Atuagagdliutit - 08.03.1956, Qupperneq 23

Jack O’ Diamonds
Tobakken
man
laler
om
og
nyder
— Deres tobakshandler har den
tupa oKa-
luserine-
Kartardlu-
nilo mamar-
ssautigine-
KartartoK
— tupasivigissartagkavit piga
TØRGÆR
Til BAGNING
FREMSTILLET MED SÆRLIGT HEN-
BLIK PA ANVENDELSE PA STEDER,
HVOR FRISK GÆR IKKE KAN FAES.
aktieselskabet
DAN ISC O
8.KRISTIANIAGADE, KØBENHAVN
Hvor bjergene sejler
„Hvor bjergene sejler** — Bjarne
Henning-Jensens grønlandsfilm blev
den helt store Oplevelse. Et smukkere
visitkort ud til den store verden kan
Grønland næppe få.
At filmen var en sukces, var alle
enige om, den viser det gamle Grøn-
land og det nye. Man følger en fanger-
familie, hvor moderen, ramt af tuber-
kulose, dør, og hvor sønnen Mikissoic
også angribes af sygdommen.
De dejligste scener er hentet fra fa-
derens fangstture mellem kæmpemæs-
sige blånende isfjelde. Den spinkle ka-
jak baner sig sikkert vej hjem med
den nyfangede sæl, men filmen lader
een forstå, at sæl ikke mere er hver-
dagskost. Optagelserne i denne farve-
rige og næsten ufattelige skønne is-
verden er enestående og mesterligt
gjort.
Den gamle bedstefader, der pusler
med sine husflidsarbejder, som er for-
nemt udført, er filmens bedste skue-
spiller. Hans spillevende og blanke øj-
ne er uforglemmelige. Han bliver på
den lille boplads, da faderen og søste-
ren på MikissoKs initiativ flytter fra
bopladsen ind i et rigtigt hus i byen,
i det nye Grønland.
For alle, der ikke har været i Grøn-
land, er den spinkle handling puttet
ind i den skønneste naturramme, og
helheden er en stor og betagende ople-
velse. Men, for enhver, der kender
Grønland blot fra en enkelt overvint-
ring, er filmen blevet Grønland i
stadstøjet. Det havde således frisket
op og været mere realitetsbetonet, om
man var blevet præsenteret for syd-
vestenstorm, og ligeledes er det, som
om handlingen er knækket over. Man
ser nemlig familien komme med læ-
gebåden til byen, hvor MikissoK har
ligget på sygehuset, men så siger man
farvel. Man ser ikke, hvordan det går
MikissoK, hans far og søster og får
ikke at vide, om de formåede at passe
sig ind i det nye Grønland og finde en
plads i samfundet. Det havde været
rart at få det med. Filmen varer i 40
minutter — 20 til, og handlingen ført
til afslutning, ville have kunnet give
den helhed, som burde have været fil-
mens mål — for det er jo netop målet
i Grønland i dag — dette at finde sin
plads i den nye tid.
Teknisk set er filmen så fuldkom-
men, man kan ønske sig, farverne så
vaskeægte og rene. Det var det Grøn-
land — sommerens, solens og smilets
land, som man kun kan elske og savne.
En dejlig og uforglemmelig film, som
nu vil gå sin gang ikke blot Danmark
og Grønland over, men udover hele
verden.
Den danske dagspresse gav filmen
en begejstret modtagelse, og Berling-
ske Tidende** skriver bl. a. følgende:
— „Hvor bjergene sejler** er den
første store danske farvefilm taget
med Eastman color og imponerende
dygtighed af Bjarne Henning-Jenscn.
Hvor let kunne dette ikke være blevet
blot en billedreportage fra den nord-
ligste del af Danmark, Grønland, med
oplysende tekster. Det er blevet langt
mere — først og fremmest en skøn-
hedsåbenbaring ved selve de landska-
ber, der her er indfanget af kameraet
i farver og former, effektfuldt og dog
roligt set. Samtidig er det en fornuftig
film, som kombinerer det gamle, det
svindende Grønland med det ny, som
nu bygges. Parti tages knap, men der
vises, hvor nødvendigt det var, at det
ny kom til; det gamle måtte dø ud.
Politiken skriver bl. a.:
— Allermest ros fortjener Bjarne
Henning-Jensen for sin personinstruk-
tion. Det er beundringsværdigt, som
han har fået disse sky grønlændere til
at agere og samtidig virke fuldstæn-
dig naturlige. Ved siden af de skønne
naturscenerier fra isfjorden er det de-
res fysiognomier, man husker: bedste-
faderen, Ajungis rynkede træk, fade-
ren, den beslutsomme tavse fanger og
for alt de to børn. Især pigen er hen-
rivende i sin stille glæde over sit kæ-
reste eje, en potteplante i en blikdåse,
og i sin gammelkloge alvor, da hun
som en lille husmor indtager mode-
rens plads. Som en skærende kontrast
til deres naturlighed virker den lille
Lars Henning-Jensens monotone, be-
vidst barnagtige speakerrøst. Derimod
er det en fornøjelse at lytte til Her-
man D. Koppels musik, der på en or-
ganisk måde smelter sammen med bil-
lederne. Det er filmmusik, når den er
bedst.
I Dagens Nyheder hedder det bl. a.:
— „Hvor bjergene sejler** fører os-
tæt ind på livet af de mange brænden-
de problemer, de sidste årtiers udvik-
ling har skabt i Grønland. Det er en
dokumentarisk film af fornemste ka-
rat, og ved sine pragtfulde farvebille-
der placerer den sig ved siden af det
bedste, instruktører som Jean Renoir
eller Leonardi Bonzi har skabt. Grøn-
land har her fået en film, som åbner
både dets hverdag og dets skønhed for
verden.
I Social-Demokraten skrives der:
— Det er MikissoKs øjne, der ser,
hans tanker vi hører om, medens han
forundres over den civilisation, Dan-
mark har bragt til Grønland. Tilsidst
flytter også faderen og søsteren til
den nye boplads, til et nyt hus -— et
rigtigt hus af sten og tømmer, skin-
nende af nyhed. Motorbåden dunker
afsted med dem, medens familiens
bedstefader vinker farvel i sin kajak.
For den gamle vil ikke med. Som han
siger: „Unge hunde kan lære nye ting.
De gamle slædehunde følger de gamle
spor**.
Poesien over de grønlandske is-
prinsesse-landskaber har Henning-
Jensen og hans folk overført til deres
lille beretning, akkompagneret af
Herman D. Koppels, af Erik Tuxen di-
rigerede, illustrationsmusik. Vi for-
står nu, hvor velbegrundet denne dan-
ske dokumentarfilm har indhentet sin
Venedig-pris.
Kristeligt Dagblad skriver:
— Grønlandsfilmen vil for børn
være skildringen af en jævnaldrende
grønlænderdrengs og hans søsters op-
levelser på det lille udsted, og i den
voksende grønlandske by. For den
voksne vil den betyde et betagende
møde med den grønlandske natur og
en gavnlig indføring i de grønlandske
problemer. Filmen er holdt i en opti-
mistisk tone -— men der er skæbne og
tragedie i billederne af det gamle
Grønland, der ikke kan og ikke vil
indstille sig på den nye tids nødven-
dige omskiftelser. Man sidder og får
en fornemmelse af, at Danmark lige-
frem er et stort land — og man fatter
lidt af den opgave, som det danske
folk har på Grønland i dag.
Fra midten af januar til midten af
februar var fiskeriet ved Sukkertop-
pen standset på grund af isvanskelig-
heder. I sidste halvdel af februar blev
der ialt foretaget otte fisketure, og
man indhandlcde 26G.412 kg havkatte.
Den 28. februar nåede man den fore-
løbige rekord for 1956, idet 32 motor-
både indhandlede 63.513 kg havkatte
denne dag. Indhandlingen måtte her-
efter standses, da fryseriet havde
fuldt belagt. „Finhval** transporterede
en mængde frossen filetfisk til fryse-
riet i TovKussax, men det viste sig, at
fryseriet var i uorden, og lasten måtte
derfor bringes tilbage til Sukkertop-
pen.
U