Atuagagdliutit - 09.08.1956, Blaðsíða 26

r
— tauva sanguvdlune uneriarneK iliniå-
savarput. nisup igdlua imatut kivineKåsaoK.
ajornangeKaoK, agsutdlo nuånerpoK!
— Så lærer vi at svinge og bremse op. Man
løfter det ene ben sådan — det er ganske let,
og kan være vældigt morsomt!
— Smask! Ja, det er nu ikke fordi det er så svært,
Klump, men du synes måske heller ikke, at det er så
morsomt!
— Næh, jeg foretrækker at råbe, væk dernede!
— ilå, takuvat, nuånissusia. torratdlavigparse. untri-
tigdlit ardlaleriardlugo sungiusariaruvsiuk nalérutivig-
suse!
— Kan I se, hvad jeg sagde, at det var sjovt, fint kla-
ret af første gang. Nu skal I blot øve jer et par hundrede
gange, så kan I det.
Copyright P. I. B. Bon 6 Copenhoqei
— ordlunerse nåmaleKaoK, Kasuer-
silårniaritse. Kasuersernivsine issi-
gingnårtilåsavavse!
— I må hellere hvile jeg lidt oven
på den væltetur. Imedens vil jeg give
en lille opvisning.
— uvagut løveussat tåssa nuånari-
ssarput. arfinilingnik KåumateKåina-
lerdlunga una ilikarpara, ila nale-
KångilaK?
— Vi søløver elsker at optræde som
balancekunstnere, jeg var kun et
halvt år gammel, da jeg kunne dette-
lier, — fikst, ikke?
— åma agssan^nik napaneK, tåuna
tamavse saperunangilarse, nisut Kut-
dlingornigssåt erKaimåinaruvsiuk!
— Og stå på hænder, — ja, det kan
I vel allesammen, — bare I husker,
at benene skal være opad.
— natsavnik issika matuvdlugit
sisuneK naggatårutigisavara, tåssa
iluamik nuånarineKartartoK 1
— arrå, Flyverkarliå, taimailioKi-
nak!
— Jeg slutter opvisningen med at
løbe med huen for øjnene, det regnes'
for et fint nummer!
— Nej, nej, Flyverkarl, lad være
med det!
— Hej, Flyverkarl, tag huen op, du møder —
næh, du støder på, ja, er det nu et lille isbjerg,
eller en stor istap.
— å, aitøgilaK, een — to — tre, Ungat-
dl air iranoK tmgatdlangnera malugiv-
dluarniarsiuk, issuariaraluamiarum&r-
parse!
— Hov ja, det går, een — to — tre og
et ordentligt hop. Læg mærke til hvordan
jeg hopper, — kan * prøve bagefter.
— ar’ng, taimak erssikaluångilaK, tuvfigssuale-una kisime,
asulo nalunaitsoKalune!
— Avra, der er intet at se af ham — andet end aftrykket
men det er til gengæld også meget tydeligt.
Sekster : prof. dr. phil. søren holm Jesusip assersutai — Jesu lipelser
TEGNINGER: TORKILD MØLLER
kivfamik akiligagssalingmik (Malh. kap■ 1$ v- —Den gældbundne tjener (Matlx. kap. IS v. 21—541
•ttsuse ornigdlugo aperd inoKalinc ingminut a-
Kavseriardlune isumåkérfigissåsanerine.
~mardloriarune nåmås aner dlune?
h
\et Peter Jesus, hvor tit han egentlig var forplig-
Dit c?1 tllgive sine medmennesker, når de forsynder sig mod
yv gange må vel være nok?
Jtsusile okarpoK: oaarfigåvkit, arfineK-mardlungnik pinak,
arfineK-mardiungnigdie Kuligdlit arfineK-mardloriardlugit ag-
dlatl isumåkérfigingnigtuåsautit.
Men Jesus sagde: Nej, det forslår aldeles ikkel Du må tilgive
ikke syv, men syv og halvfjerds gangel Du må tilgive i det
uendelige. Mindre gør det ikkel
tauva Jtsuse åssersåtlngucunih oKalugtualcrpon Gåtip nåla-
Qauvfiane isumakerfigingnigtarneK påsitiniardlugo. inoKarpoK
kångiussumik, taussuma kivfane pårissåinik nautsorssucKa-
tigisagai. (nangitagssat).
Og så fortalte Jesus en lille historie, der skulle vise, hvorle-
des det {forholder sig med at tilgive i Guds rige. Der var en
konge, der ville gøre regnskab op med sine embedsmænd.
(Fortsættes).
27