Atuagagdliutit - 10.02.1955, Qupperneq 6

1954 bragte en fordobling af anke-
sagernes antal
Landsdommer Kisbye Møller om nogle landsretsdomme af almindelig interesse
A/G bringer her en omtale af
nogle af de retssager af alminde-
lig interesse, hvori der i efteråret
1954 er afsagt domme af Grøn-
lands Landsret. Dommene er gen-
givet i forkortet form; i nogle til-
fælde er bemærkninger, der sup-
plerer omtalen af de enkelte sa-
ger tilføjet med kursiv.
I sysselretternes tid, altså før
den grønlandske retsplejelov af
14./6. 1951 trådte i kraft, kunne
de af disse afsagte domme ikke
indankes for nogen højere ret.
Dette har retsplejeloven rådet
bod på, idet ordningen nu er den,
at så godt som alle retssager —
civile og kriminelle, faderskabs-
og skiftesager — i første instans
behandles af den lokale kredsret,
hvoraf der findes 16 langs vest-
kysten. Den, der er utilfreds med
en kredsretsdom, kan frit indan-
ke den for Grønlands Landsret:
I kriminelle sager kan så-
ledes såvel domfældte som ankla-
gemyndigheden begære sagen ind-
bragt for landsretten, i andre sa-
ger hver af parterne, kun ikke
den, der fuldtud har fået medhold
i sin påstand. Ankefristen er i
alle tilfælde 8 uger.
Ønskes en af landsretten i 2.
instans afsagt dom indanket for
Højesteret, kan dette ske med ju-
stitsministerens tilladelse. Anke
til Højesteret er hidtil kun sket
i eet tilfælde, og her blev anken
påny taget tilbage, inden Højeste-
ret havde behandlet sagen.
Indtil nu er kun et fåtal af
kredsretternes domme påanket til
landsretten, hvis arbejde over-
vejende har været administrativt
og vejledende. 1954 bragte dog
en fordobling af ankesagernes an-
tal i forhold til de foregående år.
A/G vil senere bringe et udvalg
af kredsretsdomme af almindelig
interesse.
Det er navnlig en række
kriminalsager fra Sydgrønland,
landsretten i den sidste tid har
haft lejlighed til at tage stilling
til. Den første, der skal omtales,
— og hvorom radioavisen og dan-
ske blade allerede har bragt en
kort omtale — vedrørte
3 unge mænds voldtægt
overfor en 15-årig pige.
Den 7. november 1951 ved 21-
tiden mødte to unge mænd fra Ju-
lianehåb en 15-årig pige på Havne-
vejen i Julianehåb og opfordrede
hende til at slå følge med dem. Det-
te indvilgede hun i, idet hun blot
regnede med, at de skulle spadsere
en lille tur. Da de havde gået et
kort stykke, kom en tredie ung mand
til, og de fulgtes alle tre ad hen mod
tankanlægget ved havnen. Da pigen
blev bange for, at de tre unge mænd
måske havde dårlige hensigter,
nægtede hun at gå med længere. De
unge mænd tog hende nu i armene
og trak af med hende trods hendes
modstand. De slæbte hende med om
bag krudthuset og forøvede efter tur
voldtægt eller forsøg på voldtægt
mod hende, idet de på skift holdt
hendes arme og ben. Under hele den
uhyggelige behandling råbte den
unge pige på hjælp og gjorde vold-
som modstand, men kunne intet
stille op overfor dem, idet de bl. a.
holdt hende for munden og kvalte
hendes skrig. Da de forlod hende,
sagde hun, at hun ville anmelde det
passerede til politiet, men de lo kun
ad hende.
Politiet i Julianehåb blev under-
rettet og afhørte de tre unge mænd,
der alle var 17 år gamle; de erkend-
te sig skyldige i voldtægt og forsøg
derpå, hvorefter de blev sat under
tiltale herfor.
Julianehåb Kredsret afsagde i
marts måned 1954 dom i sagen. Ef-
ter at de tre tiltalte i retten havde
erklæret sig skyldige, idømte kreds-
retten dem hver en bøde på 50 kr.
og gav dem samtidig påmindelse
om, at samfundet som helhed forka-
ster den begåede forbrydelse. Det
tilføjes i dommen, at der i genta-
gelsestilfælde vil blive idømt stren-
gere straf; retten fandt det derimod
ikke nødvendigt at sætte dem under
særligt tilsyn.
Ved domsafsigelsen modtog de
unge mænd straks dommen, hvor-
imod anklagemyndigheden påanke-
de den lil landsretten. Ved dennes
behandling af sagerne i august må-
ned påstod anklagemyndigheden un-
derretsdommen stadfæstet m. h. t.
skyldsspørgsmålet. Hvad foranstalt-
ningerne (straffene) angik, ønskede
den derimod i stedet for bøde de
tiltalte idømt forvisning i fra 1—2
år fra Julianehåb, og politiet fore-
slog 3 forskellige udsteder som op-
holdssted. Endvidere gik påstanden
ud på, at de tre in solidum, d. v. s.
i forening, skulle udrede en godt-
gørelse for lort og lidelse til den
unge pige på 300 kr.
Som retsplejeloven i alvorligere
sager foreskriver det, beskikkedes
der bisidder (forsvarer), der kunne
hjælpe de tiltalte under sagen. Da
deres forklaringer imidlertid ikke
stemte helt overens, fandt retten det
bedst at beskikke to besiddere, nem-
lig een for de to unge mænd, hvis
forklaringer stemte overens, og en
anden bisidder for den tredie. De
to bisiddere, en lærer og en overka-
teket, nedlagde påstand om, at de
tre tiltalte fik lov at forblive i deres
hjem, og at der beskikkedes dem
en tilsynsværge, således at der kun
anvistes dem ophold på en plads
udenfor deres hjemsted, hvis de
unddrog sig tilsynet.
De tiltalte genlog i landsretten de-
res tidligere afgivne forklaringer.
Den ældste, (der var næsten 18 år,
da de begik forbrydelsen), erkendte
sig skyldig i fuldbyrdet voldtægt og
medvirken til forsøg derpå, nemlig
ved at hjælpe de to andre. Disse to
erkendte sig ligeledes skyldige i for-
søg på voldtægt samt medvirken.
Disse forhold er overtrædelse af den
den 15./7. 1954 ikrafttrådte grøn-
landske kriminallov — der stemmer
med hidtidig retsopfattelse -— og
hvis § 51, stk. 1 begynder således:
„For voldtægt dømmes den, som til-
tvinger sig samleje eller anden køns-
lig omgang med en kvinde ved vold,
frihedsberøvelse eller fremkaldelse
af frygt for hendes eller hendes nær-
mestes liv, helbred eller velfærd ...“
Landsretten kendte herefter de tre
skyldige i de af dem tilståede for-
brydelser.
Det refereres i landsretsdommen,
at de tiltaltes bisiddere har gjort
gældende, at løse skikke i byen i
forbindelse med de tre tiltaltes ung-
dom er forklaringen på, hvad de har
gjort. Den ene bisidder henviste til,
at det ikke skulle være ualmindeligt,
at f. eks. danske søfolk og håndvær-
kere tiltvang sig samleje med piger-
ne i Julianehåb, uden at der i den
anledning skete dem noget.
Af dommen fremgår det dog, at
der ikke er tillagt disse synspunkter
betydning bortset fra den formilden-
ile omstændighed, at de var så unge.
Hvad valget af foranstaltninger an-
går, har retten lagt vægt på, at de
tre dømte var meget unge, samt at
de ikke tidligere havde været tiltalt
eller dømt for lovovertrædelser.
Retten fandt herefter ikke tilstræk-
kelig grund til at følge anklagemyn-
dighedens påstand om forvisning
fra deres hjemsted, men anså det
for hensigtsmæssigt alene at beskik-
ke tilsyn for dem i indtil 1 år; her-
efter kan de alle tre, der har arbejde
på deres hjemsted, forblive ved det-
te. Da retten imidlertid forudså den
mulighed, at beskikkelse af tilsyn i
det foreliggende tilfælde måske ville
vise sig ikke at være tilstrækkelig
virkningsfuldt, blev der i dommen
taget det forbehold (som kriminal-
loven giver hjemmel til) at en mere
indgribende foranstaltning under en
genoptagelse af sagen vil kunne
iværksættes, hvis de dømte ikke
indordner sig under tilsynet. Da ret-
ten endvidere mente, al den ældste
af dem havde taget initiativet til
forbrydelserne, blev der for hans
vedkommende fastsat det vilkår, at
han i tilsynstiden ikke må færdes
ude om aftenen efter kl. 21, med-
mindre hans arbejde gør det nød-
vendigt. Den påståede godtgørelse
for tort og lidelse fandt retten be-
rettiget, men beløbet blev dog efter
omstændighederne nedsat til 150
kr.
Som det vil forslås af dette referat
af dommen, liar retten ikke lagt
vægt på det af bisidderne anførte
om tøse skikke i Julianehåb, og del-
er i det hele taget ikke i dommen
nævnt noget om hensyn til sædvane-
regler. Ved ikke blot al idømme til-
syn, men også lage forbehold om
mulighed for strengere foranslallniit.
ger samt ved at pålægge erstatning,
betyder landsretsdommen en skær-
pelse af kredsrettens dom, der som
nævnt alene idmte de tiltalte hver en
bade på 50 kroner.
Der er i overensstemmelse med
kriminallovens ånd især set på,
hvad der kunne gøres for at hjælpe,
de unge mænd til at fore en pletfri
tilværelse, og lier er det navnlig til-
lagt betydning, al de kunne forblive
i deres respektive hjem og her få
hjælp og slotte. Men samtidig er
dommens bestemmelser om, at til-
synet ændres lil noget mere indgri-
bende, hvis de dømte ikke opfører
sig ordentlig, og om erstatningen
udtryk for, at samfundet værger sig
imod sådanne forbrydelser og på-
lægger de skyldige at yde deres offer
oprejsning.
Ikke bevis nok lil at dømme
for tyveri.
I februar måned 1954 skete der
et indbrudstyveri i Den kongelige
grønlandske Handels pakhus 24 i
Julianehåb, ved hvilken lejlighed
der blev stjålet flere kartoner ciga-
retter, nogle kasser cigarer samt et
par nye benklæder. Kort efter blev
to unge mænd fra Julianehåb an-
holdt og sigtet for tyveriet. Den ene
aflagde straks fuld tilståelse og ind-
rømmede, at han havde skaffet sig
adgang til pakhuset ved at sparke
en rude itu, og sagen er for hans
vedkommende forlængst afgjort.
Under sagens behandling hævdede
han dog, at han ikke havde været
alene om indbrudet, idet en jævn-
aldrende havde været med. Han for-
klarede, at de havde været til danse-
mik sammen, og at de, da de gik
derfra, var 'blevet enige om at ville
begå indbrud i pakhuset. Han havde
så sparket en rude ud og var krav-
let ind, mens kammeraten havde
stået vagt. Såsnart han var kommet
ud fra pakhuset, havde han selv for-
ladt stedet og kunne ikke sige, hvor-
vidt kammeraten havde været inde
i pakhuset, og om han havde tileg-
net sig noget.
Under politiafhøringen nægtede
kammeraten overhovedet at have
været sammen med domfældte ved
pakhuset den pågældende aften. De
havde været sammen til dansemik
i et hus, men forladt det på forskel-
lige tidspunkter og ikke senere på
aftenen eller natten været sammen.
Politiet fandt dog at burde rejse til-
tale også mod kammeraten for tyve-
ri (kriminallovens § 72) eller med-
virken dertil.
Under afhøringen i kredsretten
hævdede denne sin uskyld og sagde,
at han fra dansemikken havde begi-
vet sig direkte til elevhuset ved sy-
gehuset, hvor han blev til næste
morgen. Et par vidner, bl. a. den
person, der allerede var dømt for
tyveriet, holdt på, at tiltalte havde
været ''ed pakhuset den pågældende
aften. Et vidne, der, da ruden blev
slået ind, opholdt sig i nærheden af
pakhuset, mente således, at han
kunne kende tiltalte blandt andet
på gangen. Kredsretten fandt trods
tiltaltes benægtelse at burde anse
ham for skyldig i medvirken til ty-
KingmeK KinnigtoK ttmånap Kagtorngisa ardlånut KutdlartcrsimavoK igdloKarfingmut
kangérdlungmutdlo issikiviligåtsiåmut.
En slædehund er gået op på et af Umanaks omliggende fjelde, hvorfra den skuer ud over
hyen og fjorden. (foto: Henning Rovsing Olsen).
6