Atuagagdliutit - 20.10.1955, Qupperneq 9

Trommedans er mere end tidsfordriv
„Hvad er trommedans?" spørger
journalist U. Kristiansen i A/G nr. 11.
Jeg har haft den lykke at være
vokset op blandt trommedansere i
et lille udsted i Umanakfjorden,
blandt folk, hvis eksistens beroede
på sælfangst. Det var et folk, som
endnu for en stor del holdt forfæd-
renes gamle skikke i hævd. Jeg kom
til verden i Ikerasak i Umanakfjor-
den for 31 år siden, og jeg tilbragte
min barndom blandt en primitiv af
civilisationen næsten uberørt fanger-
befolkning. De første indtryk og
minder, som prentede sig uudslette-
ligt i mit sind, har jeg deroppe fra.
I min barndom levede man deroppe
lykkeligt uvidende om det, der skete
i den store verden. Torsken, der blev
årsag til den vældige revolution i er-
hvervslivet, og som varslede den nye
tid i Grønland, teknikkens tidsalder,
var dengang ukendt på disse bredde-
grader.
Da jeg som 12-årig i 1936 kom til
Ritenbenk i Diskobugten, mødte jeg
en indstilling, der var så forskellig
fra den, jeg kendte. Folk her var ikke
så bundne af forfædrenes gamle tra-
ditioner. De interesserede sig mere
for „moderne" ting. Børn og unge
gik endog med en hat, som de kaldte
„den moderne", en art alpehue. Det
var et ord, jeg aldrig havde hørt før.
Om sommeren kom der skibe fra
Danmark, og man dansede så i bød-
kerværkstedet danse, som også var
nye for mig. Moderne danse, tango
og foxtrot, sagde man. — Jo, der var
så meget nyt her. Vel havde jeg vidst
at der var andre lande end Grønland,
som i min barnlige uvidenhed ind-
skrænkede sig til Umanak-distriktet,
men det var, som om jeg for første
gang opdagede, at Danmark, dette
mærkelige land, min fader i sin ung-
dom boede i, var noget andet og me-
re, end dot kære legetøj, faders fa-
milie sendte til os dernede fra. Alt
var så „moderne" her i Ritenbenk.
Det måtte stamme fra Danmark eller
den store verden udenfor. — Årene
gik. Jeg kom til seminariet i Godt-
håb, men jeg bevarede minderne fra
min barndom i Umanak distriktet.
Ti år senere genså jeg min føde-
egn og fik også lier flere gange lejlig-
hed til at overvære trommedans. —
Det var i Ikerasak. I slædefartens
tid var Ikerasak et vigtigt trafikknu-
depunkt. Dengang var min farfar,
Jens Fleisclier, bedre kendt under
navnet „Onkel Jens", udstedsbestyrer
På stedet. Når hans nevø, Knud Ras-
mussen, kom på besøg, blev der festet
På hele pladsen med trommedans og
sang til ud på de små timer. „Onkel
Jens“ var livsglad, og ban skulle selv
vmre en fortræffelig trommedanser.
Da jeg i 1946 besøgte Ikerasak, var
»Onkel Jens" så vel som de fleste
a' de gamle trommedansere borte bl.
min barnepiges moder, som pro-
■essor W. Thalbitzer betegnede som
»dronning" i trommedansens ædle
"unst. Der er kun nogle få udøvende
kunstnere tilbage.
. Under mit ophold i Ikerasak blev
J°g en aften inviteret til trommedans
af en ældre mand. Han sagde, at op-
Vlsningen kun skulle overværes af
y°nner og bekendte. Med glæde log
mod indbydelsen. Da vi kom ind
j hans hjem, var der allerede fuldt
1Us> og tilhørerne sad på briksen og
snakkede livligt indbyrdes. Som det
sømmer sig ved slige lejligheder nu
jn stunder, havde man brygget øl.
, ^Hinden, en lille senet kvinde med
humør, skænkede ivrigt fra øl-
epotet, som i dette tilfælde bestod
j en kæmpegryde. Det var, som om
an Var undselig ved at genopfriske
de gamle danse. Blandt gæsterne var
der en ældre, munter pebersvend.
Han var rigtig i hopla, og man benyt-
tede sig af hans gode humør og prø-
vede på at overtale liam til at indle-
de dansen. Han nølede imidlertid af
angst for, at „ham, der viser den ret-
te vej", kateketen, uventet skulle
dukke op og overraske ham i en he-
densk dans. Et par krus øl til, og så
var hensigten nået. Med raske trin
trådte ban ud på gulvet. I hånden
boldt lian krampagtigt fast på reme-
dierne, en ildrager og en konserves-
dåse, ban brugte som drikkekrus.
Værtinden istemte en sang, og uden
at flytte sig fra stedet begyndte han
at svaje med hofterne, idet ban slog
takt med ildrageren mod dåsens
bund. Adskillige gange ramte ban si-
ne hænder i stedet for „kruset", men
ban var for ivrig til at kunne sanse
det. Nu var bemningerne borte, og
man sang i kor til mændenes gøende
akkompagnement. Værtinden viste
sig som en dygtig danser, der kunne
vride med den ene hofte, mens den
anden stod stille.
Så sprang en ældre mand på gul-
vet og råbte, at han ville danse et
alvorligt nummer og bad tilskuerne
om at vogte sig. Som instrumenter
havde han et låg af en stor, rund
blikdåse og en kulskovl. Med lukkede
øjne begyndte ban at synge med en
dæmpet stemme; men den blev mere
og mere kraftig, og tilsidst lød den
som et brudt grufuldt råb. Så åbnede
han øjnene, og et glødende vildskab
gnistrede ud af dem. Han sprang
rundt og svang skovlen over sit ho-
ved og slog de bestyrtede tilskuere
med stor kraft på de kødfulde ste-
der. Han opførte sig fuldstændig de-
sperat og fortsatte sin vilde dans
endnu en stund. Men han besindede
sig og faldt til ro lidt efter lidt.
Jeg er ganske overbevist om, at
den trommedans, jeg bin vinteraften
overværede i min fødeby, ikke hav-
de med afrikansk trommeri at gøre.
Det var den ægte, eskimoiske dans,
man i gamle dage brugte til at ud-
trykke bad og foragt så vel som glæ-1
de og hengivenhed med, og det var
den samme dans, som min farfar,
„Onkel Jens", og hans nevø, Knud
Rasmussen, satte så stor pris på, og
som de begge med liv og lyst deltog i.
Trommedans som rettergang har
jeg desværre aldrig haft lejlighed til
at overvære. Men min mor fortæller,
at hun i sin barndom — hun er ikke
fyldt 50 endnu — har været vidne til
ægte eskimoisk rettergang. — Det var
en aften med trommedans og sang.
Kvinderne sad på briksen, mændene
på sidebriksen, og stemningen var
høj. Man ville danse, sådan som man
gjorde i gamle dage. Pludselig sprang
en ung kvinde fra briksen ned på
gulvet. Hun var barfodet, og med hæ-
vet pande og sang på læben anbragte
hun sig foran en af de mandlige
deltagere. Det var hendes tidligere
kæreste. Han havde forsmået hende,
da det gik op for ham, at hun skulle
have et barn med ham. Kvinden måt-
te bære skammen alene. Men hun vil-
le ikke længere finde sig i det. Hun
ville forsvare sin ære. — Med front
mod ham begyndte hun at synge en
nidvise. Behersket og med dæmpet
stemme skildrede hun, hvordan
manden havde gjort tilnærmelser til
hende, mens hun var oppe i fjeldet
og samle brænde. I jævne ord fortalte
hun om hans anstrengelser for at be-
snære hende. Langsomt steg harmen
op i hende. Uden at kunne gøre no-
get, måtte manden høre sine kærlig-
hedserklæringer blive gentaget af
den kvinde, han bedrog. Han var helt
rød af skam, og store sveddråber løb
ned ad hans kinder. Spændingen
steg. I et nu tog kvinden bukserne
af (nederdele og underkjoler var
ukendte dengang!), og idet hun svaj-
ede lidt med hofterne, skreg hun ind
i mandens åbne ansigt: „Din løgner!
Nu kan du prøve det igen med mig!"
Dér sad manden bævrende over
hele kroppen som en stakkels hvalp,
der havde fået en ufrivillig dukkert,
mens sveddråberne haglede ned. Han
kunne ikke se op på kvinden, og ik-
ke et ord kunne han få fremstammet.
Retfærdigheden var sket fyldest. —
Manden blev gjort til grin, og kvin-
den havde reddet sin ære.
Se, det var ikke alene for at slutte
venskab, man i gamle dage dansede
trommedans, og jeg håber, at læser-
ne på grundlag af det her skildrede,
kan få et lille begreb om, hvad trom-
medans er for noget. Der er mange
slags trommedans både af underhol-
dende og af mere alvorlig art. Lige-
ledes findes der forskellige regler for
trommedans, men disse afviger fra
hinanden i de forskellige egne i det
vældige polarområde, der bebos af
eskimoer, ligesom klædedragten gør
det.
Det var altså ikke for at gøre grin
med de kunstnere, hvis dans har
gjort et uudsletteligt indtryk på mig,
at Jørgen Egede og jeg i Dusseldorf
i Tyskland gav en opvisning med de
gamle danse og sange for en stor for-
samling udlændinge. Jeg håber ikke,
at jeg har begået en nationalbrøde,
fordi jeg forsøgte at danse tromme-
dans, sådan som de gamle dansere
gjorde det. Jeg var tværtimod stolt,
for jeg mente, at vi herved fik lejlig-
hed til at vise et glimt af vor æld-
gamle kultur.
Men U. Kristiansens artikel er et
vidnesbyrd om, hvor lidt man i vore
dage ved om de gamle danse i Grøn-
land. Del lakker mod enden med de
gamle danse, og når de sidste ud-
øvende dansere dør, bliver det svært
at genopfriske de gamle danse og
sange. Det var også på grundlag af
denne kendsgerning, al der i 1950
på initiativ af professor W. 1 hal -
b itzer og med støtte af dansk fol-
kemindesamling blev udsendt et op-
råb om at genopfriske de gamle dan-
se og sange. Opråbet var underskre-
vet af Johannes Balle, Carl Broberg,
Hans Lynge og jeg. Mange har sik-
kert med interesse læst det lille
skrift, og senere hørte jeg, at der blev
startet en folkemindeforening i Nar-
ssaic ved Julianeliåb. Det går formo-
dentlig fremad med foreningen. Jeg
beklager kun, at vi underskrivere se-
nere har gjort så lidt for sagen.
Hvergang, jeg her i Danmark over-
værer opvisning af folkedansere i
gamle dragter, bliver jeg misundelig
og tænker med sorg på vore gamle
trommedanse, som vi roligt lader bli-
ve glemt. Nu sidst ved St. Hans fe-
sten fik jeg atter bekræftet, hvordan
man her i Danmark holder de gamle
traditioner i hævd og endog bruger
dem til gode formål. Ved St. Hans-
festen blev der samlet penge ind til
børnenes kontor.
Hvorfor skal vi ikke kunne gøre
det samme i Grønland? — Hvor er
manden, som ikke er bange for at
bringe forfædrenes gamle danse og
sange til værdighed igen?
Jørgen Fleischer.
Jeg siger mange tak for journalist
Jørgen Fleischers ovenstående- op-
lysninger. Det er virkelig rart, at der
endnu kan findes personer, som kan
fortælle lidt om grønlandsk tromme-
dans. Jeg kan kun sige, at jeg til en
vis grad har opnået formålet med
min artikel i Atuagagdliutit nr. 11 —
nemlig at få de sagkyndige, der kan
fortælle os om grønlandsk tromme-
dans, i tale. Nu håber jeg på, at de
sikkert meget få trommedanskyndige
i Grønland herefter virkelig tager sig
sammen for at bevare det nationale
særpræg. Jeg er iøvrigt glad for, at
Jørgen Fleischer har læst det uudtal-
te spørgsmål mellem linierne i min
artikel 'i nr. 11: „...Hvor er manden,
som ikke er bange for at bringe for-
fædrenes gamle danse og sange til
værdighed igen?"
U. Kr.
Peter Jensen A/s
Ost en gros
Danmarkime imugssuaerniarfit angnerssåt pi-
soicaunerssåtdlo
Danmarks største og ældste ostefirma
Grundlagt 1897 Scandiagade 8, KØBENHAVN SV.
Sportsfisker se heri
aulisarumatunguaniå
Som
. specialist i sportsfiske-
redskaber anbefaler jeg mit sto-
re udvalg i svenske, danske og
engelske fabrikater. SKC °S
Forlang katalog over stænger
hjul, blink og pirke tilsendt gra-
tis.
Hurtig og omhyggelig ekspedi-
tion. huld returret. Franco for-
sendelse pr. efterkrav.
Kivsagtordlune aulisautinut på-
sisimassaKarnera najoreutaralu-
go inersupaka svenskit, danskit
tuluitdlo sanåve. kataloginik pi-
niarfigiguvtigut akeKångitsumik
nagsiutisavavut.
piniagkase piartumik nagsiu-
tåsavavut. iluaringisa.se uterli-
nartasavase. tigunerine akiligag-
ssångordlugit nagsiutåsavavut.
Jørgen Muller
Fiskeriartikler
aulisarnerniut atortunik nioreutilik
KØGE
9