Grønlandsposten - 01.06.1946, Blaðsíða 17

1. Juni
GRØNLANDSPOSTEN
97
økonomisk og sparsommelig for at faa det til at slaa
til til det daglige forbrug. I Grønland siger man, al
naar man blot er dansker, saa kan man faa alt, men
det gælder nu ikke herhjemme.
Jeg er i høj grad kommet til at beundre det dan-
ske samfundssind, den dybe menneskelige medfølelse
og hjælpsomhed udadtil. Det samme har grønlæn-
derne ogsaa haft tidligere, men det er gaaet til i
civilisationens smeltedigel og maa nu langsomt op-
arbejdes igen.
Som præst har jeg været meget skuffet over de
sparsomme kirkebesøg. Saa gaar man alligevel mere
i kirke i Grønland, selv om kirkegangen ogsaa der-
oppe gaar tilbage.
— Mener De, at grønlandsk ungdom fortsat skal
sendes til Danmark for uddannelsens skyld?
— Ja, ungdommen skal hjem til Danmark for al
lære, men de unge grønlændere maa forinden have
forstaaelse al' disciplin, takt og gensidig hjælpsom-
hed. Der er nogle, som slet ikke taaler at komme til
Danmark, de gaar nedad i stedet for opad. Kun ud-
valgte stabile mennesker, der selv vil noget, skal sen-
des hjem. Paa Grønland trænger vi til bedre opdra-
gelse indenfor familien. Det er her grundlaget skal
lægges for en højere kultur.
— Hvor rejser De hen nu?
— Jeg skal op og være præst ved Godthaab, hvor
der iforvejen er en provst, en præst og tre kateketer.
En saadan gejstlig overbefolkning burde ikke være
nødvendig, saa længe der er haardt brug for kate-
keter andre steder.
— Har De fortsat Deres forfatterskab hernede?
- Ja, jeg bar skrevet et hørespil, som maaske
kunde bruges til radioen. Det handler om en dansk
assistent paa Grønland. Han er forelsket i en grøn-
lænderinde og har et barn med hende. Han har lovet
at gifte sig med hende, men rejser alligevel hjem.
Pigen er meget ulykkelig og minder ham om hans
faderpligt overfor barnet, mens en anden assistent
raader ham til at tage sig pligterne let ligesom de
andre. Samme assistents kone har dog en anden me-
ning og hævder, at de danske baade har pligter og
ansvar og skal ikke være foregangsmænd for en slet
moral i Grønland. Stykket slutter med, at assisten-
ten bojer sig og lover pigen, at hun skal komme hjem
til ham, saa snart det kan lade sig gøre.
— Hvorledes ser grønlænderne i almindelighed paa
danskes forhold til grønlænderinderne?
— De fleste betragter forholdet med ligegyldighed,
kun meget faa finder det sørgeligt. Men grønlænder-
inderne er jo selv meget letsindige. De betragter del
som en stor ære at leve sammen med en dansker.
Grønlænderindernes psyke er nu engang anderledes
end danske kvinders. Man kan ikke bebrejde dem
noget eller se ned paa dem af den grund.
— Hvilken fremtid ønsker De selv for Deres egne
børn?
— Tre af mine børn har deres livsstilling i Grøn-
land, en er telegrafist, en er smed, og en datter er
gift med en tømrer. En anden datter er i Godthaab
og kommer hjem til Danmark til sommer for at lære
dansk og husgerning. Hun skal først et aar i huset
hos en præst, jeg kender, og derefter et aar paa hus-
holdningsskole. Saa har jeg en søn paa højskolen i
Godthaab. Han skal afslutte seminarieuddannelsen
deroppe for derefter at komme hjem til læreruddan-
nelse i Danmark. Endnu har jeg en lille datter paa
13 aar. Hun skal paa efterskolen i Egedesminde og
vil gerne engang være lærerinde —.
Vi ønsker pastor Heilmann god rejse til Grønland
og haaber, at ogsaa hans landsmænd maa faa meget
ud af hans indholdsrige Danmarks-ophold.
Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn.
Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn af-
holdt den 12. april sit ordinære aarsmøde. Direktør
Halfdan Hendriksen aflagde beretning og regnskab,
der enstemmigt godkendtes.
Beretningen fremhævede, al forholdene paa de to
børnesanalorier under krigen havde været tilfreds-
stillende. Stationerne havde haft tilstrækkeligt med
proviant, og driften var foregaaet normalt, uden at
arbejdet paa noget tidspunkt var blevet afbrudt,
ligesom sanatorierne havde været forskaanet for epi-
demier af alvorligere art.
Om opførelsen af det nye sanatorium ved Juliane-
haab fremhævede direktøren, at arbejdet havde staaet
stille under krigen, men at man nu med støtte baade
fra staten og private haabede snart at kunne paabe-
gynde fuldførelsen af bygningen.
Til nyt medlem af bestyrelsen i stedet for afdøde
statsrevisor Jens Vanggaard valgtes landstingsmed-
lem fru Lisbet Hindsgaul.