Grønlandsposten - 16.08.1946, Blaðsíða 29
16. August
GRØNLANDSPOSTEN
173
har set under krigen. De fleste unge piger vil helst
hjem igen, og der er ingen tvivl om, at ogsaa Grøn-
lænderinden nu er sig bevidst, hvad hun skylder sit
land og folk. Inger Preisler.
I en redaktionel Artikel i GRØNLANDSPOSTEN
for 1. Juni d. A. udtrykkes alvorlig Bekymring for
Følgerne af, hvad Bladet kalder »den Masseudvan-
dring af gode kvindelige Kræfter, som har fundet
Sted i Løbet af det sidste Aar«, hvorved »det grøn-
landske Samfund har mistet dets bedste kvindelige
Kræfter, som maaske aldrig vil vende tilbage igen«.
Og der spørges: »Er det ikke Synd for saavel Sam-
fundet som Pigerne?«
Jeg vil begynde med at betragte den sidste Del af
dette Spørgsmaal. Er det Synd for den enkelte unge
Grønlænderinde?
Hvis Erfaringen viste, at det som oftest var Synd,
d. v. s. at de paagældende i Reglen gik en kummerlig
Fremtid i Møde, vilde Ønsket om at komme til Dan-
mark næppe være saa almindelig udbredt blandt de
unge Grønlænderinder, som det nu er.
Det er jo yderligere saadan, at mange af disse
unge har sluttet sig meget nær til de danske Fami-
lier, hos hvem de tjener, og at de nærmest betragtes
som og behandles som hørende til Familien og ikke
som egentlig Tyende. Og deres nære Tilknytning til
Familiernes Børn er jo saa velkendt, at jeg ikke be-
høver nærmere at fremdrage den her.
Og paa den anden Side: »Hvad gaar de Glip af i
Grønland?« Tror nogen, at det er nemt for en Grøn-
lænderinde at se den Familie rejse, som hun paa sin
Vis har delt ondt og godt med i flere — ofte i mange
— Aar? Eller at hun ganske automatisk kan over-
føre en saadan Følelse til den nye Familie, som an-
sættes i den bortdragendes Sted?
Jeg spørger atter: »Hvad byder Grønland hende
ellers?« »Ægteskab« vil man maaske svare — men
jeg minder heroverfor om, at særlig paa Grund af
det store talmæssige Kvindeoverskud i Grønland
mangler omtrent 40% af de voksne Kvinder der i
Landet en Ægtefælle. Og det hænder da iøvrigt og-
saa, at de unge Grønlænderinder netop finder en
Ægtefælle under deres Ophold i Danmark, snart
mellem de danske, snart mellem deres Landsmænd i
snævrere Forstand.
Men saa Sagen set fra det grønlandske Samfunds
Side, hvordan tager den sig ud derfra? Der udtales
Frygt for, at et Flertal af de unge aldrig mere vil
vende tilbage til Grønland. Erfaringen viser dog, at
de fleste efter et kortere eller længere Ophold i Dan-
mark atter søger tilbage til deres Hjemland, og at de
saa med de Færdigheder, som de har erhvervet, og
med deres udvidede Forstaaelse af Kulturens Proble-
mer har ydet deres gode Hjælp til at føre det nye
Grønland frem.
Og de andre Grønlænderinder, de, som bliver i
Danmark, de glemmer aldrig deres Hjemland; i de-
res Hjertes inderste Kammer staar altid Ordet: Grøn-
land. De er i den danske Befolkning hver i sin Kreds
Grønlands faste delegerede. De gaar naarsomhelst i
Breschen for enhver Sag, som de føler har virkelig
Interesse for deres Landsmænd, og de er med til at
skabe og vedligeholde den Forstaaelse og den hjerte-
lige Forbindelse mellem de to Folkegrupper, som er
saa betydningsfuld for baade Grønland og Danmark.
Alfr. Bertelsen.
En Tak fra Fru Lise Munk.
Den i Grønland under Krigen udgivne Mindeud-
gave af Kaj Munks Digte gav en Indtægt paa Kroner
4033.90, som blev tilsendt Kaj Munks Enke, Fru Lise
Munk i Anvisning fra Grønlands Styrelse.
I den Anledning har Styrelsen modtaget saaly-
dende Brev fra Fru Munk, dateret 29. Maj.
Til
Grønlands Styrelse, Slotsholinsgade 10.
Da Forholdene har ført mig en Del paa Rejser
Foraaret igennem, faar jeg desværre først nu tak-
ket for det uventede og store Beløb.
Det var baade med Glæde og taknemlig Ydmyg-
hed, jeg modjog denne Tilsendelse. Jeg tror aldrig,
jeg har været saa rørt over at staa med en Anvis-
ning i Haanden, som den der der tilgik mig. Op-
havsmændene til Digtenes Udbredelse og hver ene-
ste af Beboerne paa den fjerne 0, som har tænkt
kærligt paa os, vilde jeg gerne trykke i Haanden.
Maa jeg bede »Grønlands Styrelse« med næste Post
derop bringe mine hjerteligste Hilsener?
Deres hengivne
Lise Munk.