Atuagagdliutit - 08.03.1956, Blaðsíða 6
står på jordlag, der arbejder på grund
af den skiftende frost og tø.
I permafrostområdet skal man tilli-
ge undgå, at varmen fra bygningerne
slår ned i jorden og tør jorden op un-
der fundamenterne. Dette opnår man
ved at hæve bygningerne’ op fra ter-
rænet og udføre åbninger i fundamen-
terne, således at luften har fri adgang
under de kælderløse huse.
Elværk og varmecentral er funde-
rede på jernbetonfundamenter, mens
de øvrige bygninger står på en tøm-
merkonstruktion af stolper og tvinger.
En undtagelse danner magnetisk ob-
servatorium. Af hensyn til målingerne
måtte der ikke indgå jern under nogen
form i bygningen. Det er umuligt at
udføre en tømmerkonstruktion uden
bolte og samlejern ligesom anvendel-
se af jernbeton også var udelukket. —
Bygningen måtte derfor anbringes på
en grovbetonpladé støbt på en fast-
tromlet stenopfyldning.
1. ARBEJDSPERIODE
Første arbejdshold på ialt 53 mand
fløj fra Kastrup i slutningen af maj
via Narssarssuax og den amerikanske
base ved Dundas til Thule. Fra Dun-
das til Thule foregik rejsen i maskiner
med landingsski, og landingen foregik
på isen udfor kysten ved Thule ca.
30 timer efter afgangen fra Kastrup.
Sammenligner man oplevelserne un-
der den ensformige flyvetur med de
dramatiske omstændigheder, der var
forbundet med en rejse til Thule for
50 år siden, er rejsen i dag unægtelig
hurtigere og mere bekvem; men den
indeholder til gengæld kun en brøk-
del af de oplevelser de gamle Thule-
farere blev beriget med.
Fangerne kom ud med deres hunde-
slæder og hentede håndværkerne ved
flyvemaskinerne, så på den måde blev
den sidste kilometer trods alt tilbage-
lagt med det befordringsmiddel, de
uagtet alle tekniske fremskridt stadig
besørger hovedparten af trafikken i
Grønlands nordligste distrikt.
Indkvarteringen blev hurtigt over-
stået, da alt jo stod parat fra forrige
sommer, og i løbet af få dage var ar-
bejdet i fuldt sving. Fundamenterne
skulle stå klar, når skibene kom med
materialerne til overbygningerne.
Bulldozerne skubbede jorden sam-
men. Hvert bus kom til at ligge på en
afsats, der omfatter en gårdsplads bag
huset, mens der foran husene er en
indtil flere meter høj skrænt ned til
næste plateau.
Jorden var endnu ikke teet op,
knapt en halv meter ned; men stol-
perne kunne ikke vente på solens fort-
satte optøning. Man borede og
sprængte sig ned præcis som havde
der været tale om fast fjeld.
Arbejdstiden var lang, ca. 12 timer
daglig, og der blev kun holdt een fri-
dag om måneden; men alligevel syne-
de arbejdet ikke af meget, idet det
meste arbejde bogstaveligt talt var be-
gravet under jorden.
Det eneste, der skød i vejret var det
toetagers pakhus, der dels skulle være
spisesal for den arbejdsstyrke, der
kom med skibene og dels skulle være
lager for de store mængder værktøj,
der var på vej.
Der kom flag på toppen, da huset
var rejst, og i mangel af grønne grene
blev kransen flettet af grønmalet pa-
pir.
Ville forsyningerne af materialer,
forbrugsgods m. v. slå til indtil skibe-
ne kom? Det gik nogenlunde; men der
var ikke mange brædder og bolte til-
bage, og cementen slog lige akkurat
til. Værre var det, at smøreolien be-
gyndte at slippe op en måned før ski-
bene kom, men inspektør Mørck Ras-
mussen, der endnu sad i Dundas, fik
amerikanerne til at smide et par tøn-
der ud i faldskærm sammen med nog-
le reservedele til bulldozeren. At der
samtidigt dalede en postsæk ned fra
himlen gjorde ikke flyvningen mindre
velkommen.
2. ARBEJDSPERIODE
Samme dag som isen sidst i juli gled
væk fra kysten, ankom „Nancie S“
med de første forsyninger og nogle få
håndværkere —■ invasionen var be-
gyndt.
Hovedstyrken ankom med S/S „Al-
ca“ fire dage senere, og da salutkano-
nerne fra Dundas endnu ikke var
overflyttede, blev skibet budt velkom-
men med dynamitskud.
Den samlede arbejdsstyrke var nu
oppe på 190 mand, bygningshåndvær-
kere fra Danish Arctic Contractors,
montører fra Bruun og Sørensen, Bur-
meister og Wain og Monberg og Thor-
sen samt elektrikere fra departemen-
tets radio-el-tjeneste.
For at spare udgiften til indkvarte-
ring af denne store styrke var „Alca“
chartret til at blive liggende som ho-
telskib, sålænge isforholdene tillod.
Herved blev det samtidigt muligt at
vente med udlosningen af de forskel-
lige materialer, til der blev brug for
dem på arbejdspladsen. Ialt blev der
der til arbejdspladsen opsendt ca.
105.000 cbf. materialer, værktøj, pro-
viant m. v.
„Alca“ blev liggende i 52 dage, og
i den tid kom ialt 20 bygninger under
igdluliagssat sananeKalerugtortut. sujorna’tungåne erssipoK kiagsautit avKutigssåt. tunor-
dlersauvdlune atuarfik nerissauarfiussugssaK igdluliatdlo nalinglnait sule inerncKångit-
sut. igdluliat naraisa atane toraavé Keriuåinartumltut angmåinartut erssiput.
Bygningerne under opførelse. I forgrunden ses fjernvarmekanalen. I baggrunden kost-
skolen og nogle boliger på forskellige byggestadier. Man ser det åbne permafrostfuiula-
ment under bygningerne.
tag, d. v. s. i gennemsnit eet hveran-
den dag, fig. G.
Samtidig arbejdede montører og
elektrikere med udlægning af forsy-
ningsledninger og med installationer
i beboelseshuse, elværk, varmecentral,
og vandværk. På tankanlægget arbej-
dede smedene dag og nat med at
svejse beholderne sammen og udlægge
pumpeledningen til stranden. Det var
ikke nok, at husene kom under tag.
Byens trivsel vinteren igennem var
også afhængig af, at man havde olie
i tankene, og at elværk og varmecen-
tral kunne omsætte olien til lys og
varme.
Det lykkedes! Byen kom under tag,
og der kom både lys og varme i huse-
ne. Selvfølgelig — kunne man sige.
Alt var lagt til rette med udsendelse
af de beregnede materialer og det
nødvendige mandskab, og vejret var
godt bogstavelig talt hele sommeren.
Under arbejdets gang så det imid-
lertid ikke altid lige selvfølgeligt ud.
Transporten af folk og materialer
fra skib til land blev stærkt generet
af et stenrev uden for kysten. Tide-
vandsskiftet var ganske vist beregnet
i forvejen, og sejltiderne lagt tilrette
herefter, men strøm og vind narrede
imidlertid, og ofte måtte prammene
vende om, hvis det da ikke gik så galt,
at de strandede på revet og blev sid-
dende til højvandet forløste dem 3—4
timer senere.
„Martin S“, der skulle være kommet
med materialer ca. 15. august, blev
forsinket en halv snes dage. Flere
håndværkere var en overgang bogsta-
veligt talt ved at blive arbejdsløse.
Da „Jutho“ ankom midt i september
med første olielast, var tankanlæg og
pumpeledning klar, men et isfjeld hav-
de ved lavvande sat sig fast på den
ledning, der var udlagt på havbunden,
således at den var blevet uanvendelig.
Heldigvis kunne „Jutlio" i det gode
vejr gå så nær til kysten, at en slange-
forbindelse kunne etableres.
I slutningen af september brændte
smede- og mekanikerværkstedet,
hvorved en hel del værktøj og mate-
rialer gik tabt. En motorbåd blev øje-
blikkelig sendt til Dundas, hvor ame-
rikanerne med stor hjælpsomhed
fremskaffede de fleste af de manglen-
de ting. Få dage efter at motorbåden
var kommet tilbage, stoppede nyisen
al sejlads med de små både.
Da kedlerne i varmecentralen skulle
samles, viste det sig umuligt at få dem
tætte. De udsendte kedelnipler passede
ikke; det viste sig senere, at en dreje-
bænk på fabrikken i Danmark havde
været forkert indstillet. Det var i slut-
ningen af oktober måned, og al for-
bindelse med omverdenen over land
og vand var udelukket, da isen endnu
ikke kunne bære slæder til Dundas.
Ved en hurtig indsats i København
lykkedes det at få nye nipler med
„Umanak“ til Søndre Strømfjord,
hvorfra de blev fløjet til Dundas af
amerikanerne. Fra Dundas til Thule
foregik transporten ligeledes pr. fly
og lige i begyndelsen af november lan-
dede kasserne med de nye nipler pr.
faldskærm i Thule.
Men — som der står —• bortset fra
det, så gik det godt, så gik det godt.
3. ARBEJDSPERIODE
„Alca“ var sejlet den 18. september
med hovedstyrken af arbejdsholdet.
Tilbage var ca. 80 mand til afslutning
af arbejderne, der fortrinsvis foregik
indendøre. Der var dog adskillige, der
en god tid fremover måtte gå ude i
hurtigt tiltagende kulde og aftagende
dagslys. Igangsætningen af fjernvar-
meanlægget foregik således henimod
slutningen af 20—30 graders frost.
Med „Jutho“ ankom i midten af
september fra København elværksbe-
styrerens og -assistentens familier og
fra Dundas inspektør, præst, læge og
to handelsmedhjælpere alle med fa-
milie. I forvejen var handelsassisten-
ten, radioassistent og kateket midler-
tidigt indkvarterede i Thule.
Husene var på dette tidspunkt knapt
nok færdige. Familierne skulle imid-
lertid have tag over hovedet, og man
indrettede sig ved at bo i den ene
halvdel af huset, mens håndværkerne
gjorde sig færdige i den anden og
omvendt. Opvarmningen klaredes, ind-
til fjernvarmecentralen var klar, med
interimistisk opstillede oliekaminer,
og indtil kokkenerne var i orden, spi-
ste familierne i håndværkernes kan-
tine.
Kirken blev indviet den 21. novem-
ber. Det var på dette tidspunkt lige
(Fortsættes side 22).
Thules meget nordlige beliggenhed fremgår tydeligt af et kort over polarområdet. Perma-
frostomr&dcrne er vist skraverede.
6