Atuagagdliutit - 19.05.1955, Side 5

Kan der oprettes gartnerier i Grønland?
Efter at have tilbragt min første
at i (id land, jeg lige fra mine før-
te læreår havde hørt så meget om
°8 længtes efter at se, vågnede jeg
W en dyb og smertelig skuffelse.
, er lå nemlig et centimetertykt rim-
På blomkålsbladene, og kartof-
°ltoppene var svedet sorte.
. Havde det nu været ben på efter-
‘,J'et, havde der ikke været så meget
oq s.*®e Hl (lel> men datoen var den
juli, og fåreavlsbestyrer Christen-
|Cri kunne ikke med bestemthed ud-
a e sig om, hvorvidt det drejede sig
?m den sidste forårsfrost eller den
ørste efterårsfrost, men tilføjede
an> det er kun herude i kolonicr-
e den slags klimatiske uhyrlighe-
l r finder sted, inde i fjordene er
,.er sikkert ikke sket nogen synder-
*8 skade, hvilket da også viste sig
at være tilfældet, da vi få dage sene-
!e med stationens motorbåd foretog
aØdgang i Kagssiarssuk.
. Her stod alting så frodigt, at jeg
|gen begyndte at finde det naturligt
at også en gartner var rejst til Grøn-
and for at se på, hvilke muligheder
er måtte være for en mere intensiv
dyrkning af havesager end der ind-
d da var praktiseret.
Ingen må tro, at jeg opfattede mig
,elv som en slags apostillerput for
lavebruget. Jeg vidste en del om,
Jvad der allerede var præsteret på
dette område såvel af kolonibestyrere
s°m andre tjenestemænd, ikke at for-
lemme de specielt plantekyndige
tareavlsfolk.
. Og hvad fik jeg så ud af de få uger
je8 var heroppe, og hvilken nytte
j ar andre evt. fået ud af, at styrelsen
1948 gav mig denne mulighed?
. Het blev selvsagt ikke store ting,
j nvert fald ikke til iøjnefaldende
°rdele for alle, som ville kaste sig
aver havedyrkningen, ejheller skete
. r synderligt på dette område, hvor
le8 blev aftvunget de dyreste løfter:
sta,Hg opsendelse af frisk frugt og
8rønt, for hvilket der åbenbart var
e.^ behov som atter og atter blev be-
ynet meci sprogets allerstærkeste
r(E Ved min tilbagekomst havde mi-
e kolleger lidt vel rigeligt af frugt
°g
grønt, og der blev organiseret en
Øpsendelse, som vel også kom til nyt-
e sine steder, men hvad der senere
tr sket, kan jeg kun gætte på.
* betragtning af den betydning
<jri mere fuldlødig kost kunne få for
grønlandske befolkning, hvilket
j.He nok er fremført af adskillige
pgfolk, deriblandt tubekuloselæger,
andt jeg at det var en naturlig sag
fm der udnævntes en mand til at
* Se udviklingen og komme med
.?rsiag til fordeling af såvel produk-
1 °nen af friske havesager i Grøn-
tiv r SOrn metoder til en mere effek-
tal orsyniug — uden de altfor store
3 undervejs — hernedefra, og den
j.jSanisation, som havde udlånt mig
da ' Un„ HUe orienteringstur stillede
m, °Sså forslag til en ordning, som
dor? Vd'e iJebyrde Styrelsen -— eller
Partementet —- med anden udgift
ken .uukøfaling af forslaget, hvil-
tie knidlertid synes at være ude-
ir..VeE Sagen havde øjensynlig ingen
de 6ljesse- ticn det er over mit liove-
(j ’ dct regner med bebrejdelser. For
. 8 at gøre noget søgte jeg at skabe
q ø'esse for denne sag som for
lla?n]aud i det hele taget, og har
1(1(1 lejlighed til at holde hen imod
Ph'l foredrag> som takkøt være dr.
kitn Hansen m. fleres velvilje
till nf ledsages af smukke farvelys-
nOal er‘ Det er nok muligl’ at ieS
tørt G gange halvt i spøg har frein-
bCd (tøt som min opfattelse, at det
ste ville være at sejle op og hen-
te samtlige beboere i Grønland her-
ned og lade dem fæste bo f. eks. på
Læsø eller Anholt, give dem sunde
og tidssvarende boliger samt den er-
næring, som betinger en sund slægt,
kort sagt delagtiggøre dem i den ci-
vilisation, som vi alle anser som den
eneste saliggørende, og som vi i hvert
fald ikke længere kan forholde noget
folk.
Så kunne de, der havde lyst evt.
tage derop i sommertiden for at dri-
ve erhverv, hvis sådant fortsat er
muligt, eller landet med sin eneståen-
de dejlige natur kunne blive verdens
mest søgte turistland. Man smilte nok
højlydt over mit forslag, men da jeg
en dag stod på den Internatio-
nale Højskole i Helsingør og talte om
Grønland, havde „Umanak“ besvær
med at forcere isen i de danske far-
vande med sin last af % hundrede
grønlændere, så man har altså be-
gyndt, men hvorfor vente, til de er
blevet syge?
Det har glædet mig oprigtigt at er-
fare med hvilken interesse og offer-
vilje professor C. A. Jørgensens be-
stræbelser for plantning af skov i
Grønland er blevet modtaget „på høj-
este plan“, som det nu hedder, og
jeg kunne ønske at blot en brøkdel
af denne interesse kunne kastes over
på den efter min opfattelse mindst
lige så ønskelige produktion af fri-
ske havesager.
Jeg ved, at der fra fåreavlsfolkene
side vises god vilje, men viljen er
ikke altid tilstrækkelig. Der er græn-
ser for, hvad selv dygtige mænd kan
præstere, og den fåreavl, der nær-
mer sig nedslagtning af halvvilde
flokke, har såre lidt med planteavl
at gøre, og da slet intet med have-
dyrkning.
Tværtimod kan det tænkes, at de
småforsøg, som trods alt gøres hist
og her, kan have vanskeligheder med
disse „altædere“.
Og så er årene gået. Undertiden
har jeg fået betroet en halv- eller hel-
officiel opgave vedrørende proble-
merne. Statens husholdningsråd har
således taget mig med på råd ved-
rørende opbevaring af kartofler. —
Spørgsmålet var rejst som følge af
et nødråb fra en overlæge, der kun
havde hospitalsgangene at deponere
disse følsomme knolde på og som
erkendte, at de havde skæmmet sig
betydeligt, inden man nåede at få
nye forsyninger. Jeg betegnede i
denne anledning hele dette vigtige
spørgsmål om transport og opbeva-
ring som en tragedie, men håber for-
holdene har hedret sig.
En anden gang var det galt med
blomkålene deroppe. De fik misdan-
nelser, som ikke kendtes her nede
fra, og først efter at samtlige kapa-
citeter på området havde måttet gi-
ve op, viste det sig, at fænomenet
optrådte såvel i Norge som andre
steder. Man har kunnet henføre det
til molybdænmangel.
Måske var jeg ikke helt uskyldig
i, at dette ejendommelige tilfælde
blev slået lidt hårdt op med det re-
sultat, at efterspørgslen efter dette
vidunderstof steg til højderne. Hvor-
vidt de småforsøg, som jeg tilrådede
at udføre ved fåreavlsstationerne og
andre steder har ført til positive el-
ler negative resultater er jeg til dato
uvidende om.
Da jeg vendte hjem fra Grønland
medbragte jeg en del jordbundsprø-
ver som velvilligst undersøgtes af
professor S. Tovborg Jensen ved
Landbohøjskolen. De viste næsten al-
le, at der igennem lange tidsrum
er oplagret store mængder af plante-
næring i det muldlag, som ved be-
boede pladser ofte er ret dybt, og da
jeg som havedyrker gik ud fra soin
en selvfølge, at det var på sådanne
felter der måtte tænkes på udvidet
havedyrkning, slog jeg til lyd for, at
det var mere rigtigt at gå i gang
med forbedring af jordens fysiske
struktur end en tilførsel af store
mængder af rene kemikalier, hvilket
erfaringsmæssigt kan være medvir-
kende til at fremkalde uheldige for-
skydninger i stoffernes indbyrdes
balance og binding af mikronærings-
stoffer.
Da der senere fandt omfattende
undersøgelser sted, hovedsagelig af
„rå“ jorder uden muldjordslag, viste
det sig, som naturligt var, at sådan-
ne ikke havde oplag af nogen art.
Disse mine tilsyneladende modstri-
dende resultater burde ikke være ud-
nyttet på den uheldige måde, som er
sket. De kunne allerhøjst være beret-
tiget til at vise, hvor forskellig en
havemand og en landmand ser på
sagen. At jeg allerede for en snes år
siden foreslog at springe det land-
brugsmæssige stadium over i Grøn-
land og gå direkte til havebruget,
således som det med tiden vil gå
overalt i kulturstaterne, nævner jeg
blot i forbifarten. Det vil fremgå af
det foregående, at jeg ikke regner
hverken fåreavl eller tamrener til
egentlig landbrug.
Jeg tog netop i 1945 et billede fra
et forsøg på at lave havebrug på ikke
tidligere opdyrket jord, hvilket var
grebet an på den måde, at hele græs-
tørven med alle dens værdistoffer
omhyggeligt var skrællet af og an-
bragt som fårebeskyttende volde om-
kring arealet. Resultatet var sand-
flugt og kummerlig spiring af det
frø, som ikke var blæst bort med
sandet.
Vi er her inde på noget, som giver
en slags forklaring på, hvorfor pot-
teplanterne gror så forbavsende
godt under de ikke altid helt ideelle
voksevilkår, som kan bydes dem her-
oppe med den lange lysfattige vinter
og stærke kunstige varme.
Det er simpelthen den kvælstof-
virkning, der opnås ved at bringe
stærk humusholdig jord ind til en
temperatur, hvor mikroorganismer
formerer sig så kraftigt, at de kan
frigøre salpeterforbindelser i samme
takt, som planterne formår at optage
disse. Den samme omdannelse finder
ikke sted ude på friland, fordi som-
merens temperatur er for lav og for
kortvarig.
Heraf følger, at glas, evt. plastik-
dækkede arealer, hvilket kan frem-
bringe tilstrækkelig høj temperatur,
ikke alene er det ideelle med hensyn
til beskyttelse mod ugæstmildt vejr-
lig, men også i ren ernæringsmæssig
henseende.
Skal vi da til at udvide dette glas-
dækkede areal i Grønland på en må-
de, der batter noget? Ja, hvorfor ik-
ke? Kan det betale sig at dyrke plan-
ter under glas hernede, må det da
være endnu mere fordelagtigt derop-
pe, hvor der er rigeligt med lys i
sommertiden og rigeligt med kul til
den opvarmning, der er nødvendig.
Det er en selvfølge, at vi til at be-
gynde med kun interesserer os for de
kulturer, som kan nøjes med det lys,
naturen giver, for selvom kunstigt
lys kan anvendes, er dette foreløbig
så dyrt, at der næppe kan være tale
om fremstilling af de planter, som
det gælder om at have i beredskab
til udplantning i drivhusene.
Selvom det er en kendsgerning, at
der f. eks. ved Ivigtut er præsteret
fortræffelige tomatkulturer, er jeg
dog ikke sikker på, at det netop er
H. C. Andcrsenip igdluane. tuluk issigingnårtitsissarton Michael Redgrave OKalugtualiortorssflp agdlagfiane igsiavon oaalugtualiaisa
iléinik atuvféssivdlune. luinge nulialo naj uput, pisimassoK radiokut autdlak&tineKarpoK nunarpftiuitdlo radioisigdrtincKardlunisaoK.
Fra festlighederne i li. C. Andersens Hus. Michael Redgrave sidder ved digterens skrivebord og læser bl. a. „Grantræet“, medens
kongeparret i H. C. Andersens stue overværede begivenheden, der blev transmitteret af adskillige landes radiostationer.
5