Atuagagdliutit - 25.10.1956, Blaðsíða 10

Østgrønland længes efter nærmere
kontakt med »den anden side«
Følelsen af at være den glemte landsdel er stærk. — Tiden inde til en revision
af Østgrønlands status og til at drage denne del af Grønland med ind i nytiden
„Det uar interessant at høre om, at Grønlands landsråd havde
sendt en ekspedition af sted for at besøge frænderne i Canada. Mon
der ikke næste år kan sendes en ekspedition herover for at hilse,
på frænderne i Østgrønland?“
„Vi har en meget stærk følelse af at være glemt, og derfor er vi
måske lidt overfølsomme. Vi kunne i hvert fald ikke lide en med-
delelse i radioavisen fornglig om, at nu var der udsendt nge film
til Grønland samt til Thule og østkysten".
„Når man har siddet herovre i en årrække, kan man ikke undgåt
at få den følelse, at lige meget, hvad man beder om, er svaret nej".
Disse citater er brudstykker af
samtaler med forskellige menne-
sker i Angmagssalik. De er ganske
vist revet ud af sammenhængen,
men de giver udtryk for hovedli-
nien i det, der blev sagt. Man læn-
ges efter, at der skal ske noget —
generelt, afgørende. Ikke blot et
nyt sygehus og et nyt elværk og
nogle nye huse her og der — men
en total om end gradvis indførelse
i den nytid, der præger samfundet
på vestkysten. Og hovedindtryk-
ket efter et besøg derovre er, at ti-
den nu er inde til dette, til en re-
vision af de bestående forhold - —
til at 'både Østgrønland og Thule
drages med ind i opbygningen, så-
ledes at man inden længe ikke
skelner mellem øst, vest, syd og
nord, men betragter Grønland un-
der eet.
Først og fremmest længes man
efter nærmere kontakt med Vest-
grønland. Østkysten har faktisk
kun forbindelse med Danmark,
med København. Kun eet skib om
året sejler fra vest til øst og til-
bage — ellers går vejen både for
post og passagerer via Grønlands
Handels Plads i Strandgade. Man
ønsker folk fra vestkysten derover
man vil gerne se og tale med de
mennesker, der er ledende inden-
for opbygningen på vestkysten.
Minister Kjærhøl, . vicedirektør
Magnus Jensen og skoledirektør
Garns besøg i sommer var en op-
muntring, men bør efterfølges af
mange andre. Man ønsker også
Benyt Cheeri-0 til læskedrikke og cocktails
Cheeri-0 imerusuersautinut imigagssanutdlo
aktigkanut atortaruk
vestgrønlændere placeret i det
daglige arbejde for en kortere eller
længere tid---og omvendt vil man
gerne have egne folk sendt til
vestkysten for at lære og for at
knytte forbindelser, der kan være
med til at bygge bro over ind-
landsisen.
Stemningen er præget af utål-
modighed efter at være med i fæl-
lesskabet, efter ikke længere at
blive betragtet som et særområde.
Og rent umiddelbart får man del
indtryk, at der ikke lamgere er
nogen rimelig grund til fortsat at
bevare den del af Grønland som
en slags levende museum — til at
holde hånden over en primitivitet,
der for en stor del af befolknin-
gens vedkommende ikke længere
er tilstede. Den grønlandske be-
folkning i selve Angmagssalik er
lige så veludrustet til al tage den
nye tid som store dele af vestky-
stens befolkning var det i 1950.
Samfundet udenfor byen er base-
ret på fangsten, der vel endnu i
adskillige år vil være hovedna1-
ringsvejen, og i et fangersamfund
vil det nye altid være længere tid
om at bane vej end f. eks. i et me-
re koncentreret fiskersamfund.
Til en begyndelse må der ska-
bes muligheder tor, at befolknin-
gen i almindelighed kan opnå en
højnelse af levefoden, og i takt
hermed vil der blive skabt gro-
bund for alt det andet. Der skal
ikke så forfærdelig meget til — og
det er hårdt tiltrængt. Nogle salte-
huse, som dem, der nu er påbe-
gyndt — flere pramme og mulig-
heder for indhandling og en kort-
lægning af distriktets erhvervs-
muligheder, navnlig de fiskeri-
mæssige. Så vil man være godt i
gang — når man samtidig tager i
betragtning, at der hvert år
indhandles ca. 7000 sælskind,
på hvilke prisen netop er blevet
forhøjet betydeligt — foruden de
sæler, der går til eget forbrug.
Som i mangfoldige andre for-
hold spiller afstandene og vejret
den store rolle, når man skal drøf-
te spørgsmålet nærmere kontakt
mellem østkyst og vestkyst. Man
kan sige det sådan, at Østgrøn-
lands inddragen i fællesskabet af-
hænger af flyvetjenestens udvik-
ling. All tyder på, at den uvidede
flyvetjeneste vil være en realitet
i løbet af forholdsvis kort tid —
måske allerede i den vinter, vi nu
går ind i — og så må man kunne
tage fat. Godt er det uden tvivl, at
Vestgrønland har haft disse 5—6
år til at komme i gang i, men nu
er man kommet så langt her, at
øst og nord må kunne tages med
ind i helheden, og man har ind-
vundet erfaringer, som ikke
mindst vil kunne komme Østgrøn-
land tilgode.
I det øjeblik, hele Grønland be-
flyves regelmæssigt af danske ma-
skiner, vil ting som afstand og tid
ikke længere spille nogen rolle.
Både Nordgrønland og Østgrøn-
land vil kunne blive repræsenteret
i landsrådet, grænserne vil kunne
udviskes og landet blive betragtet
og behandlet under eet — med de
særlige hensyn, som betinges af
lokale forhold og som man jo og-
så har måttet og stadig må tage
hensyn til. i Vestgrønland.
Palle Brandt.
I de følgende numre af A/G vil der
komme en række artikler om indtryk
fra en rejse til østkysten og en ud-
dybning af de synspunkter, der er
kommet til orde ovenfor.
læserne skriver...
KÆBE „KAMIKDANSKER"!
Jeg mener ikke, jeg kan lade Deres
indlæg i A/G nr. 10, 9. august 1950,
gå ubesvaret. Deres indlæg er i sin
helhed kritik, eller rettere sagt an-
klage. De fremkom med slet ikke
morsomme udtalelser angående bør-
nehjælpsarrangementet, der fandt
sted i juli 1950 i K’utdligssat. Lad
mig straks sige, at jeg ved bedre be-
sked med arrangementet, dets forløb
og resultater især i K’utdligssat.
Arrangementet varede to dage i
K’utdligssat, lørdag og søndag, og det
gik på en meget glædelig måde. På
veje og i huse blev der indsamlet
mange penge - ikke i lommerne,
men i raslebøsser. Alle var glade for
arrangementet og dets forlob, måske
med undtagelse af Dem alene.
Både grønlændere og danske — så-
vel børn som voksne — havde givet
bidrag. Det fik man konstateret, da
indsamlingsbøsserne blev åbnet i
kæmnerassistentens kontor. Menne-
sker, der ikke havde samme mening
som Dem, vågede over de indsamlede
penge. Indsamlingsbøsserne var la-
vet på en sådan måde, at de ikke
kunne åbnes uden videre. Kæmnc-
rens frue ved det.
Mange danske havde puttet mange
gode penge i bøsserne, hvilket man
var meget taknemlig over. Kun een
dansker — en arbejder i kulbruddet
havde givet en tikroneseddel til et
af komitemedlemmerne, der ikke
havde bøsse med sig. Denne seddel,
som da blev puttet i lommen, nåede
Fra NORD til SYD
I Narssaic ved Julianehåb er det
hensigten at opføre et rækkehus for
ekspatienter og endvidere et pleje-
hjem for børn af tb-ramte forældre.
På et kommunalbestyrelsesmøde for-
nylig afviste man alle ansøgninger
om tilflytning til byen, hvis bolig-
mangel er betydelig.
Godthåbs nye renovationsanlæg er
delvis trådt i kraft. Ordningen om-
fatter foreløbig 120 husstande, men i
løbet af kort lid vil ordningen blive
udstrakt til hele byen.
Formanden for bestillingsforenin-
gernes hovedbestyrelse, kommunal-
bestyrelsesformand Rasmus Berthel-
sen, Godthåb, er sammen med bog-
trykker Hans Egede Berthclsen, God-
havn, og landsrådsmedlem Klaus
Lynge, Julianehåb, afrejst til for-
handlinger i lønningskommissionen
i København. Direkte forhandlinger i
København har længe været ønsket
af hestillingsmandsforeningerne.
På De samvirkende Afholdsfor-
eningers mode i Aalborg har general-
sekretær Verner Jensen gjort op-
mærksom på,, at der i dag eksisterer
52 grønlandske afholdsforeninger
med tilsammen 1500 medlemmer.
Fanger Jan Brandt, Iginiarfik, er
omkommet. Under hårdt vejr ville
han efterse sin motorbådsfortøjning.
Man regner med, at han er gledet og
faldet i vandet.
Fra Washington er det blevet
meddelt, at USAs hær agter at ud-
bygge forsvaret af Thulebasen ved
anlæg af batterier til udskydning af
fjernstyrede raketter af NIKE-typcn.
Raketterne benyttes til bekæmpelse
af fjendtlige flyvere. Byggeriet af ra-
ketanlæggene ventes påbegyndt til
foråret. Anlæggene bliver de første
af denne art på dansk grund.
velbeholdent til de rette hænder, så-
dan som det var tilfældet med alle
de øvrige indsamlede penge.
Jeg er ikke i stand til at udtale mig
indsamlingens forløb i SarnaK —
men jeg var med i K’utdligssat.
Nordboen.
P.S.: Forkortet af redaktionen.
STADIG GÆRET KØD - ?
Da oplysningsarbejdet begyndte
i vort land havde man allere-
de fra starten advaret mod gæret
kød. Allerede dengang vidste man, al
det var farligt, og sidenhen har man
skrevet mange advarende indlæg.
Men nu har vi konstateret, at gæret
kød stadig spises. Det er ikke godt.
Derfor vil jeg gerne påpege spørgs-
målet her.
Det er ganske uforsvarligt at spise
gæret kød, det ved vi allesammen.
Det er meget kedeligt, at man i de
store aviser kan læse, hvordan der
stadig forekommer dødsfald i famili-
er, der har spist gæret kød. Derfor
opfordrer jeg herved til, at man spi-
ser andre fødevarer i stedet for gæ-
ret kød, der er farligt. Hvis du retter
dig efter dette, er der ikke noget, du
kan fortryde. Tværtimod vil du be-
skytte dit liv på den måde.
Ved ikke at spise gæret kød und-
går man tragiske hændelser, og man
opfører sig fornuftigt. Det ville være
dejligt for fremtiden ikke at støde på
følgende meddelelser: Den og den er
afgået ved døden, fordi de har spist
af gæret kød. I dybeste alvor beder
jeg dig derfor om, at du aldrig nogen
sinde mere rører ved gæret kød.
Seth Mikiassen,
Skørping.
10