Atuagagdliutit - 25.10.1956, Blaðsíða 13

)
takutitagssanik pitsavingnik nagsata-
KarniåsagaluarportaoK, ministerielo
ilatigut nålagauvfiup katerssugausi-
vigssuata pigissainik åssiliortortitsi-
lersimånguatsiarpoK. Canådame eski-
mut sanalugåinik Kalipautilingmik
filmiliaKarunarportaoK. imaKalo sa-
nalungnerup atatineKarnigsså atua-
gårKiutigineKartariaKaraluarpqK. ta-
måko inuiangne avdlane sanalungni-
kut kingualersune sarKiimersineKar-
tarsimågunarput. nunap ilaine avdla-
ne nunanilo avdlane sanalungneu Ka-
iiok årKigssugaussoK Kanordlo ikior-
serniagaussoK tusartikåine iluaKutau-
sinauvortaoK, tåssame sordlo autdlar-
Kaumut oKarérsunga Kulane taigorne-
Kartut taimaiginardlutik avdlanut
atorsinaunigssåt KularnarpoK, mana-
mut KanoK ingerdlaniarsimanerput
avKutivtlnilo nåpitarsimassavut taku-
tiniåinarpait. ersissutigåra sanalug-
kat ajungitsut tåmarnigssåt årdleri-
nartusoralugo, isumaKavigpungale
isumatunik nunamingnigdlo asang-
nigtunik kalatdlit amerdlasunik ila-
Kartut låmalsailiuinigssaK sulissutigi-
savd 1 ugo piarérsimassunik.
mi kissut ajungitsutdle — Småt men godt
(Foto: Knud Hansen, Upernavik).
Grønlandsk husflid
n
Det var en kon kop the af genvor-
dighederne. Men glæder er der na-
turligvis også, først og fremmest ved
smukke ting. Når jeg lige før skrev,
at hver en øre havner hos de enkelte
medlemmer, så lades der jo ingen
plads åben lil nogen aflønning for
vort arbejde, men dels er der jo an-
dre glæder end penge, dels har vi
den fordel, at vi har ret til privat at
købe de ting, som vi selv kan have
lyst til for førstehåndsprisen. Efter-
hånden er denne lejlighed naturlig-
vis ikke een vi anvender særligt ofte,
da man jo også kan blive „mæt“ af
gode ting. Blandt glæderne hører na-
turligvis også det, at det altid er rart
at se noget gå godt, ligesom mange
mennesker ved besøg heroppe har
været glade for lejligheden til så
nemt at kunne købe og endda først
kunne vælge ting. Det samme gælder
for mange af de mennesker, der ved
breve og telegrammer har bestilt og
har fået ting herfra. Naturligvis be-
tyder denne centralisering yder-
mere, at producenterne fritages for
megen tidsspilde. Vi undgår også —
næsten da — at folk møder op på et
anløbende skib med noget, der lige
er blevet „flikket“ sammen i en fart
for at kunne indbringe nogle „nem-
me" penge hos en turist, der ikke er
vant lil at bedømme kvaliteten. Det
sidste anser jeg som en stor fare for
den grønlandske husflids renome.
Desuden har vi altid kunnet afholde
os fra ethvert presseri eller rosning
af, hvad vi udbød til salg. Denne ar-
tikel og de 2 billedsider med husflid
er da heller ikke et forsøg på at lave
salgsreklame, for nok ligger vi, me-
dens dette skrives, inde med megen
husflid, men inden dette læses, er
det meste utvivlsomt solgt, hvis det
går som de tidligere år. Lad mig iøv-
rigt om fotografierne bemærke, at
disse (med en enkel undtagelse) ikke
er særligt udsøgte ting fra vor pri-
vate samling, men ting laget ud fra,
hvad vi pr. dato har til almindeligt
salg. Men vi må tilbage til besværlig-
hederne i 1953. Tidligt på året havde
vi tilladt, at et par udstedsbestyrere
på foreningens vegne indkøbte ta-
sker, da der ved disse udsteder kun-
ne laves —- efter vore forhold —
pænt skindarbejde, og heroppe ci-
der jo skind nok, som fangerne den-
gang fik en alt for lille pris for ved
indhandlingen til KGH (det samme
gælder nu egentlig fortsat, måske dog
knapt så grelt siden nytår 195G).
Imidlertid var indkøbernes indstil-
ling nærmest, at en taske var en ta-
ske, hvorfor foreningen pludselig
var ejer af en såre stor, men ikke
særlig hurtigt realisabel taskesam-
ling. Meget mod vor vilje måtte ind-
handlingen stoppes af tasker og den
er knapt kommet rigtig i gang igen,
da vi endnu har en snes tasker, som
sælges til helt latterlige priser, blot
for at komme på bar bund. Nå, en
del blev naturligvis solgt ret hurtigt
og med god fortjeneste, medens en
stor del altså til gengæld gav under-
skud, men slutresultatet for de 2—
300 tasker blev dog et lille overskud.
Det ærgerlige er blot, at de fleste af
medlemmerne i virkeligheden godt
kunne have lavet tasker, som langt
lettere kunne have været solgt, og og-
så med mere fortjeneste, hvorved vi
ikke på noget tidspunkt havde haft
nødigt at stoppe indhandlingen. Her-
med skal dog ikke påstås, at der i
Upernavik distrikt kan laves ret
mange tasker der kan stå på højde
med de bedste steder i Grønland.
Jeg beretter nærmest taskehistorien,
fordi jeg tror den er god at få for-
stand af når det gælder vanskelighe-
derne for bedre husflid. Ved general-
forsamlingen først i 1954 vistes iøv-
rigt en del lysbilleder af fund og
samlinger fra østkysten, idet vi helst
søger dels al fastholde, hvad befolk-
ningen har tradition for, dels at på-
virke ved at vise ting, som har rod
langt tilbage for befolkningen. Iøv-
rigt blev tingene kun forevist som
lysbilleder, og billederne er ikke
blevet lånt ud for at blive kopierede,
netop fordi der jo er forskel mellem
øst- og vestgrønlandsk kultur. Vi
er så nået til 1954. Mæslingeepidemi
og befolkningsflytninger og sidst på
sommeren vor permissionsrejse
medførte, at foreningens regnskabs-
afslutning først er sket efter nytår
1950. Ikke al foreningen har liggel
stille, men dels havde førstehånds-
priserne fået nok en omdrejning,
dels var kvaliteten dalet en enkel tak
for meget udfra hvad vi fik set efter-
året 1955. Flytningen af Thule havde
medført, at en efter vor mening
smuk samling „ivory", der var op-
sendt under flytteperioden i 1954,
endnu ikke var solgt, hvilket medfør-
te „sikre forlydender" langs kysten
om, at husfliden fra Upernavik nu
var så ringe, al „end ikke amerika-
nerne" ville købe den. Hver en
stump blev nu iøvrigt solgt i Thule
og til gode priser. Da sidste skib i
1955 afgik herfra lykkedes det at lå
pakket, så samtlige bestillinger blev
effektueret, og beholdningen var me-
get minimal og heraf var der kun ta-
skerne som stammede helt tilbage
fra indkøbene i 1954. Opgørelsen for
1954 og 1955 tilsammen viste, at sal-
get havde været på knapt 35.000 ler.,
heraf dog „kun" et overskud på
3.2000 kroner. På ca. 3% år var
50.000 kr. altså udbetalt til medlem-
merne, medens foreningen havde en
formue — en opsparing på 3.300 kr..
For at give en fornemmelse uf, at
foreningens omsætning har nogen
betydning for medlemmerne og di-
striktet (og meget husflid omsættes
jo også udenom foreningen) kan
nævnes, at Handelens indhandling af
grønlandske produkter i 1950-51 ud-
gjorde ca. 125.000 kroner og i 1953
ca. 225.000 kroner for Upernavik di-
strikt. For at holde andelsprincip-
perne, burde det indestående (ande-
lene) egentlig forrentes (ligesom i
sparekassen), men da vi endnu ko-
rer på tilladelsen til et midlertidigt
erhverslån, og dette om foråret må
være ret højt (men ved sidste skibs
afgang er forvandlet til et overskud),
bryder vi endnu denne gyldne an-
delsregel, der naturligvis til sin tid
bør indføres, om foreningen da lever
så længe, hvad jeg naturligvis håber.
Inddeler vi salget i grupper efter
husflidens art, kommer tand og ben-
ting ind somt langt den førende med
en omsætning på omkring 40.000 kr.,
derefter følger taskerne med ca.
5500 kr„ fedtstensting med 2.000 kr.,
kajak- og slædemodeller med ca.
1.800 kr. og diverse skindarbejder,
dukker m. v. godt 1.000 kr.. Som man
vil kunne se, er det fortrinsvis mæn-
dene, der her har sikret sig indtæg-
terne, hvilket forhold vi dog håber
al kunne få rettet på, altså ved at få
kvinderne med. Helt klare tal for,
hvor tingene er solgt har jeg ikke,
men jeg vil mene, at der henholdsvis
i Thule, København samt til fast-
boende er solgt for omkring 5.000 kr.
• altså for hver gruppe. Disse dæk-
ker altså højst 1/3 af salget, medens
resten er solgt til besøgende samt
ned langs vestkysten, især i Godthåb.
Dels har det ikke været småpenge
min kone har solgt for ved skibsan-
løb —• et enkelt døgn i 1953 for 1600
kroner, dels er uhyre meget med
møje og besvær blevet pakket og
sendt udfra bestillinger eller gennem
frivillige hjælpere bl. a. i Godthåb,
hvor behovet synes meget stort.
Men nu producenterne? Er det
ganske enkelte der laver tingene? Til
nytår havde foreningen 58 medlem-
mer (senere er en lille halv snes
kommet til), hvoraf 34 havde bopæl
i selve byen og 24 ude i distriktet.
Dertil kom 4 der er flyttet fra kom-
munen og 2 der er døde i disse til-
fælde er andelen også udbetalte. De
opsparede beløb varierer iøvrigt fra
50 øre og op til 901 kr., så naturlig-
vis er der forskel på, hvor meget
hver enkelt leverer. Som jeg allerede
har strejfet, søger foreningen at sik-
re de nødvendige materialer til med-
lemmerne. Gennem årene har vi fået
en hel del tand fra Thule, også noget
lokalt. Specielt til de, små benkajak-
ker samt pålægsgafler har vi fået
skaffet okseben op gennem, KGH, og
ved en særlig behandling er dette
hen i bedste fald, så man skal være
dreven for at kunne se forskel mel-
lem tand og ben. Nu gør vi forsøg
med kaskelottand, desforuden skaf-
fes naturligvis perler, skind, taske-
låse, taskefoer, medens et forsøg
med havkatteskind desværre måtte
opgives, da det ikke lykkedes at fin-
de frem til typisk grønlandske ting i
dette materiale.
Kort efter vinterens generalfor-
samling, hvor vi i lighed med de fo-
regående år konstaterede, at „tand-
manglen" var foreningens største
hemsko, indtraf så savsatten lidt
nord for byen, og takket være vel-
vilje fra den lokale handels side,
overlog \tø indhandlingen af alle
tænderne. Alle „med spids" er for-
længst solgt, så henvendelse er unø-
dig, da de knækkede alle vil blive
oparbejdet af husflidsforeningens
medlemmer. Endelig var foreningens
„tandpine" da så overstået et stykke
tid frem. Vi har siden haft måneder,
hvor der er blevet indhandlet for
lige så meget som i hele 1952. Efter
salget til Thule er ophørt grundet
flytningen, er det muligt noget kan
afsættes via hotellet ved Sdr. Strøm-
fjord, men iøvrigt har vi et interes-
sant forsøg, idet vi tilfældigvis blev
opmærksom på, der der i FNs ho-
vedkvarter i Lake Succes findes en
souvenierbod, hvor husflid fra hele
verden forhandles. I 1955 opnåede
Ministeriet tilladelse til, at vi kunne
sende en prøvesending dertil, men
som nævnt var kvaliteten netop da
ikke på sit højeste, så vi først nu har
kunnet hjemsende en pæn samling.
Som læserne måske vil bemærke,
føler vi ikke særlig grund til at hol-
de hverken sorger eller glæder, mu-
ligheder eller farer, skjult, for vi be-
tragter dem ikke som vore private,
men ser meget gerne, at mange flere
også andre steder får mere ud af
husfliden. Lige i starten var der vel
nok heroppe lidt ængstelse hos nogle
husflidsfolk for, at foreningen skulle
medføre, at andre måske på deres
bekostning skulle kunne sælge mere,
medens de selv måske ville kunne
sælge mindre, men udviklingen har
jo vist, at alle har fået større mulig-
heder for indtjening.
Før jeg slutter vil det vel være for-
kert ikke at nævne foreningen Grun-
landsk Husflid, som vi enkelte gan-
ge har samarbejdet med. Foreningen
har jo hjemsted i København og af-
tager eller onsker at aftage fra hele
Grønland. Nu er omsætningen no-
genlunde af samme størrelse som vi
nu er oppe på, hvad der vel må be-
tyde, at en udvidelse for denne for-
ening må være mulig. Da vi dog har
kunnet konstatere, at markedet i
selve Grønland så langtfra er dæk-
ket, har vi været noget tilbagehol-
dende i samarbejdet, udfra den op-
fattelse, at folk i selve Grønland først
og fremmest bør have mulighed for
at få god husflid, og det samme gæl-
der „sommerfolkene". Men det fore-
kommer mig naturligt, om vi udfra
denne organisation, der støttes af Mi-
nisteriet og mange andre kunne
komme videre med den grønlandske
husflid. Skal dette være muligt, må
husflidsfolkene heroppe først og
fremmest søges trukket langt mere
ind i foreningsarbejdet, selvom ud-
sendte sikkert endnu i nogle år kan
og (om de har interesse) også bor bi-
stå, så der opnås det bedst mulige
13
J