Grønlandsposten - 01.06.1946, Blaðsíða 16

96
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4 — 1946
delig udvikling med større forstaaelse og interesse.
Jeg har tit spurgt mig selv, hvor grønlænderne har
faaet det fra, og grunden er, at de nu kan læse bøger,
og mange kan læse dansk og kan fortælle andre,
hvad de læser, og hvad der foregaar i andre lande,
og hvad grønlandske digtere har fremsat i deres
digtning. Grønlænderne har faaet et sammenlig-
ningsgrundlag og har faaet noget at stræbe imod.
— Og hvorledes ligger vejen nu fremefter for grøn-
lænderne?
— Vi grønlændere og de danske heroppe maa nær-
mere sammen. Danskerne kan komme til at betyde
meget mere for os og mere, end de hidtil har gjort.
Men der er endnu en stor hindring imellem os, og
det er sproget. Vi vil gerne betragte danskerne her-
oppe som ikke alene arbejdende for deres eget vel,
men ogsaa for grønlænderne og deres vel. Den ud-
vikling, Grønland er inde i nu, alt det som vi er stolte
af at have naaet, har vi faaet fra danskerne, og vi
maa blive ved med at følge samme kurs opefter og
arbejde sammen. Grønlænderne skal lære dansk og
skal lære det grundigt, først i kolonierne, senere og-
saa ved udsteder og bopladser. Baade grønlændere
og danske bør alle være danske undersaatter med
samme rettigheder og pligter.
— Ønsker De Grønland lukket op?
— Nej, endnu ikke. Efter min mening bør Grøn-
lands aabning for fremmede vente lidt endnu, men
en aabning for danske bør vi ikke sætte os imod.
Det vil grønlænderne kun have godt af, men danske
bør da arbejde paa lige fod med grønlænderne. Med
hensyn til fiskeriet vil torsken være her sikkert end-
nu et stykke tid i saa store mængder, at den ikke
kan fiskes op.
Kort tid før første Disko i aar forlod Trangraven
for at sætte kurs mod Godthaab, træffer vi igen pa-
stor Karl Heilmann. Denne gang ude paa Grønlæn-
derhjemmet paa Amager. Pastor Heilmann har pak-
ket kufferterne for at være klar til hjemrejse til
Grønland efter at have været rekonvalescent her i
vinter. Han er nu fuldstændig rask, fuld af humør
og har meget at fortælle:
— Jeg har nu set mig omkring og samlet nye ind-
tryk —, fortæller pastor Heilmann. — Jeg har været
rundt i det meste af landet, blandt andet ogsaa paa
Bornholm for at besøge min søster.
Kiggede De ogsaa paa fiskeriet derovre?
Ja, og det interesserede mig meget. Jeg saa rø-
gerierne og fiskeriet fra motorbaade. Man er nu ved
at bygge en ny fabrik derovre. Den bygges som et
andelsforetagende, og jeg vilde ønske, vi kunde gøre
noget lignende for eksempel i Godthaab. Det vilde
betyde kolossalt meget baade for fiskerne og befolk-
ningen. Hvorfor kan fiskerne deroppe ikke gaa rundt
ved husene og sælge deres fisk, tænk hvor megen tid
husmødrene vilde spare derved i stedet for at staa
og vente i timevis nede ved stranden. Hvorfor kunde
vi ikke have et andelsudsalg for fisk. Her kunde man
sælge undermaalsfisk, som handelen ikke aftager, og
havkatte og lignende. Denne andelsforretning kunde
ligge i Islandsdalen, og her kunde husmødrene saa
komme og købe fisken, eller nogle unge mennesker
kunde køre rundt med den til husene. Hvad der ikke
blev solgt, kunde tørres i stedet for som nu at blive
smidt bort til ingen nytte. Prisen kunde blive ens-
artet og ikke som nu, hvor hver fisker har sin pris,
der tilmed varierer ganske tilfældigt.
Desuden har jeg været i Sydsjælland og har set
Storstrømsbroen og Dronning Alexandrines Bro,
Maglegaards Papirfabrik og Holmegaards Glasværk.
Ved Køge saa jeg baadebyggeri, og et andet Sted saa
jeg zigeunere, der boede i vogne. Det var altsammen
meget interessant. Jeg har ogsaa været i Jylland og
set den Store Vildmose, og hvorledes man udnyttede
denne til tørveskæring og græsning. Deroppe saa jeg
ogsaa noget, som gjorde et dybt indtryk paa mig,
nemlig et par huse, der kun var byggede af pakkas-
ser, og hvor der boede hele familier. Saa elendigt
havde jeg dog aldrig troet, danskerne ogsaa kunde
bo. I det ene hus boede en arbejder med kone og
fem børn. Der var kun eet rum og et lille bitte køk-
ken.
— Hvorlænge er det siden, De sidst var her i Dan-
mark.
— Det er 32 aar siden. Da var jeg ung og var her-
nede paa studieophold. Jeg fik ikke meget ud af mit
ophold dengang, men nu har jeg brugt øjnene bedre
og har sat mig godt ind i forholdene her i landet,
saaledes at jeg nu bedre kan fortælle derom, naar
jeg igen kommer hjem.
Mit indtryk er, at man ogsaa her maa hænge i
og arbejde for føden. Jeg kan nu fortælle den grøn-
landske ungdom, hvordan livet leves i Danmark, og
det trænger man til at forstaa i Grønland, hvor de
fleste tror, at livet her er det rene Slaraffenland. Men
jeg har nu set, at man ogsaa her maa kæmpe sig
frem, hvis man vil naa noget, og man maa være