængig af, især jernet. Det
blev uundgaaeligt, at grønlænderne blev disillusio-
nerede og maatte gennemgaa en aandelig krise, ind-
til det grønlandske samfund langsomt havde faaet
udviklet nye rødder og kunde vokse igen paa det nye
grundlag. Det var lige som at rykke en plante op med
rode og plante den igen paa ny grobund.
Men selv om noget er gaaet i stykker paa den