Atuagagdliutit - 28.06.1956, Blaðsíða 10

Højskoletanken
Tanken om højskole lier i Grønland
er ingenlunde ny. Sidst dukkede den
o]i i foråret 19^5. For læsere af såvel
A/G som „Kamikken" og ikke mindst
for dem, der havde den lykke at del-
tage i mødet i Godthåb, står sagen i
frisk erindring.
Højskolens formål er efterhånden
kendt, derfor skal jeg ikke her udbre-
de mig om emnet, men holde mig til
den kunstneriske side af sagen og et
par andre faktorer.
Et skærende lys er i disse år rettet
mod Grønland. I projektørlysets kolde
stråler gror det nye op, meget gøres,
meget må gøres. Ærlig talt, er det
mærkeligt, at vi ofte må studse. Det
er hårdt at være en ung nation, vi må
leve op til meget for ikke åndeligt at
falde i søvn trods materiel vågenhed.
Bag os slumrer en tusindårig kul-
lur, der på mange måder viger for
tidens tekniske krav på land og til
vands. Teknik gør livet lettere, men
ikke mindre kompliceret, noget vi må
lære at se i øjnene. Dyr er prisen i
menneskeskæbner, mere eller mindre
spildte „mellemgangsgenerationer". Vi
må ikke for os selv eller omverdenen
skjule, at for mange sakker agterud;
gør vi det, fjerner målet sig længere
og længere ud i pereferien.
I vore lyse øjeblikke, i festrusens
sødme besjæles vi af lyrikken. „Vi må
tage dét bedste af den gamle kultur
og det hedste af den nye". Den person
er stor, der kan personificere disse
gyldne ord. Kan en kultur pilles i
småbidder? En kultur er en glidende
strøm. Man kan ikke vade ud i en elv
og kravle tørskoet op. Lige så med
kulturen, den gennemvæder os med
eller mod vores vilje. To kulturstrøm-
me er strømmet sammen i vort land,
vi må flyde med. Hvad tiden ikke har
brug for et bundfælder. Strømmens
øvrige indhold må løftes op til en hel-
hed gennem folket.
Blandt højskolens opgaver må reg-
nes to så følsomme elementer som ud-
skæringskunst og digtning, der var-
somt men bevidst må inspireres op.
Livet, der rørte sig omkring de
aussap nutårsiagssartai
arnat kjole takujuminavigsat
J.9,85 kr.
agdlagdlit, taligdlit taleaangit-
sutdi o, taimugtflut
arnat kjole agdlagdlit ikutanik
taligdlit, Kanordlunit angissu-
sigdlit, tamarm ik 20,oo „
SOMMER NYHEDER
Fikse mønstrede dame kjoler
uden ærmer alle størrelser kun 19,oo kr.
Fikse mønstrede dame kjoler
med tilsat ærme, alle størrelser 20,oo »
METTE BASARBYGNINGEN
Amaget’brogade 175, København, S.
AGPIFUGUT!
IVDLIT-una nuånålersitsissugssaussutit sti-
putaussarsinauguvit! MÅNÅKUT illnialer-
niaruk! pinguarnertutdle ajornangitsigaoK,
UVAGUTDLO siiputaussat åssigingitsunik
angissusigdlit akigdlitdlo pigåvut, katalo-
gerput akeKångitsumik piniarugko agdlagfi-
glnartigutl
MUSIKHUSET
ide.1 ^

gamle, dyrene og erhvervet, skabte en
brugskunst med smukke linier. Form-
fuldendt var f. eks. harpunen, ja så
fuldendt, at vi stadig må tage den
gamle form op.
Vore forfædres mønsterverden var
såre enkel, dyrekroppe i elegante snit
prydede deres fangstgrej; se blot på
harpunspidsen, er det ikke sælen eller
hvalen, der har været forbilled? Gen-
kender du ikke disse skabninger i
den? Et redskab til drab, men lige
så smukt som smykke at hænge om
halsen på en kvinde.
Når det gælder udskæringskunsten,
er vi grønlændere af i dag blevet gre-
bet af tidéns krav, jo mere vi udretter,
jo flere penge får vi. Men det har vi
fået lidt galt i halsen. Der sjuskes
med husfliden, værdier ødes, for det
er uholdbare genstande, der laves, og
hvor tingene kommer hen, bringer de
ikke virkelig glæde. Den af penge for
tiden dikterede udvikling må vi hur-
tigst muligt komme over. Givet er det:
flid giver indkomst, men flid betyder
på ingen måde overproduktion eller
sjusk. Man kan for få men fuldendte
ting forlange meget mere til glæde for
køberen og for sig selv.
Iblandt os lever folk med sans for
lyrik og prosa, noget forfædrene også
har dyrket. Der var saft og blod over
deres udgydelser. Deres fantasi har
skabt forundring uden for eskimolan-
dcnes grænser. Lad alt dette mærker
lige vælde op i vor åndelige produk-
tion. Hvorfor stræbe efter at tæmme
sine følelser for at undgå at støde
læsernes finfølelse. Vil vi gøre os gæl-
dende uden for land, må vi vise et
ærligt usminket ansigt. Som et lille
folk har vi intet at spilde, alle vore
store eller små evner må vi bruge
med pietet, intet slid må man vige
uden om, kun stolthed og ærligt ar-
bejde skaber respekt om et folk. Givet
er det, at vi har rige kilder at øse af.
Vi har endnu chance for at skabe no-
get, der helt og holdent er af gammel
rod. Tiden er knap, for hvert år, der
går, kommer fortiden til at stå dunk-
lere i glemselens tågeslør. Lad det
gamle komme til ære og værdighed.
Lad det være ånden i fremtidens
Grønland. Med den gamle kultur i
ryggen står vi stærkest overfor det
nye, thi her har vi roden, og „det nye"
er som den livgivende regn, der får
planterne til at gro.
Et højskoleophold k oster penge.
Ganske vist påtager den i forvejen
økonomisk belastede stat sig at dække
en stor procentdel af driftsudgifterne
ved de danske højskoler; det samme
bliver tilfældet i Grønland, det er no-
get, vi ikke kan tvivle om. Men enhver,
der vil tages i betragtning, må betale
et vist beløb for et højskoleophold.
Derfor må I spare sammen for at
komme på højskole. Det vil give jer
stolthed og tilfredshed selv at have
ydet noget til jeres åndelige højnelse.
Det giver rygrad.
Imidlertid står det hele jo kun som
et luftkastel, tankegrundstenen er
lagt, en dag vil den blive til en sten,
man kan tage og føle på. Så kommer
spørgsmålet: Hvor skal skolen stå?
Lad ikke denne side af sagen blive
et stridsspørgsmål, der sinker starten.
Nå til en løsning. Læg skolen et sted,
hvor den udistraheret af bylivets larm
og foreningsfeber kan bygge sine
idealer op. Læg den et sted, hvor ung-
dommen virkelig kan få fornemmelse
af, at de er med til at bygge noget op,
og hvor unge kræfter kan vise, hvad
de duer til.
Slut op om højskoletanken. Yd jeres
bidrag, lille eller stort.
Jens Rosing.
Vigtigt at finde den rette placering
Frederiksborggade 7,
København K.
Højskoletanken er her i Grønland
ikke blot noget, man lufter en gang
imellem. Den er ved at tage fast form.
Et særligt udvalg har som opgave at
finde denne form.
En højskole er en lille verden for
sig. Man samles der — forstander, læ-
rere og elever — om et fælles mål, og
man er derved i nogle måneder med-
lem af et lille sluttet samfund.
Det er derfor så vigtigt, at der som
forstander — forstanderpar — og læ-
rere findes de helt rigtige folk, der
kan præge de unge og give dem noget
med fra skolen, som kan være dem til
hjælp i deres liv fremover.
Et spørgsmål er det så blot, om ti-
dens krav i dag til en højskole er de
samme, som de var tidligere. Vel næp-
pe på samme måde. Der er sket en
svingning hen imod del mere prak-
tisk betonede, og man skulle vel synes,
at dette måtte være i overensstemmel-
se med det grønlandske behov i dag.
At en højskole var —- og stadig er
en lille verden for sig, medførte,
al man i Danmark ved højskolernes
oprettelse for 70—80 år siden lagde
dem ilde på landet. Dette kunne i no-
gen grad tale for, at man gjorde det
samme i Grønland, altså i hvert fald
ikke lagde højskolen i en af de større
byer. Men det må i denne forbindelse
betænkes, at skønt der i højskolernes
barndom i Danmark ingen biler fand-
tes, så var en højskoles isolerthed —
i form af en afsides beliggenhed —
ikke den samme absolutte afsondret-
bed, teknisk set, som en grønlandsk
højskoles ville være det dybt inde i
en grønlandsk fjord.
Men højskolens placering et sådant
sted ville på den anden side harmone-
re godt med tanken om den lille skil-
lede verden, men ville samtidig med-
føre ,at der øjeblikkelig opstod et be-
tydeligt teknisk problem, for selv en
forholdsvis primitiv højskolebygning
— hvad det naturligvis ikke bliver og
heller ikke bør være -— vil være præ-
get af tidens teknik og vil kræve tek-
nisk assistance en gang imellem, — og
måske ganske pludseligt, uanset om is
eller storm er til hinder for, at denne
assistance kan komme frem. Det må
derfor, før afgørelsen om, hvor høj-
skolen skal opføres, er truffet, være
nøje overvejet, om denne tekniske
hjælp i påkommende tilfælde vil kun-
ne påregnes mulig — eller om man
kan klare sig på anden måde.
Men en højskole kan her i over-
gangsårene få den største* betydning
og vil kunne være medvirkende til, at
de unge kan finde deres plads i og
forhold til det nye grønlandske sam-
fund.
Og ikke mindst af denne grund må
man håbe, højskolen må blive en rea-
litet.
M. Gam.
Influenzaen nåede ved månedens
midte til Umanak og Upernavik, hvor
hjemmene næsten alle ramtes.
LÆSERNE
skriver..
Pastor Rink Kleist, K’utdligssat, har
sendt os følgende:
— Vi vil ikke benægte, at spiritus-
forbruget i vort land er blevet meget
større efter frigivelsen. Dette har haft
forskellige følger i vort land, ikke
mindst har man mærket det indenfor
kirken. Jeg kan sige som præst, hvor-
dan arbejdet i kirken får helt andre
virkninger på grund af spiritus. Del
er kedeligt, og derved opstår forskel-
lige tanke;- hos een. Vi er derfor glade
for det initiativ, som man i Danmark
vil gøre. Den 23. april hørte vi, at der
kommer afholdsrepræsentant her til
Diskobugten. Jeg håber, at jeg møder
denne repræsentant. Jeg længes efter
at tale med ham. Jeg vil gerne hjælpe
ham så godt jeg kan.
Desuden vil jeg gerne udtale en
gammel tanke, jeg har: Når man taler
om det store spiritusforbrug i vort
land, så føler man, at man kun tillæg-
Fra NORD til SYD
Fra 1. juli tiltræder kæmner P°u!
Andersen påny som kredsdommer 1
retskreds 11—i2, Christianshåb og J°'
kobshavn. Beskikkelsen gælder til
maj 1958.
*
Del nyoprettede spejderråd f?r
Grønland, der har fået en foreløbig
sammensætning, vil søge afholdt mødc
i Godthåb i sommer.
★
Blandt Carnegiefondets belønninger
var en til skibsfører Knud Erik Helsi-
der sidste sommer reddede to mand,
der var skyllet udenbords fra „Savik
ved Kap Farvel.
★
Vejrstation Nord skal i år udvides
med støtte fra USA, — for 2,8 miH-
kr. materialer flyves til stationen med
fly fra Tlmlebasen. Baggrunden for
udvidelsen er de civile luftfartssel-
skabers ønske om at lægge polarflyv'
ningerne længere nordover.
*
Fanger Sakæus Geisler, Upernavik,
der flere gange har reddet menneske-
Iiv på havet, har fået en belønning Pa
300 kr. fra kongens og dronningens
fond.
*
På Valdemarsdag solgtes Danmarks-
samfundets silkeflag i de fleste grøn-
landske byer ved spejdernes hjælp- /
år er udsendt 5000 flag mod 3000 sid-
ste år. Man har endnu intet tal f°r
salget.
★
I Godthåb har spejderne gennem-
ført en oprydningskampagne i byen-
Ved Set. Hans-festen for spejderne
tildeltes den mest energiske patrulje
en belønning.
*
Efter at der mellem Umanak og ud-
stederne er genoprettet forbindelse C
det oplyst, at den 19-årige fanger Mi-
kael Thorin den 31. maj er omkommet
under jagt. Han blev fundet på to me-
ter vand kort efter ulykken, men fen®
timers kunstigt åndedræt var forgæ-
ves.
*
Den dobbeltsprogede bog om grøn-
landske digtere er nu sendt til salg
over hele Grønland. Prisen er 4,40 kr-
Bogen vil også blive forhandlet uden
for Grønland.
*
Kulturrådet har vedtaget at udgi',e
kontorchef Rosendals berømte bog om
fangeren Jacob Danielsen og hans
kunstneriske virke. Da Rosendals bog
udkom i Danmark i begyndelsen a*
fyrrerne, blev den udsolgt på 12 dage-
Forlaget i Danmark har vederlagsfri'
stillet klicheer til rådighed for kul-
turrådet, der vil udsende bogen i nog-
le tusind eksemplarer til en meget
rimelig pris. -
ger os grønlændere hele ansvaret. Jc$
synes, det er uretfærdigt. Vil Dan-
mark arbejde energisk i anledning
spiritussens fare for grønlænderne, s*1
lad mig også tænke på en del af
danske, der er i vort land, ikke minds
håndværkerne, som arbejder heropP®
en del af året. Deres spiritusforbrug
har haft betydelige virkninger, og °c
vil stadig have indflydelse, så læng
forståelsen af faren blandt os Sr°!\
lændere er så ringe. Sammenlign °c
med spørgsmålet, som i vinter mc
offentliggjort gennem radioavisen y’
Jakobshavn. Efter hvad vi har er4®
ret, synes spiritusforbruget at v£CJ f
ikke så ringe i forhold til antallet 1
de danske. Jeg ville gerne ønske, ‘ .
man tænker over det, jeg her u*
sagt, idet jeg understreger: Det
ikke min mening herved at ringeaS
de danske heroppe, heller ikke at va?
ke danskerhad. Med mine bemærk11' ,
ger ønsker jeg blot, at alle folk, 0 _
bor i eet land, som er en del af D‘* .
mark, får samme behandling. For0
er vel ingen grund til ensidighed ■
Rink Kleist-
10