Atuagagdliutit - 10.02.1955, Síða 7

veriet og idømte ham en bøde på
250 kr. samt erstatning til Hande-
len.
Tiltalte påankede straks efter
domafsigelscn dommen til landsret-
ten med påstand om frifindelse. An-
klagemyndigheden påstod for lands-
retten kredsretsdommen stadfæstet.
Landsrettens tre medlemmer var
dog enige om at 'frifinde tiltalte. Det
siges i dommen, at retten mod hans
benægtelse finder det betænkeligt
at antage, at han har tilegnet sig no-
get ved indbrudet; særlig betydning
tillægges det herved, al han ikke på
noget tidspunkt er fundet i besiddel-
se af ting, hidrørende fra pakhuset.
Forsåvidt angår medvirken til ty-
veri udtaler dommen, at selvom det
kan anses for sandsynligt, at tiltalte
den nævnte aften har ledsaget tyven
til pakhuset —- hvilket bestyrkes af
det vidne, der mente at have set til-
talte der finder retten det ikke
tilstrækkeligt godtgjort, at han har
medvirket til det forøvede indbrud.
Det var med andre ord ikke bevist,
at han havde stået vagt for den an-
den. —
l kriminelle saner er del en fast
regel, at enhver rimelig tvivl om be-
viset skal komme tiltalte til gode.
Helte betyder naturligvis ikke, at
man ikke —- når man finder bevi-
serne mod ham tilstrækkelige — kan
damme en person mod hans benæg-
telse; det er da også flere gange sket
ved domstolene heroppe. Men lands-
retten har altså i denne sag ikke
ment at have tilstrækkeligt bevis til
domfældelse.
Vådeskudsulykke under fangsttur
Kredsretterne i Julianehåb og Na-
nortalik afsagde for nogen tid siden
dom i sager, hvori fire fangere fra
Plt n °S Julianehåb stod som til-
talte: A. for uagtsomt manddrab og
overtrædelse af reglement ang. be-
handling af skydevåben, B. for med-
virken til uagtsomt manddrab samt
overtrædelse af reglementet og en-
Up\g L. og D. alene for overtrædelse
af dette.
Reglement af 22./7. 1914 angående
'behandling af skydevåben (fastsætter
bødestraf for „den, der ved et be-
boet sted stiger ud af sin kajak uden
at aflade sin bøsse, henlægger en
baglader med patron i eller en ladt
forlader med fænghætte på og for-
lader den“. Reglementet siger, at
dette gælder, hvad enten bøssen er
en riffel eller en haglbøsse, ligesom
sirat kan anvendes på den, der lader
sme ladte patroner ligge ude ube-
vogtet.
Grunden til tiltalen var, at en
lernte fanger (E.) på en fangsttur i
naj 1953 var blevet dræbt ved et
adeskud fra en riffel, der var lagt
Pa niotorbådens maskinhustag. De
o fangere var taget ud med en mo-
torbåd tilhørende D. samt deres ka-
jakker for at skyde sæler. Efter at
havde afsluttet jagten fra kajak
ni fuel, „ste(K ville E. stige ombord i
sin i ^å'den, idel han samtidig trak
, aiak op i den. A., som havde
se\U °a hh^ersøgt B.s riffel, havde
’ at ber var en patron i kammeret
re tiag! riflen fra sig uden at sik-
villo n\ h°S da 1 riflens skæfte og
mod n y te ,den; den slog derved
Skaf gej hårdt> hvorved skuddet
g k af og dræbte E. — A. havde al-
iki? , v ejct en riffel og kendte
sfrifb-t• Cn Pa8ældende riffels kon-
\f10n .°8 låsetøj. B. havde lagt
..... Ira sig med patron i, men sik-
’ ^.jtt havde set, at A. stod med
vm,/ ,nden kort før, det skæbnes-
vangre skud gik af.
Ivqi tsse forhold blev nærmere op-
tei-n v* torklaringerne i krcdsret-
" • A; erkendte sig skyldig i an-
1 »agen for uagtsom manddrab. Rif-
nå Sf ejer der havde sikret den
rømnsvarlig ‘både, kunne vel ind-
uforsin*-av h,aVu SJ°rt sig Skyldig i
riffet <? tghed ved at have lagt sin
ind i h/.stg således, at piben pegede
dig i m ,n’ men anså sig ikke skyl-
drab pedyirken til uagtsomt mand-
riffet c,.y der ligeledes havde lagt sin
nå »r. *sig m°d Patron i kammeret
være f„Srdafn hiåde, at den kunne
- . e tailig for de andre, kunne ikke
kende sig skyldig i noget ulovligt.
Utl samme gjaldt D., der henviste
til, at han befandt sig nede i ma-
skinrummet, da ulykken skete, og
ikke havde set, at der var rifler an-
bragt med løbene vendende ind i
båden; havde han set det, ville han
have påtalt det. Han forklarede, at
han altid selv afladede sin riffel, før
han gik ombord i motorbåd eller
kajak, og at han havde anbragt sin
egen riffel i kahytten uden påtron
i kammeret; der var patroner i ma-
gasinet, men riflen var sikret, såle-
des at de ikke kunne komme op i
kammeret.
Kredsretten i Nanortalik fandt A.
og B. skyldige efter anklagen, hvor-
imod den frifandt D. under hensyn
til det af ham forklarede. A. idømtes
en bøde på 50 kr. og en erstatning
til den dræbte fangers enke på 100
kr. årlig i 5 år samt pligt til i samme
tidsrum al yde hende hjælp, dels
ved at samle hø til hende, dels ved
at være med til at samle hendes får.
B.s bøde blev sat til 100 kr., og han
skulle yde enken en erstatning på
125 kr. årlig i 3 år.
C. fik sil forhold pådømt i Juliane-
håb Kredsret. Denne ret gik nærme-
re ind på spørgsmålet om, hvorvidt
der forelå e>n overtrædelse af regle-
mentet af 1914. Da de pågældende
havde været midt i fangstområdet,
da ulykken skete, og reglementet
kun omtaler, hvordan man skal for-
holde sig, når man kommer hjem fra
jagt, fandt retten ikke, at reglemen-
tet var overtrådt. Dog burde delta-
gerne havde været klar over, at det
var forkert at have ladte bøsser lig-
gende pegende på folk, hvorfor C.,
da de andre begyndte at gå ombord,
burde have anbragt sin riffel f. eks.
agter bagved maskinen med løbet
pegende udefter. For denne uforsig-
tighed idømtes C. en bøde på 30 kr.
Dommene blev af anklagemyndig-
heden anket til skærpelse og med
påstand om erstatning til enken på
ialt 10,000 kr. I landsretten gentog
de tiltalte deres forklaringer fra
kredsretterne uden væsentlige æn-
dringer.
Landretten kom til det resultat, at
ingen af de tiltalte kunne dømmes
for overtrædelse af reglementet fra
1914. Reglementet taler nemlig alene
om, at man ved ankomst til beboede
steder skal aflade rifler ved at tage
patronen ud af kammeret. „Retten
finder heller ikke, at bestemmelsen
vil kunne anvendes analogt på det
foreliggende tilfælde, idet den må
antages at sigte til den situation, at
man vender hjem, efter at jagten er
endelig afsluttet. Især regulativets
grønlandske tekst taler klart om an-
komst til beboede steder . . .“
Derimod blev A. ligesom ved
kredsretten dømt for uagtsomt
manddrab (kriminaltovens 8 58);
lian havde — fastslår landsretten —
handlet uforsvarligt ved at have
trukket riflen til sig på den beskrev-
ne måde, skønt han vidste, at den
var ladt, og ved sin farlige handle-
måde havde han været skyld i E.s
død. Landsretten nøjedes dog med
at idømme ham en advarsel samt er-
statning; da han ikke økonomisk
var sådant stillet, at han kunne be-
tale kontant erstatning til enken,
skulle den udredes i form af arbej-
de: 14 dages arbejde hvert forår
med samling af får og 14 dage hvert
efterår med høslæt, begge dele i 5
år og efter, nærmere vilkår fastsat
af fåreavlsbestyreren i Julianehåb
og den stedlige fåreholderforening.
Hvad angår B. (riflens ejer) fandt
landsretten nok, at han havde hand-
let uforsvarligt, men kunne dog ikke
anse ham for medskyldig i uagtsomt
manddrab; han havde nemlig kun-
net vente, at A., som er fanger, efter
at have undersøgt riflen atter havde
bragt den tilbage i den sikrede
stand, i hvilken B. havde lagt den
fra sig: B. blev derfor frifundet.
Der blev iøvrigt under sagen af-
givet en vidneforklaring af en 60-
årig fanger, der havde været med
på motorbådsturen, som kan have
almindelig interesse: Han sagde, at
når han var på jagt i kajak -— jian
er sjældent på fangst fra motorbåd
og bevægede sig fra eet sted til
et andet, tog han altid patronen ud
af kammeret. Denne fremgangsmåde
anvendte de ældre fangere, men den
yngre generation var ikke så forsig-
tig. En flytning fra eet sted til et
andet under en fangsttur ville han
dog ikke betragte som en afbrydelse
af' jagten. Den yngre generation
brugte vistnok at have deres rifler
stående med patron i kamret, men
selvfølgelig sikret og med nedlagt
hane, og dette mente han ikke var
uforsvarligt, hvis der ellers udvistes
forsigtighed.—
Ulykker under jagt — både fra
land og drevet fra kajak, men vel
især på motorbådsture — er jo des-
værre ikke så sjældne. En ulykke
med dadelig udgang skete således
fornylig ved Godthåb under fugle-
jagt fra motorbåd og har givet an-
ledning til en drøftelse i „Kamik-
ken“, om der ikke evt. ved lands-
rådsvedtægt burde indføres visse
sikkerhedsregler til forebyggelse af
den slags ulykker.
Også foranstående dom — der
slår fast, at reglerne i det gamle reg-
mdh efter jagtens endelige afslutning
lement fra 151't kun gælder, når
når til et beboet sted — lyder på,
at der er behov for nogle tidssva-
rende regler om forsvarlig behand-
ling og brug af skydevåben. Det bor
dog nævnes, at vi i kriminaltoven
har een bestemmelse, som (skønt
den er så snævert affattet, al der
f. eks. i den omtalte sag ikke var
mulighed for at anvende den) i vis-
se tilfælde af groft uforsvarlig om-
gang med farlige ting (f. eks. skyde-
våben) gør selve det at ud-
sætte andre for fare k r i -
in i n e 11. Del er kriminallovens §
64, der siger:
„For uforsvarlig omgang med far-
lige ting og lignende dommes den,
som forsætligt eller uagtsomt over-
lader barn under 10 år, sindssyg,
åndssvag eller beruset person farligt
våben, sprængstof eller andre farlige
genstande.
Del samme gælder den, der for
vindings skyld, af grov kådhed eller
på lignende hensynsløs måde volder
nærliggende fare for nogens liv, før-
lighed eller sundhed".
Er en ul y k k e ske l, er de
bestemmelser, hvorefter forholdet
kan være kriminelt, dels ovennævn-
te § 58 („For uagtsomt manddrab
dømmes den, som uagtsomt forvol-
der en andens død".) dels —■ hvis
nogen bliver alvorligt såret uden dog
al do deraf — 2 p)o/. f voldspara-
graf fen 60, horef ter „ den, som
uagtsomt tilføjer en anden betydelig
skade på legeme eller helbred", dom-
mes for vold. Endelig kan det ved
dom pålægges den eller dem, der
har ansvaret for ulykken, at betale
erstatning til den skadelidte selv
eller, hvis han er død, til dem, der
ved ulykken har mistet en forsør-
ger.
Forvist tu fåreholderboplads.
En 25-årig mand blev i november
1953 sigtet for at have stjålet 87
dollars fra skipperen på en engelsk
trawler, der lå i Julianehåb. Politiet
fremstillede ham i grundlovsforhør
for kredsdommeren, hvor han ind-
rømmede tyveriet; da man mistænk-
te ham for endnu et tyveri, blev han
ved kendelse tilbageholdt (fængslet)
i 3 dage, for at han ikke skulle kun-
ne påvirke eventuelle vidner. Da po-
litiets undersøgelser imidlertid ikke
gav tilstrækkeligt grundlag for til-
tale, kom han derefter igen på fri
fod, og der blev ikke rejst tiltale for
dette andet forhold.
Foruden dollarstyveriet blev han
derimod også tiltalt for at have op-
trådt som mellemmand for besætnin-
gen på den engelske trawler, idet
han for en fortjeneste på 20 dollars
og en fl. whisky havde skaffet sø-
folkene i forbindelse med kvinder.
(Et sådant forhold er nu en over-
trædelse af kriminallovens § 55, stk.
2). Endelig blev lian tiltalt for nogle
husfredskrænkelser (kriminallovens
§ 69), dels for kl. 5 om morgenen
at være kravlet ind ad vinduet til
en kvinde mod dennes ønske og dels
for flere gange at have indfundet sig
på sygehuset uden at have noget
ærinde der, skønt han gentagne gan-
ge var blevet jaget bort af nattevag-
ten.
I kredsretten erkendte tiltalte at
have begået alle de nævnte forhold,
hvorefter denne fandt ham skyldig i
tyveri, fremme af kønslig usædelig-
hed samt husfredskrænkelser. Tiltal-
te (der flere gange tidligere var
idømt bøder for forskellige overtræ-
delser) blev herefter idømt følgende
foranstaltninger: En bøde på 500 kr.,
konfiskation af sin ulovlige fortje-
neste samt 1 års afholdspålæg; end-
videre idømtes han først tvangsar-
bejde i Julianehåb og derefter forvis-
ning til Sydprøven eller Sletten med
tvangsarbejde ved fiskeri i indtil 7
måneder; han fik forbud mod at
opholde sig på havnepladser og om-
bord i skibe samt at opholde sig på
sygehusets område uden gyldig
grund. Endelig skulle han betale
sagsomkostningerne med 100 kr.
Sagen blev af anklagemyndighe-
den anket til landsretten, idet man
dels ønskede den idømte bøde og
tvangsarbejdet ændret til forvisning
i indtil 2 år og de øvrige forbud for-
længet på samme måde, dels ønske-
de ham fritaget for betaling af sags-
omkostninger. Tiltalte, der hidtil
havde erkendt sig skyldig i alle for-
holdene, nægtede sig nu skyldig i ty-
veriet, idet han forklarede, at den
engelske skipper havde bedt ham
opbevare pengene. Landsretten
fandt imidlertid, at tiltalte var fun-
det i besiddelse af de 86 dollars, an-
bragt i en madras, der tilhørte ham,
samt have tilstået sig skyldig i tyve-
riet overfor kredsretten og først nu,
efter skipperen ikke længer befandt
sig i Grønland, ændrede sin for-
klaring, var det sandsynligt, at til-
talte havde stjålet pengene. Dette
støttedes også af en afgiven vidne-
forklaring. For de øvrige forholds
vedkommende lå skyldsspørgsmålet
klart, hvorfor landsretten henførte
hans overtrædelser under de oven-
for nævnte bestemmelser i kriminal-
loven.
Hvad foranstaltningerne angik,
skærpede retten dommen, i hoved-
sagen efter politiets påstand. Da til-
talte havde vist vanskeligheder ved
at tilpasse sig forholdene i Juliane-
håb og allerede i nogen tid havde
opholdt sig på fåreholderboplads,
dømte man ham til ophold på denne
boplads i indtil W-i år, idet man
fandt det sandsynligt, at han i sær-
lig grad ville udsættes for at begå
forbrydelser, hvis han forblev i Ju-
lianehåb. Forbudet mod adgang til
al opholde sig på skibe, konfiskatio-
nen og nfJlotiispAlægget opretholdtes,
idet det sidste dog udviedes til at
gælde i indtil 1M> år. Man beskik-
kede den stedlige fåreholder til til-
synsværge for ham og bestemte ud-
trykkeligt, at tiltalte kun måtte for-
lade bopladsen under ledsagelse af
tilsynsværgen. Endelig fandt man
med hensyn til sagsomkostningerne,
at der ikke i en sag som den forelig-
gende var hjemmel til at pålægge
ham at betale disse, hvorfor de skul-
le udredes af det offentlige.
Intet er kriminelt uden hjemmel.
I februar 1954 afholdt Arbejder-
foreningen i Julianehåb fest i for-
nunavttne utorKaunerpåK, Louise Motzfelilt,
NarssaK, 90-inik ukiulik.
Grønlands ældste, den 90-arige Louise Motz-
feldt, NarssaK, Julianehåb.
7