Grønlandsposten - 16.08.1946, Blaðsíða 19

16. August
GRØNLANDSPOSTEN
163
— og saa sætter man fysik i parantes efter gymna-
stik. Der er noget, der hedder fysiksløjd! Sløjd er et
af de fag, der burde være blandt de vigtigste i den
grønlandske skole, kan vel ikke blive det paa ud-
stedsskolerne, men burde blive det paa alle koloni-
skoler. De praktiske fag og iagttagelsesfagene burde
tage langt mere plads op, end de gør nu. Der findes
knap nok den nødtørftigste samling af fugle ved ko-
loniskolerne endsige de simpleste fysiske demonstra-
tionsgenstande. Børneskolen er næsten overalt en
utaalelig ørkenvandring i læsefag. Aarsagen til dette
ligger i styrelsesloven og i et uhyrligt fantom, den
kgl. anordning, der efter sigende er en slavisk kopi
(med de nødvendigste ændringer) af danske kom-
muneskoleanordninger, og som saadan etablerer en
utopisk ønsketilstand, der staar i grelleste misforhold
til virkeligheden.
Punkt 4 og 7 hænger sammen. Del synes ikke at
være gaaet op for udvalget. For mig hænger de to
punkter ogsaa sammen med punkt 3. Oprettelsen af
mønsterskoler, som jeg foretrækker at kalde central-
skoler, skulde have de bedste lærerkræfter. Sæt en
dansk lærer eller en dansk-seminarieuddannet grøn-
landsk lærer i spidsen for en centralskole i hver
koloni. Til hjælp gives ham en dansk lærer eller læ-
rerinde plus et par lærere eller lærerinder, uddannet
paa seminariet i Godthaab, alt efter elevantallet i
skolen. Giv lederen af centralskolen titel af skole-
inspektør, og lad ham være leder af skolerne i kolo-
nidistriktet. Skolekonsulenternes arbejde bibeholdes
som en del af efterskoleforstandernes arbejde, forud-
sat stadig, at de virkelig udfører noget for deres ho-
norar. Lad præsten i kolonien undervise, hvis han
har lyst og evner, men ellers passe sit. Ved udsteds-
skolerne ansættes lærere, uddannet paa seminariet.
Er de tillige kirkeligt interesseret, kan de jo efter en
særlig uddannelse faa det fulde kateketarbejde. Det
bemærkes, at dette forudsætter en omlægning af
seminariets undervisning.
Paa pladser, hvor læreren ikke har kirkelig ekstra-
uddannelse, kan de gejstlige forretninger vel betroes
til en vakt person, der kan have i’aaet en vis uddan-
nelse. Jeg er overbevist om, at kirken er bedre tjent
med en vakt lægmand end som nu med en lunken
kateket. Forøvrigt er det jo ikke præsterne forment
at rejse oftere, naar de ikke mere er forhindret af
skolearbejdet.
De mindre pladser faar vandrelærere. Det er punkt
6 i betænkningen. Hvorfor skal vandrelærere blot
være genstand for forsøg i faareavlsdistrikterne? En
vandrelærer 3 maaneder paa en boplads vil efter min
mening gøre mere gavn end en lærer hele aaret. Det
behøver man ikke at gøre forsøg med. En henven-
delse til Island og Norge om erfaringerne derfra
vilde være formaalstjenlig.
Betænkningens skoleinspektør indgaar ikke i denne
skitse, og den stilling forekommer mig ogsaa at være
et skrivebordsfænomen, som kun kan fostres langt
borte fra Grønland. For der er ingen, der skal bilde
mig ind, at skoleinspektøren faar egen fly, endsige
en nogenlunde driftssikker motorbaad. Man kan saa
gerne for mig udnævne en »kulturagent« eller, hvad
man vil kalde ham. Det embede kan faa alt det, sko-
len strengt taget uvedkommen, som var tiltænkt
skoleinspektøren.
Jeg kan ikke lade være med i denne forbindelse
al udtrykke el ønske. Det falder i traad med Ole
Vindings plan paa større sigt, men er ikke hans op-
findelse. Del er et faktum, at Grønlands Styrelse al-
drig blander sig i skolens forhold, aldrig udtaler sig
om rent skolemæssige problemer. Hvorfor? — Natur-
ligvis: Der er ingen inden for Grønlands Styrelse, der
har skygge af begreb derom. Det er ikke opløftende
for et lands skolevæsen, at dets højeste foresatte ikke
har begreb om skolesager, og dets konsulent i de
spørgsmaal er en præst, der ganske vist har været en
glimrende seminarieforstander — for 40 aar siden i
Grønland. Ole Vinding udtrykker det ønske, som de
fleste inden for skolevæsnet har udtalt i inderkred-
sen: Bare vi var under undervisningsministeriet!
Men man kan vel ikke vente, at en administration,
efter endelig at have faaet samlet alt under een hat,
skal være med til baade at tage det uhørt radikale
skridt at skille skole og kirke ad og ydermere give
skolen fra sig til et »konkurrerende« ministerium.
Den plan, der her er trukket groft op, og de be-
mærkninger, der knytter sig dertil, er tidligere gen-
nemtænkt og fostret af flere i mange diskussioner og
stille meditationer. Det er betænkningens jammerlige
lemfældighed, der har bragt mig dem i pennen.
Finn Gad.
Seminarielærer, cand. mag.