Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 3

Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 3
1. Novbr. GRØNLANDSPOSTEN Omkring „det nationale". (Fortsættelse til »'Vore isolationssygdomme« side 135.) De spørgsmaal, som jeg tidligere har berørt i min artikel her i bladet om »vore isolationssygdomme«, er endnu af mere vidtrækkende karakter. Isolationen er ikke vor eneste hemsko, ejheller manglende im- pulser, mangel paa oplysning eller ringe økonomiske vilkaar. Noget andet mangler ogsaa, noget ubestemmeligt, noget, man ikke helt er klar over, hvad er. Noget, der skulde være drivkraften i det hele. Det er delte noget, jeg vil beskæftige mig med i det følgende. Man maa gribe det og blive klar over, hvad det er, ellers kan man jo ikke rette fejlen. Grundet uvidenheden har grønlænderen ikke hid- til haft overblik nok til at kunne se, hvor hoved- fejlen ligger. Han kan nok se, at der er noget galt heroppe, og han kan nok lægge skylden paa fattig- dom eller »manglende oplysning«, men selve sagens kerne opfatter han ikke, idet han ganske naturligt resonnerer, at naar mennesket, grønlænderen, er be- fængt med de tidligere omtalte uheldige egenskaber, saa er det dets egen skyld. Han kender ikke ugun- stige forholds overvældende magt. Han er blevet ind- podet den overtro, at det er hans egen uduelighed, der er skyld i det hele. Dermed har han berøvet sig selv den vigtigste drivkraft, mennesket har: troen paa sig selv. Det, der derfor først og fremmest skal be- kæmpes, er grønlænderens mindreværdskomplekser, mindreværdsfølelsen og dennes indvirkning paa tanke-, tale- og hele væremaade. Det gælder derfor først og fremmest om at fjerne grønlænderens mis- tillid til sig selv og i stedet for vække hans selvtillid, selvfølelse, æresfølelse og personlige ærgerrighed. Men hvoraf er alt dette kommet? Maaske vil man paastaa, at mindreværdsfølelsen allerede blev skabt dengang, de første europæere satte foden her i landet. Fremmed invasion er jo saa ofte blevet skæbnesvanger rundt om i verden, hvor et naturfolk er mødtes med en højtstaaende nation. Man er ikke alene blevet imponeret over alt det nye og har fuldstændig tabt vejret, men man er ogsaa kommet til at se paa sig selv og har opdaget en him- melvid forskel og underlegenhed i evner og intelli- gens. Sjælen har hermed faaet indpodet spiren til mistillid til egne evner med paafølgende demoralisa- tion. Det gik op for En, at Ens egne evner ikke læn- gere var nok for at hævde sig i Ens eget Land. Man 223 begyndte at tvivle paa sig selv. Arbejdslyst og ini- tiativ svækkedes. Selvtillid og selvfølelse reduceredes. Meget kan et menneske taale at miste, men ikke disse fundamentale egenskaber, der er kernen i al driv- kraft og modstandskraft. Kampen for tilværelsen er hermed blevet ulige, og det er hurtigt gaaet ned ad bakke, baade aandeligt og materielt. I værste tilfælde gaar man i staa og bliver ligeglad og finder sig i al ting. Man faar et knæk og faar medlidenhed med sig selv, og saa gaar man i hundene. Det er ligesom man er blevet inficeret med en bacille, der langsomt af- kræfter og fortærer En. Helt saa galt er det dog ikke gaaet heroppe. Der- til har vort styre været for humant. Men alene til- stedeværelsen af en overlegen race liar bevirket, at denne bacille ogsaa her har inficeret befolkningen. Ogsaa her har virkningerne til den uheldige side været haarde, til trods for at det modsatte altid har været hensigten. Men hvad skulde man have gjort? Før eller senere maatte dette møde komme og føre de uundgaaelige konsekvenser med sig. Vi har endda været meget heldige ved at faa et ualmindeligt hu- mant og uselvisk moderland. Det danske folk kom med de bedste hensigter. Det vilde bringe os en bedre religion. Det vilde hjælpe os til en højere kultur. Det kom ikke som lande- erobrer eller som konkurrent til de smaa muligheder. Grønland, skønt stort, er heller ikke et land, der ind- byder til indvandring og udnyttelse, ingen guld, kryd- derier, store skovstrækninger eller frugtbart agerland, men endnu et land midt i istiden. Den eneste større erhvervsmulighed, der var her, grønlandshvalen, blev udnyttet af fremmede fangstmænd og fortrængt. Men for at indføre en ny livsanskuelse maatte man rykke den gamle op med rode: religion, verdens- opfattelse, tankeverden, sæde og skikke. Det var en frygtelig revolution. En fremmed mand kom fra det store ukendte og begyndte at forkynde, at alting var forkert. Han begyndte med en myndighed, man ikke tidligere havde kendt, understøttet af alt det vid- underlige, han havde bragt med sig, og som man efterhaanden selv blev afhængig af, især jernet. Det blev uundgaaeligt, at grønlænderne blev disillusio- nerede og maatte gennemgaa en aandelig krise, ind- til det grønlandske samfund langsomt havde faaet udviklet nye rødder og kunde vokse igen paa det nye grundlag. Det var lige som at rykke en plante op med rode og plante den igen paa ny grobund. Men selv om noget er gaaet i stykker paa den

x

Grønlandsposten

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.