Atuagagdliutit - 09.08.1956, Blaðsíða 10

Olaf læner sig sløvt op ad formasten,
puster ud og lader vinden køle sig
af, så sveden stivner til en saltmættet
skorpe på hans krop. „Her dreng ■—“
Eskild langer ham en håndrullet ci-
garet ud; slatten er den og papiret er
smattet til med fiskeblod og -skæl,
men hvad gør det? Olaf lader den blå
røg sive ned i lungerne og lukker øj-
nene en stakket stund. Åh -— hvor er
han dog træt. Åh — hvem der turde
sove nu •— hanTlO minutter -— hare
5.
Men fiskeriet går videre, rytmisk
går krogene fra båd til havets hund
ALT I JULETRÆSPYNT
OG DEKORATION S ARTIKLER
orpiup pinersautigssai sut-
dlumt pinersautigssatdlo avdlat
G. Ahrenkiel
Abel Cathrinesgade 7
København V
Gælder det sko
Tal med en af vore repræsentanter,
eller skriv direkte til os.
Alt i børne-, dame- og
herresko
Victors Magasin
NarssaK
HERTZ-MEDI
SKO
HAR FODENS FORM
Medi-skoen for-
deler vægten, gi-
ver balance og
støtter foden, bå-
de når man står,
og når man går.
Vær sikker på foden,
vælg Herlz Medi.
Medl-jko finde* 1 mange
modeller til voksne “0 b°'n.
kamigpait akilersinaussut
åtavigissavut påsiniåkit, uvavtinut-
dlunit nalunaiginarit.
og tilbage til båd igen — strømmen
af fisk er endeløs, mest sølvgrå torsk
og gyldne langer, men også hæsligt
udseende brunsorte havkatte, dejlige
jaguarplettede, gule lyrer, hvide gros-
mer og blodrøde kongefisk finder vej
ind over lønningen. Indelukkerne er
fyldte til bristepunktet, deres svære
planker buger sig knagende, og selv
lette rulninger sender nu flager af
slimede slatne fisk ud over dækket,
hvor de blander sig til eet ælte med
andre, som fiskerne nu blot lader lig-
ge, hvor de har blokket dem. Det reg-
ner — en tæt silende, iskold, flaget
regn — der er sne i luften, men sky-
erne er ved at spredes, så der hist og
her er en slump natgrå himmel syn-
lig.
„Så haler vi ind, drenge.“ — Skip-
perens hæse røst går som en sav gen-
nem den syngende vind. — „Olaf,
spring ned og sæt vand over til kaf-
fe."
Olaf snubler hen over dækket, be-
nene vil ikke rigtig bære ham, entrer
ned ad den stejle lejder til lukaf’et
forude og får med besvær tændt pri-
mussen. En efter en entrer de andre
ned til ham, langsomt og træt skyder
de sig ind på briksene rundt om bor-
det i det snævre lukaf og slapper af
— det gælder om at udnytte tiden
godt, mere end godt et kvarters pau-
se er der ikke tid til. Der er gravag-
tigt koldt hernede; luften er sur, stin-
ker af gammel tobaksrøg, kold sved,
fisk og olie. Dørken flyder med aske,
afrevne tændstikker og henkastede
beklædningsgenstande. Midt på bor-
det ligger endnu resterne af gårdsda-
gens middagsmåltid — en uappetitlig
dynge af kartoffelskræller og koldt,
fedtet fiskeaffald.
Olaf kaster et rugbrød,' en pakke
margarine, en pose puddersukker og
en håndfuld knive ind på bordet og
skænker kaffe rundt. Den skoldhede
drik gør underværker, mændene hol-
der krusene fast knuget i begge hæn-
der, at også disse skal nyde godt af
den livgivende varme, og lidt efter
lidt kommer der rødme i de blege,
skæggede, snavsgrimede ansigter;
liv i de gennemkolde, halvt stivnede
kroppe rundt om bordet, cigaretter
og piber hales frem, der falder et en-
kelt ord, og et til — og nok et, til al-
le snakker i munden på hinanden.
Kun skipperen er tavs — sidder med
hovedet næsten helt inde i radioen
■—• og forsøger at lytte sig til, hvad
andre fartøjer ud over nordlandshan-
kerne har fået af fangst i det forløb-
ne døgn.
Men sliddet er endnu ikke endt —
fangsten skal renses. Luften er isnen-
de kold, blæsten stikker som nåle i
den nøgne, ophedede ansigtshud, da
„Skarvan"s besætning — døsige af
lukafets menneskevarme — påny en-
trer det vanddrivende, fiskefyldte
dæk. Det er ulideligt svært at få de
stivnede muskler gjort bløde igen, og
synet af de mægtige fangstdynger
virker pludselig forstemmende på al-
le om bord — der er mange timers
arbejde igen, inden køjernes mørke
kan lukke sig om de trætte legemer.
Fiskerne bliver påny fåmælte, og de-
res ansigter lukker sig.
Det cr Olafs job at vaske fisken.
Medens de andre slæber flækkebor-
de frem og hvæsser deres knive, tøm-
mer han et af bagbords indelukker
for dets indhold, ruller vandslangen
ud, starter motorpumpen og fylder
indelukket med iskoldt, rent og klart
havvand. En liden stund har han in-
tet at tage sig til og svinger sig der-
for ned i lasten til Bjarne, smider
oliekappen, griber en skovl og hjæl-
per med til at skovle salt. Der er lunt
og godt dernede på banjerne — til at
begynde med — men luften i de
snævre, indelukkede rum bliver hur-
tigt kvælende varm. Sveden driver af
ham, den saltmættede, fugtige luft
svier ham i lungerne og får lians øjne
til at løbe i vand. Saltet selv trænger
ind overalt på kroppen og fylder
støvlerne til randen, smelter til en
sviende masse, der ætser huden i la-
ser og skaber vædskende sår. Men
Bjarne ved råd: „Sprit på“ — griner
han — „der står en dunk i 3-banjen,
hvis da ikke Martin har drukket det
hele, han har lidt vel længe klaget
over tandpine".
Der kaldes oppe fra dækket, men
Olaf er allerede på vej op, trækker
sine støvler op, til de gnaver ham i
skridtet og indtager sin plads i bas-
sinet. Knædybt står han i vand og
livide flækkede torsk. Det varer noget
inden han finder en bekvem arbejds-
stilling, han har jo intet at støtte sig
til, må først finde og siden, ved uaf-
ladeligt at spænde sine muskler grup-
pevis, søge at følge rytmen i bådens
slingrende dans over bølgerne. Så ja-
ger han en hånd ned i bassinets is-
nende kolde vand og haler en torsk
op ved halen, breder den ud over
sit ene lår, skurer dens kød med en
hård børste, til det er blændende
hvidt, vrider derefter fiskens hale
hårdt en omgang for at presse det
sidste blod ud af kødet, skrubber
endnu et par strøg, kaster endelig den
færdigbehandlede torsk ned i lasten
til Bjarne, der lagrer den i salt, og
griber det næste eksemplar.
Noget senere er der et øjeblik in-
gen fisk i karret, og han retter sin
værkende ryg, stryger med bagsiden
af en hånd sveden af panden og lader
blikket flyve skuden rundt. Bag sty-
rehusets ruder kan lian lige skimte
Jarmunds ansigt — „Skarvan" driver
ikke mere for vind og vejr, støt træk-
ker den med skarpt smeldende ud-
blæsningslyd en hvid kølvandsstribe
over havet; nu flåden er i fart, sling-
rer den ikke så meget mere. Henne
om styrbord -—° agten for snurre-
vodsspillet -— står Thomas Johan og
skipper selv, griber torsk efter torsk,
lægger dem med nakken mod en
kantstillet planke og skiller med hug-
gert hovedet fra kroppen — næsten
— for det sidste stykke skal flåes —
ikke skæres af, så det trekantede
nakkekød bliver hængende ved krop-
pen, ellers klacificeres torsken som
vragfisk senere hjemme på bygden.
Olaf ser nøje efter, følger med alle
sanser åbne hver bevægelse, lians
kammerater gør. Han skal lære — alt
dette får han brug for resten af livet.
Torskens hovedløse krop går vide-
re til Eskild, der åbner dens bug og
fører snittet lige ud til halefinnen —
nøjagtigt i midtlinien — ellers er fi-
sken påny vragfisk. Siden fjerner lian
indvoldene, der går i havet til den
sværm af måger, som skrigende kred-
ser tæt omkring skuden, ja end ikke
er bange for at slå sig ned på selve
dækket og flå til sig, hvad der her er
at finde af affald.
Derefter tager Martin fat, breder
den flækkede torsk ud på bordet for-
an sig, fører sin ragekniv i eet langt
snit ned langs den ene side af dens
rygrad, kapper dernæst denne med et
hug et stykke dde i halen, og trækker
kniven ned langs rygradens anden
side; fjerner tilsidst hele benet og
slænger den nu ganske slatne krop
over i vandbassinet til Olaf, der
sprøjtes over fi'a top til tå ved hvert
kast.
Olaf falder i staver en kort stund
— trods alt er der dejligt herude på
havet. Tungt går havet, men bølgerne
er blevet bløde og blanke, for blæsten
er med eet faldet til en svag, næppe
hørlig brise. Store flænger er opstået
i det før næsten ubrudte skydække;
som en blodrød mandarin står solen
lavt over horisonten ude i nordøst,
farver skyernes kanter og bjergene i
syd røde som dryppende blod. Luf-
ten er forunderlig klar og ren, natten
fredfyldt stille. Sådan husker han
fjeldnatten derhjemme — åh, hvem
der i dette nu kunne slentre bort gen-
nem det bløde liængemos, dase ved
bredden af en fossende elv.
„Olaf — pas dit arbejde" — skip-
perens stemme bringer ham tilbage
til nuet, og han ser, at bassinet er ved
at flyde over af fisk. ... Solen flytter
sig langsomt over i øst. Timerne går,
og nattens farver falmer — går over
i et blegt og koldt gry — en ny vind
tager til at blæse. Alt mens det tyn-
der ud i fangstdyngerne, synker Olaf
mere og mere sammen over sin bør-
ste og sine fisk, mere end tusinde
torsk er allerede gået gennem hans
hænder. Forlængst har han opgivet at
holde trit med de andre; der er dår-
lig nok så meget vand tilbage i bassi-
net, at han kan få dyppet sin børste,
det er fisk det hele — een klæg, sam-
menfil trel masse, der presser hans
ben blodtomme lige til knæerne. Fød-
derne kan han ikke føle mere, hans
hænder og arme er stive og gråblå
af kulde, det føles, som ligger ner-
verne i dem ganske blottede ved den
mindste berøring jager brændende
smerter fra fingerspidser til skuldre.
Der danser hvide fluer for hans øjne,
og børste og fisk ser han som gennem
en tåge.
Kun eet indelukke er tilbage at
tømme, da det med eet bliver ham
ganske sort for øjnene og han —
uden en lyd — falder om mellem sine
fisk. Den kolde, slimede masse, der
lukker sig tæt om hans hoved og hals,
kalder ham dog næsten omgående til
bevidsthed igen, og ravende, gliden-
de, snublende kommer han atter på
benene, alt mens han tilkaster kam-
meraterne sky og forgræmmede blik-
ke. Det sitrer om hans mund: nu, nu
vil de le ham ud — håne ham —■ han
duer ikke — aldrig vil han få hyre
mere på nogen båd, når dette bliver
fortalt derhjemme. Men intet sker.
For en stund har de andre standset
arbejdet og gør mine til at komme
ham til hjælp, men da de ser ham
klare sig selv, bøjer de sig påny over
deres arbejde og fortsætter, som om
intet var hændt; dog tilkaster de
ham nu og da et medlidende blik, de
ved af egen bitter erfaring, hvordan
drengen har det, hvad han føler og
tænker, hvis han i det hele taget er ‘
stand til at tænke blot en eneste for-
nuftig tanke, så grænseløst udmattet,
han er. Olaf må selv klare isig igen-
nem, og han vender ryggen til de an-
dre, krummer sig sammen og kaster
op til den rene galde, mens store,
klare tårer triller ham ned over kin-
derne. Så hanker han påny op i sine
fisk, skurer og skrubber som gjaldj
det livet, han vil ikke give op — vn
ikke.
Det er morgen — søndag morgen-
— Et blegt, gråt lys hænger over ha-
vet. Rensningen er til ende, 2G timers
hårdt arbejde slut. Indelukkerne bh'
ver skilt ad, snørerne kvejles sirlig1
op. Dækket spules, og alle undtage11
rorsmanden går under dæk for en
kort stund at slappe af i sløv tavshed
over et krus dampende, skoldhed
kaffe. Midt på lukaf-ets skidne dØr'v
falder Olaf i søvn, ligger så lang han
er, med ansigtet gemt i sine arme
sover udmatteisens lunge søvn. All c*
stille, kun motorens rytmiske du11'
ken, havets hvislen om skibssiden
mændenes liæste stødvise åndedr#
er at høre.
Det er skipperen, der bryder ta''Sj
heden. Idet han med foden pirkeri1
til den sovende dreng, siger han ''7
ligesom henvendt alene til sig scl''
„Få ham ind i køjen en af jer, han e
god nok, der er krummer i ham; 11 .
skal alle have at vide, når vi kon1111
hjem. Han er all right i lDor
igen". Og han rejser sig. I døren ve
der han sig om: „Du Eskild tager ro
vagten, vi går ind nu og holder SØ
dag; kald på mig om små 2 tm1
God morgen allesammen.
Landsrådets dagsorden har den
gang været så omfattende, at sain{.ar
gen vil blive forlænget med et V‘
(lage.
10