Atuagagdliutit - 11.03.1954, Blaðsíða 3

nr. 5
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
99
Stedet hvor man skød med bue
— eller trækker op i bukserne
Geodætisk instituts „navnehold“ har fundet mange interessante sted-
navne i Grønland ----- benævnelser, som nu skriver historie.
De dybe fjorde, de høje brinker,
de stejle fjelde og de tusinder af øer
i Grønland skjuler historie, rummer
legender og sagn, sære skikke og be-
synderlige fortællinger bag knudrede
navne. Det er historie som ikke er
kendt, stykker af Grønlands sagas
vældige mosaik, skriver redaktør
Kjeld Rask Therkilsen i „Berlingske
Tidende" og fortsætter:
Hvert år i april—maj rejser Geo-
dætisk instituts arbejdshold ud med
kaptajn Balle og topograf E. Laursen
i spidsen. I sommer gik folkene om
bord i geodætskibet „Kivioit" i Hol-
steinsborg og drog derefter nordpå
til Diskobugten, hvor nye forunder-
lige ting er blevet gravet frem af de
ældre grønlænderes hukommelse.
Navn, saga og historie.
Der ligger historie i alle de opteg-
nelser, der gøres på navneholdets
rejser i disse år. Kaptajn Balle bar
samlet et vældigt fond af viden. Fjer-
ne tider dukker op, tider med heden-
skab og bloddåd, men milde kristne
legender, gamle stammers forfald,
nordboers kampe og eskimoers jag-
ter. Gamle navne minder om fordums
rige jagtpladser, hvor der nu slet in-
tet liv er. Hvalfangernes og hollæn-
dernes færden både før og efter Hans
Egede dukker op i navnene på fjelde
og pynter, der har tilknytning til
dramtiske begivenheder i den æld-
gamle hvalfangertid. Det er meget
ofte navne, der anvendes endnu, men
■som ingen mening har haft, før altså
nu Balle ved gamle grønlænderes
hjælp finder deres rigtige oprindelse
og deres ofte sære og forunderlige
historie.
Grønlænderne har fortrinsvis givet
fjeldene navne efter det, de umiddel-
bart syntes, de lignede, efter de asso-
eiationer, de har fået ved at se på
dem dag efter dag. Og det er næsten
altid sammenligninger med deres
egen eller deres jagtdyrs anatomi,
karakteristiske legemsdele, ting, som
de kender og forstår.
Der er tjmånaK. Byen i nordgrøn-
land bærer ikke navnet alene. Der er
snesevis af Omanak’er fra Kap Farvel
til Thule, fjmånak betyder simpelt-
hen hjerte. Og det er fjeldets form,
der har fået grønlænderen til at tæn-
ke på sælens hjerte, når det er skåret
ud af det nys fangede dyr.
Simiulan betyder prop. Og det er
blevet betegnelsen på en mængde
steder, hvor en ø ligger uden for en
fjordmunding, ligesom en prop i en
flaskehals. Altså propøen.
K’eiiertarssuaii, den store ø, er et
såre almindeligt navn. Og det er i
sandhed mange både store og små
øer i den grønlandske skærgård. Der
er også en del steder, der bærer nav-
net Akuliaruseli, næserodsstedet, der
er dannet som dalen mellem øjnene,
en kløft med blødt svungne linier,
hvorfra en fjeldryg, næsen rejser sig.
Det er rigtigt set. Associationen er
meget nærliggende.
Kangerdlugssuan. er kendt fra ra-
dioens vejrrapporter fra Grønland.
Det betyder simpelthen den store
fjord. Der er mange af dem, og deres
benævnelser varierer fra Kangerdluk,
slet og ret fjord til Kangerdluatsiaii,
en temmelig lille fjord, over Iianger-
dlagssuatsiau, en temmelig stor fjord,
og til Kangerdlugssiian, den helt sto-
re. Tindingen, Kingiglon, findes både
mod nord og mod syd, i Øst og i
Vestgrønland.
Og pludselig er der en ø, der hed-
der K’ioue, tilsyneladende helt uden
mening. Det er nemlig betegnelsen
på en sjælden måge med en lyserød
knop på næbbet. Den er meget sjæl-
den nu, men det viser sig, at netop
denne måge holdt til i stort tal på
denne 0 for generationer siden. Øen
vil altid herefter hedde K’ioive.
Alle danske kender Ivigtut, hvor-
fra vi får kryolit. Ivigtut betyder
egentlig stedet med græs. blere ste-
der i landet findes lignende navne,
f. eks. Ivigssuartåii, stedet med meget
græs. Modsat har grønlænderen og-
så fundet en særlig benævnelse på
områder, der er helt nøgne. Menuul-
sok hedder det bare fjeld, der ingen
fjer har, ingen græs eller bevoksning.
Det er i øvrigt det samme sted, som
de danske søfarende har kaldt Skin-
derhvalen, ikke langt fra Færinge-
havn.
Sagnet om bue-kampen.
Ofte må stednavnefolkene pejle sig
frem til meningen og den logiske
sammenhæng med de navne, som
befolkningen engang i fordums tid
har givet stederne. Kaptajn Balle traf
et fjeld, der blev kaldt underkæbe-
fjeldet, Men det ligner jo ikke en
underkæbe, sagde han til den grøn-
landske kendtmand. Næ, svarede
fangeren, men i dette tilfælde er det
underkæben af en hund. Andre ste-
der kan det være underkæben af en
ederfugl, man har fundet ligheden
med. Det kræver fantasi at følge
med, og ofte må man endog abstra-
here en hel del mere, end europæere
er vant til. — Nordbotiden og le-
genderne om kampene mellem skræl-
lingerne, de gamle eskimoer, og
nordboerne, tilflytterne. I Godthåbs-
fjorden netop ved indsejlingen til
udstedet Kapisigdlit ligger en lille
flad ø ved foden af et vældigt og
stejlt fjeld. Det hedder Pisigsarfik,
stedet, hvor man skød med bue. Hver
gang, man passerer fjeldet, kommer
man i tanker om sagnet.
På så tidligt et tidspunkt i histo-
rien, at fejderne endnu ikke præge-
de tandet, var en skrælling og en
nordbo gode venner. Men fjendskabet
var ved at vokse op. Der var kap-
pestrid imellem dem. De skulle vise
sig og fremhæve deres dygtighed,
blandt andet ved bueskydning. Så
spændte de et rensdyrskind ud på
en lille ø i fjorden og besteg så Pi-
sigsarfiks højder. Den, der ramte ved
siden af skindet, måtte styrte mod-
standeren i dybet. Grønlænderen
vandt, men han kunne ikke bringe
over sit hjerte at skubbe vennen ud
over fjeldkanten. Så stærkt følte
imidlertid nordboen sit nederlag, at
han selv styrtede sig ned fra det høje
fjeld.
Også herrnhuttermissionens tid er
levende i navnene. Ved indsejlingen
til skibshavnen i Godthåb er der et
næs, der stadig hedder K’avaup nåa,
K’avaks Næs. Det er det sted, hvor
man fandt liget af en sindssyg mis-
sionær, der styrtede sig på hovedet
ned ad Kugssångårfik, en brat skrænt
i nærheden af herrnhutternes høj-
borg, hvor nu det nye villakvarter
i hovedbyen er lagt.
Hvor man trækker op i bukserne.
Det er navnlig jagterne og dyrenes
verden, der danner baggrund for be-
folkningens navngivning af steder-
ne. Oplevelserne huskes — ofte på